Rejsedagbog

At rejse er at leve

marts 2007

En 7 ugers rygsæksrejse i Asien med forhindringer og oplevelser

 Vi er et par ”gamle” rygsæksrejsende på henholdsvis 62 og 59 år.

Igennem længere tid havde vi snakket om at tage på en 7 ugers rygsæksrejse til Laos, Vietnam og Cambodia for at ende i Thailand.

Vi havde i 2005 været af sted på rundrejse i Thailand i 7 uger og havde lyst til at gentage succesen.

I løbet af november 2006 blev min svigermor indlagt på sygehuset, og det så i meget lang tid ud til, at vi måtte udskyde drømmen om rejsen, da hun var meget dårlig. Heldigvis blev hun langsomt bedre, og 3 uger efter udskrivelse fra sygehuset, havde hun det nogenlunde, så til sidst besluttede vi os til at betale rejsen, og håbe bedringen holdt.

Vi skulle rejse 22 januar 2007. Der var sne og slud i Danmark, og vi glædede os til at komme ned i varmen. Vores afgang fra Randers blev forstyrret af sneen, i radioen hørte vi, at flyafgangene fra Tirstrup måske blev aflyst, så vi valgte efter konference med vores rejsekonsulent i Jysk Rejsebureau at tage toget i stedet til Kastrup. Det betød, at vi måtte skynde os ned til bybussen, ind til banegården og springe på toget, og lige i sidste sekund efter et skift på hovedbanegården i København ankom vi til Kastrup

Laos

Vi fløj fra Kastrup via Wien, til Bangkok  herfra til Vientiane i Laos. 26 timer efter vi startede i Randers, var vi endelig på landjorden igen. I lufthavnen blev vi hentet af personalet fra Lane Zang Hotel i Vientiane, det var rart oven på den lange flyvetur. Vi havde forudbestilt 2 døgn på Lane Zang og forventede at tage et par dage mere.

De første dage travede vi Vientiane tynd, vi så masser af templer og var på marked, hvor min søde mand blev klippet skaldet. På hotellet slappede vi af ved poolen og prøvede at vænne os til den nye tidszone med 6 timers forskel.

Vi tog den tredje dag på tur med guide. Det firma, Jysk  Rejsebureau samarbejder med, har nogle gode tilbud og utrolig søde guider. Vi var på sejltur på en inddæmmet sø, der er 278 km2 stor, 40 km i bredden. Den blev ud over fiskeri brugt til fremstilling af elektricitet.

Desuden så vi fremstilling af salt lige fra jorden. Vandet blev kogt, og så kunne de skovle saltet op. Det var hårdt arbejde, små børn hjalp også til. De havde oftest en arbejdsdag fra klokken 6 til 22, var der nogen der sagde arbejdstilsynet.
Derefter var vi på 2 markeder, det ene værre end det andet. Da jeg så, de solgte egern til madlavning, var jeg helt færdig. Hjemme leger egerne i mine træer, og jeg glæder mig over synet af dem. På det andet marked var der rotter, melorme, kakerlakker og andet kryb til salg. Iflg. guiden var det forbudt at sælge dem og lave mad af dem, så de forsøgte at gemme dyrene, hvis politiet kom. Lækkert ikke!!

Efter gode dage i Vientiane tog vi videre med den lokale bus til Vang Vieng. Her fandt vi et guesthouse lige ned til floden, og det var et sjovt skuespil, der viste sig for vore øjne. De lokale kørte både med biler og en slags traktorer i vandet, samt vaskede tøj, badede og travede fra kyst til kyst, i stedet for at bruge betalingsbroen.

Vi lejede et par cykler og tog ud for at besøge nogle huler i omegnen. Den første dag cyklede vi ca. 14 km på nogle elendige grusveje, det var en besværlig hule, vi fandt, meget svær at bestige samt kravle rundt i. Det var godt nok en udfordring for krop, balance, udholdenhed, viljestyrke, stædighed, mod og øjne, der skulle se det hele og suge det ind samt se sig for, så man ikke faldt. Dagen efter cyklede vi i alt 30 km til nogle andre huler. En flot tur. Samme skøre udfordring til kroppen.

Så tog vi videre med bus til Luang Prabang, hvor vi fandt et guesthouse tæt ved Mekong floden, hvor vi kunne sidde på vores lille terrasse med et godt glas Lao Whisky og nyde udsigten. Byen er rigtig hyggelig og sjov at vandre rundt i, masser af templer, sjove gader og rare Laoter. Hver aften var der marked langs den ene gade og diverse sidegader, de solgte alt mellem himmel og jord, mest håndarbejde, flotte ting. Synd vi ikke havde plads til det hele. Også her lejede vi cykler, så vi kunne komme lidt ud i omegnen og se de små landsbyer. Der er en utrolig forskel på rig og fattig, vi har set rigmandsvillaer lige ved siden af noget, der næsten ligner skure.

Vi havde besluttet at drage videre til Vietnam den 3 februar i stedet for den 5 februar. På et lokalt rejsebureau fik vi billetterne ændret uden problemer, og han lovede at informere Vietnam Airlines. Men det skulle komme til at gå helt anderledes.

Da vi kom ud til lufthavnen, var der besked om, at flyet var 2 timer forsinket. Da de to timer med mere var gået, kom der bud om, at flyet helt var aflyst på grund af tekniske problemer. Vi blev gennet hen til flyselskabets kontor. Mage til rod og uorganiseret arbejde har jeg aldrig set. Den ene hånd viste ikke, hvad den anden lavede, og deres engelsk skal man godt nok have gode ører for at følge med i. Men det gik med fælles hjælp fra rejsefællerne. Det den ene fik fat i, gik videre til resten. Efter lang venten blev vi endelig samlet og sendt med en bus til et fint sted for at spise. På flyselskabets regning selvfølgelig. Derefter blev vi kørt til et fint sted for at sove. Næste morgen altså den 4 januar blev vi vækket klokken 6. Beskeden var at flyet nu gik klokken 8. I lufthavnen blev dette tidspunkt rykket til kl. 10, og dermed blev vi sendt på restaurant igen for morgenmad. Vi ventede og ventede, informationsniveauet var lavt, og hvis ikke en tysk diplomat havde slået i bordet, havde vi vist slet ikke fået informationer. Klokken blev 12, og  vi blev sendt hen for at få frokost. Igen ventede vi. Så forlød det, vi skulle flyve kl. 15, senere kl. 16 og endelig kl. 16.55 var vi i luften. I guder hvor man var blevet træt af at vente. Men tiden gik jo med at snakke med de andre rejsende fra mange forskellige lande. Så jeg fik snakket både norsk, svensk, engelsk og tysk. Mange af dem skulle med et tilstødende fly, de var godt utilfredse, da de jo så ikke kunne komme videre men måtte udsætte deres hjemrejse. Nogen skulle hjem på arbejde. PYHA godt vi havde så megen tid at gøre med, var vi enige om.

Vietnam

Med en dags venten i lufthavnen var vi endelig i Hanoi og boede på Jysk Hotel.
Vi grinte godt nok, da vi hørte hvordan vietnameserne siger det!! Udtalt noget i retning af ”Syk” Her var rigtig dejlig, og det var rart at høre danske stemmer igen.
Vi travede rundt i det gamle kvarter fra kl. 9 morgen til kl. 18 aften med et kort foran os og Lonely planet som ekstra hjælp. Med lidt snilde er det såmænd rimelig nemt at finde rundt. Gaderne er rigtig sjove at gå rundt i, der er masser at se på og undre sig over, sjove butikker, fantastisk gadeliv, man skal bare være parat til at gå over gaden midt i mellem biler og knallerter der dytter - springe for livet og være glad, når man er ovre på den anden side og stadig er i live. I løbet at dagene blev vi faktisk rigtig gode til at gøre som vietnameserne, bare gå ud og fortsætte ganske roligt. De kører pænt uden om en. Kaos siger jeg, og sjovt.
Vi var også på et stort marked, vi har shoppet lidt og travet og løbet rundt om Hoan Kim søen

I Hanoi besøgte vi bla. Ho Chi Minh mausoleum. Efter utallige sikkerhedstjek, aflevering af taske og mobil til politiet for en stund, blev vi af flotte vagter ført op af den røde løber, ind for at se Ho liggende i sin kiste. Vokskabinettet kunne ikke have gjort det bedre, han virkede helt levende!! Vi blev ført videre, der var ikke noget med at stå stille, og så blev vi gennet ud igen. Derefter var vi på Ho Chi Minh museet. Der viste de bla. en film fra 2 verdenskrig. Det var rimelig uhyggelige optagelser fra gaskamrene!! og massegravene. Senere på dagen var vi henne og se litteraturens tempel, smukt og fredfyldt!! og så travede vi hele vejen ud til Vestsøen, fantastisk smuk natur.
Dagen efter travede vi ud til Lenin parken samt sø. Her dasede vi og slappede af i solen og travede senere rundt i Hanois smukke sjove gader.

Så gik turen til Halong Bay. Det kan ikke beskrives eller ses på billeder, nej det skal opleves. Det er en fabelagtig unik fantastisk naturoplevelse. Smukkere er der vist ingen sted i hele verden. Det var ind til videre vores ultimative smukkeste oplevelse, medens vi har været af sted denne gang. Små bjerge i vandet, kalkstensklipper, en utrolig fantastisk hule med drypstensformationer, der var bjergtagende smukke, flotte skibe, vi kunne slet ikke løsrive os fra dækket på båden, vi sejlede med. Vi overnattede på båden, og dagen efter var min mand ude og ro i kajak. Jeg er ikke så glad for vand, når der er alt for dybt og langt til land, så jeg nød naturen fra skibet imedens.

Næste dag havde vi også en god tur til parfumepagoden. En sjov oplevelse, hvor vi blev sejlet ud til pagoden i små både roet af kvinder, i en hel time frem og lige så lang tid tilbage. Tak siger jeg bare, de behøver ikke gå i fitness center
Turen op til pagoden var stejl, så de fleste af vore medrejsende valgte at tage en den nemme løsning, nemlig en svævebane. Men de to gamle her travede hele vejen op og ned igen uden problemer. Det var en smuk tur og et godt valg blandt de mange oplevelser, der var tilbud på.

Vi ville gerne ændre flybilletten fra Hanoi til Hoi An fra den 11 februar til den 10, og fandt efter meget møje og besvær frem til Vietnam Airlines hovedkontor. Her eksisterede vi slet ikke på deres oversigt. Nej vi var jo ikke dukket op i Luang Prabang den 4 februar, så de havde slettet os, og dermed var der ikke plads til os. Vi forstod ikke, hvad der var sket, for den mand der havde ændret vores billet i Laos, havde lovet at informere videre. På hovedkontoret fandt de heldigvis i stedet en plads til os på et fly, der skulle af sted klokken 5.30 om morgenen den 11 februar, og det måtte vi acceptere.

Klokken 4 om morgenen kom vi ud i lufthavnen, og hvad så vi, flyet var blevet aflyst. Der stod mange i samme situation som os. Vi blev efterhånden samlet og kørt hen på et fint sted for at spise morgenmad samt fik et værelse at hvile i, til vi måske kunne komme videre. Klokken 10 blev vi samlet igen og kørt til lufthavnen. Jeg opdagede hurtigt at flyet, som vi nu skulle med, faktisk var det vi oprindeligt skulle have været med, og hvor der ikke var plads til os. Jeg undrede mig, ind til vi fandt ud, af de havde fået fat på et stort fly, der kunne have begge afgange på en gang.

Endelig var vi igen i luften! Og dermed snart i Hoi An.
Vi travede byen tynd, så pagoder og marked, museum og gamle huse. Det er en meget flot by, Unesco har den på verdensbevaringslisten. Vi lejede cykler og har derved været langt rundt i omegnen af Hoi An til sjove små landsbyer, hvor de lokale mødte os med glade smil og et ”Hello”. Især børnene var helt vilde med os, og det  var meget gengældt. I guder hvor er de søde og bedårende. Havde jeg plads i tasken, havde jeg taget dem alle sammen med mig hjem!!
Vi cyklede også ud til stranden som er 5 km fra centrum. Vandet var dejligt varmt, og det var rart at få den vinterblege krop varmet godt igennem og samtidig få lidt farve.

Fra Hoi An gik turen videre med bus til Nah Trang en lang tur paa 12 timer. Vi havde ikke lyst eller kræfter til at tage natbussen klokken 6 om aftenen, så hellere bruge dagen i bussen og derved få set noget mere af dette skønne land.
Vi var der sent, og så er det altså svært at finde rundt i en ny by, men vi travede lidt ned mod vandet og i en lille sidegade fandt vi et guesthouse med dejligt værelse samt altan til den formidable pris af 9 dollars.

Dagen efter løb vi langs stranden, herligt og sund start på dagen. Derefter lejede vi cykler for at komme lidt længere ud og se os omkring.
Vi cyklede langs vandet og var lige passeret en bro. Min mand havde vores mini rygsæk på ryggen, fastspændt om mave og bryst.

Tasken var pakket med penge i pung med lås, ting og badetøj, vi skulle bruge i løbet af dagen. Vi cykler bag hinanden for at fylde så lidt som muligt i trafikken.

 

Undervejs på vejen langs vandet havde han brug for sine solbriller i rygsækken. Han stopper op, løser rygsækken fra mave og bryst og tager den frem på den ene skulder for at åbne den.

I samme øjeblik kommer en motorcykel susende i vild fart bagfra  med to vietnamesere på.

De kører helt tæt op af ham, og den ene vietnameser flår rygsækken fra hans skulder, inden min mand når at gøre modstand, og motorcyklen og de to vietnamesere forsvinder i trafikken med tasken i fuld fart. Vi skriger og råber på hjælp, men ingen reagerer.

Til alt held er der udover chokket ikke sket noget med ham, men rygsækken og indhold er væk.

 

Og der stod vi så, uden taske med vort nyindkøbte digital kamera i med alle vore ferieminder over 500 billeder, uden Lonely Planet så vi kunne finde rundt, vores badetøj, mobilen til at SMS e med, solbriller og en lille pung med lokal valuta.

Da vi havde sundet os lidt, cyklede vi tilbage til vort gæstehus og fortalte, hvad der var sket. Vores vært fortalte, hvor politistationen lå og tegnede en skitse, så vi kunne finde den. Så gik turen derhen på cykel, det var ikke den rette station, en ny tegning blev lavet, så derhen. De kunne ikke et ord engelsk, så de ringede efter vores vært. Heldigvis havde jeg hans visitkort i lommen. Han kom endelig, og så skulle jeg skrive det hele op på engelsk, som han så oversatte til vietnamesisk. Han bad min mand tage med og vise, hvor det var sket, medens jeg ventede på stationen. Da de kom retur viste det sig, at vi skulle hen på en helt anden station. Den kunne vi først komme hen til senere på dagen.
I mellemtiden havde vores vært fået fat i en anmeldelsesblanket, og sammen fik vi skrevet det hele op, hvad det kostede etc. Min mand og værten kørte ud på stationen på knallert, det var jo min mand, det var gået ud over. Men de fik ikke megen held ud af det, de snakkede kun vietnamesisk, og det var der jo ikke megen forståelse ud af, og  han fik heller ikke nogen politirapport, vi kunne bruge i forsikringsøjemed.

Da de kom retur, gik jeg på banen nok engang, jeg havde fundet policebetingelserne frem, der var i min mappe, og så oversatte jeg punkt for punkt, hvad der stod. Gentog og gentog og til sidst ringede vores vært ud på stationen. De gik med til, at jeg kom med derud. Så kl. 8 om aftenen tog jeg med værten derud. Her var det igen værten, der forhørte mig, oversatte hvad jeg skrev ned på engelsk, og efterhånden kunne jeg da genkende nogen af ordene. Brevet skulle underskrives af os begge og afleveres af os begge, så det tog vi så ud med næste dag. Efter min mand havde skrevet sin underskrift 4 gange, og de havde sammenlignet det med hans pas, så gav de sig og skrev også under og ledte i diverse skuffer efter stemplerne, og endelig satte de stempler på!! PYH det var noget af en omgang.

Vi var hurtigt enige om, at den oplevelse ikke skulle ødelægge vores tur, dertil havde vi oplevet så meget positivt og godt. Og vi ville fortsat gøre det med eller uden kamera.
Vi havde det gamle kamera med som ekstra, men det  drillede, så det endte med vi  investerede i engangskamera. Vi ville på dette tidspunkt ikke købe nyt, før vi kom hjem og så, hvad vi kunne få ud af forsikringen.

Vi nåede trods denne trælse oplevelse også at opleve vietnamesernes nytår i Nah Trang, flot og farverigt med masser af musik, optræden, flag, bannere, fyrværkeri uden brag men fantastisk flot.


Efter dagene i Nah Trang, hvor vi trods alt fik set en del samt fik badet, tog vi bussen videre til Dalat, som er det evige forårs by. Her er fantastisk smukt og grønt, og vejen derop gik af snoede bjergveje med den ene svimlende udsigt ved siden af den anden. Der er så mange blomster her, Jakkarandatræer i blomst, bourganvilla,! Vi løb og gik tur rundt om søen og travede byen tynd og var i byens kæmpestore botanisk have. Her var ufattelig mange flotte blomster og 4 kæmpe store drivhuse fyldt med orkideer. Orkide elskeren gik helt i selvsving. De var utrolig farverige, store og flotte.

Vi tog på dagstur tur op i bjergene på et trek, hvor vi blandt andet kravlede og klatrede op gennem skoven til et bjerg med flot udsigt, efter nedturen besøgte vi en minoritetslandsby.


Fra Dalat tog vi videre med bus til Mui Neh. Da vi kom til Mui Neh, viste det sig, at ALT var optaget på grund af nytåret, som de altså først fejrede nu.
Nå men vi stod altså i Mui Neh uden noget at bo i. Vi travede langs stranden i håb om at finde bare et lille værelse. Til sidst fik vi hjælp af en internatcafe ejer. Han satte os resolut op på to motorcykler med fører, og så kørte de af sted med os. Endelig fik vi gevinst i en lille butik, der havde 3 værelser i gården. Et stille roligt sted, men med overpris på grund af nytåret. Vi tog værelset og brugte det som base de næste par dage. Havet var dejligt og varmt, herligt så vi fik badet og solet og set det, vi ville.

Derefter tog vi bussen videre til Saigon. Vi ankom sent om aftenen, og uden Lonely Planet var det endnu sværere at finde rundt. Heldigvis er min hukommelse OK, så da jeg pludselig så navnet på en gade, jeg kunne huske fra bogen, der havde mange guest houses, så gik vi ind i det første det bedste og spurgte på prisen, vi sov der den første nat og flyttede så op til en netcafe med værelser ovenpå på i samme gade dagen efter. Der var mere roligt her.

Vi har travet Saigon tynd og været på tur til Cao Dai templet og Cu Chi tunnellerne. Cao Dai er et fantasifyldt sted, nogen vil nok mene, det er et lyserødt Disney-land. Utrolig farverigt udsmykket, flotte dragter og utrolig stemning. De har samlet alle religioner i en, utroligt. Det var med en kold rislen på ryggen, at vi oplevede deres messe. Musikken og stemningen var helt utrolig.
Bagefter så vi tunnellerne, de brugte til at overleve i og kæmpe fra under Vietnam-krigen, PYH det er da ikke længe siden! Et tilbageblik der gav nogen grimme tanker om amerikanerne.

Cambodia

Så gik turen videre til Cambodia hvor vi med båd og bus fra Saigon oplevede Mekong deltaet i 2 dage, vi så fiskerlandsbyer og flydende husbåde, smuk natur og folkeliv, vi overnattede på et guesthouse og endte i Cambodias hovedstad Pnom Penh. Det er da en herlig måde at bevæge sig frem på.

I Pnom Penh var en masse smukke templer og marked at se på, så der gik den første dag, dagen efter tog vi ud til Killing Fields. Det er rent uhyggeligt at se stedet, hvor så mange blev tortureret til døde under Pol Pot styret. Huller fra massegravene, skeletter og kranier i tusindvis. PYH og da vi derefter kom til fængslet, hvor fangerne havde været, så gav det igen stof  til eftertanke. Fængslet havde været på en tidligere skole. Klasseværelserne var lavet om til bitte små celler, der hang billeder af fanger og torturinstrumenter, godt den tid er ovre. Men den slags sker jo stadig rundt omkring. Vi kom til at tænke på Saddam og hans styre og selvfølgelig Hitler i sin tid.
Samme dag var vi på et andet marked, hvor de solgte ALT!! Og her fandt vi et digitalkamera, som vi ikke kunne lade være med at købe. Senere viste det sig, at vi havde sparet næsten 1000 kr. i forhold til, hvad det ville have kostet herhjemme.

Turen gik videre til Siem Reap, hvor Ankor Wat og mange andre templer befinder sig. Det var en kæmpe oplevelse, det må absolut være et af verdens 8 vidundere. Absolut også et højdepunkt i vores ferie. Jeg vil sammenligne det lidt med den følelse, jeg havde da jeg så pyramiderne i Egypten. Hvordan har de dog kunnet lave noget så smukt og fejlfrit, så stort og mægtigt uden hjælpemidler, maskiner o.a. De har godt nok været dygtige kunstnere og arkitekter. Så mange friser og udskæringer, som  øjet ikke kunne blive mæt at se på. Og det ene tempel efter det andet blev besteget, og det satte krav til motorik og balance. Nogen af dem var rimelig høje, men vi kom op med sved på panden. Nedad var endnu værre, og mig der har højdeskræk! der blev lige overskredet et par grænser!

Fra Cambodia til Thailand

Vi havde booket en bus direkte fra Siem Reap til Trat i Thailand.
Turen fra  Siem Reap Cambodia til Thailand blev en meget støvet oplevelse. Vejen er nemlig ikke asfalteret endnu, så vi kørte i bus i mange timer hvor det støvede, og bumpede. Undervejs punkterede bussens dæk, så chaufføren måtte skifte det, mens vi alle sad og ventede i vejkanten. Heldigvis ud for et hus, så der var lidt  skygge i middagsheden. Da vi nåede grænsen, skulle vi først checkes ud af Cambodia, vandre i ingenmandsland til Thailands grænse, hvor  der skulle vente en bus på os. Og så må det siges, vi var kommet til et andet land! Godt vejnet og flotte busser. 
Da vi endelig fandt frem til busstationen, anede de ikke, hvorfor der stod Trat på vores rejsebevis. Heldigvis havde vi mødt en fyr fra Belgien, der skulle til Koh Chang. Så kunne vi da fortælle dem, han også skulle via Trat, da skibet sejler herfra. Vi endte på samme bus som ham, men som mørket skred frem, kunne vi jo ikke se, hvor langt vi var. Undervejs havde chaufføren haft en masse snak på Thailandsk i sin mobiltelefon. Pludselig holdt vi ved færgehavnen, jeg protesterede og sagde, vi jo skulle af i Trat. Han  kunne ikke tale eller forstå engelsk, men han gav mig sin mobil, og jeg havde hans chef i øret. Jeg fik at vide, at vi måtte tage med til Koh Chang, da bussen ikke kørte ind til selve Trat, men skulle med over på Koh Chang. Vi kunne jo bare tage en båd derfra til Koh Kood. Selvom vi for nogle år siden havde varet der, slog vi til. For efter 13 -14 timers transport var vi godt trætte og orkede ikke at argumentere mere.

Paa Koh Chang fandt vi med held et backpackersted, hvor vi kunne få sovet og hvilet ud.
Det var noget af et antiklimaks at se noget af øen igen dagen efter. der er godt nok sket noget! Det ene dyre resort er skudt op ved siden af det andet, masser af butikker, hvor der tidligere var ydmyge og billige backpackersteder. Det var lidt trist at opleve et så dejligt og billigt sted for rygsæksrejsende forandret til noget a la Phuket. Men vandet og den herlige strand var det samme, så vi fik badet og slappet af samt  via et tjek på Jysk Rejsebureaus hjemmeside fået fat på telefonnummeret til hovedkontoret i Bangkok. Jeg ringede til dem og fik derved nummeret på deres resort paa Koh Kood. Jeg kontaktede dem, og vi var meget velkomne. Så billetten til båden blev købt i en fart, og vi tog af sted dagen efter.

Vi havde det som Jeppe i baronens seng! ”Sover jeg eller er jeg vågen”.
Koh Kood og Jysk rejsebureaus egen resort er simpelthen paradiset!!! Vi boede i Balihytte med udendørs badeværelse med halvtag, med en svimlende udsigt ud over palmer og strand og klipper. Vandet var krystalklart og varmt, fiskene vrimlede om os. Her kunne jeg godt være blevet meget meget længere end planlagt!
Men 4 nætter blev det til, vi fik set øens sparsomme vejnet med motorcykel, og badet og snorket så meget, at huden næsten var våd konstant. Et par løbeture blev det også til.

Vi tog så båden til fastlandet og med bus videre til Bangkok. Her boede vi igen på Jysk Rejsebureaus eget hotel. Det er som at komme hjem at komme der. Vi fik shoppet og købt tøj og sko og meget andet. Vi besøgte China Town og de sjove gader ved vandet. Vi har været på  sejltur på de små kanaler omkring Bangkok med besøg på et orkidegartneri. Det var næsten ikke til at klare at se så mange påen gang. Turen tog vi godt nok også for to år siden, men vi syntes den fortjente en gentagelse.

Eftertanke

 Det er ufattelig så hurtigt 7 uger er gået! og vi blev mætte for en stund, men jeg ved også, at rejselysten og rejseglæden fortsat er der og ikke forsvinder, så vore venner og familie skal forvente vi fortsætter med vores rejsen til andre spændende steder, så længe alderen og kræfterne er til det.  

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.11 | 22:06

Hej Kirsten faldt over siden da jeg søgte på min farfar og farmor, som hedder Signe og Carl Jørgensen, Signe er født Signe Agnete Jacobsen, var der ik 11 børn?

...
15.11 | 12:22

Hej Jeg vil lige spørge om der stadigvæk weekend ophold jeg har været to gange og holdt fødselsdag jeg boede nogle år på øen med venlig hilsen Ulla Jensen Ruds

...
14.11 | 15:59

Hej. Din side kom frem i nogle google søgninger jeg lavede på min oldefar Thomas Mikkelsen fra Issehoved på Samsø (Nordby bakker). Mvh Jakob Elm Mikkelsen

...
07.11 | 21:48

Tak for dit store arbejde med slægtsforskning, som jeg har ranet en del af, da jeg deler gener med dig og din mand fra hele 3 af mine bedsteforældre :)

...
Du kan lide denne side