Fars erindringer

Introduktion til min fars erindringer

Da jeg var barn, hørte jeg ofte far fortælle erindringer fra sin barndom.

Da mine egne børn blev store nok, hørte de de samme historier om en svunden tid

Fars mange historier gav mig på et tidspunkt ideen til en HF opgave om social lovgivning. Efter et interview med min far, der på det tidspunkt var 72 år, skrev jeg opgaven med udgangspunkt i et centralt sted i livsforløbet.

Resultatet af vort samarbejde blev, at far gik i gang med at skrive sine erindringer.

Erindringerne blev redigeret efter fars håndskrevne manuskript. Han skrev - som han fortalte, uden kommaer og punktum og uden overskrifter. Jeg delte derefter erindringerne op med overskrifter og kommaer i samråd med far så godt som muligt.


Da de første A4 sider lå klar, kontaktede han lokalarkivet i Hvorslev og barndomsegnens museum i Hadsund.
Begge steder var meget interesserede og opfordrede ham til at tage ud og fortælle andre om sit liv. Far tog udfordringen op og blev i de næste 8 år en aktiv foredragsholder samtidig med, at han skrev videre om sit liv samt indtalte adskillige bånd.

Disse bånd blev i 2009 overspillet til cd og er i 2010 lagt på nettet.
Se min linkside
http://www.kirsten-andersen.dk/10579413


Selv så mange år efter, er der stadig meget, som vi kan lære af eller undres over.


Under nogle af fars afsnit har jeg tilføjet egne noter skrevet med skråskrift.

Far ved åbningen af Hvorslev lokalarkiv

Beskrivelse og betingelser for to malmlysestager







Jeg kan føre lysestagerne tilbage til 21 marts 1849, da min bedstemor blev født – altså min farmor.
Lysestagerne er muligvis betydeligt ældre, og der følger en betingelse med dem.

Den ældste i familien, som kan føre familien videre, skal have dem hos sig.
De var ved mine forældre, til de døde i 1968 og i 1969. Derefter skulle de bevares af min ældste bror Kristian, men han mente, at han aldrig ville kunne føre familien videre. Derfor overgik lysestagerne til mig, som er den næstældste.

Fra mig bliver det mine børn Else, Niels og Kirsten, der skal opbevare stagerne.

Jeg kan i dag ikke se, hvem af dem, det bliver, men som det ser ud nu, så vil det blive Kirsten og derefter Hans Henrik, som skal føre lysestagerne videre.

Denne beskrivelse af de to malmlysestager har jeg nedskrevet den 25. februar 1976.

Noter januar 2013:
Da det ikke ser ud til, at Hans Henrik får børn, bliver det hans lillebror Michael, der arver lysestagerne og derefter hans ældste datter Sarah. I tilfælde af hun ingen børn får, arver den yngste datter Sophie lysestagerne.

Historen om lysestagerne fik jeg(Kirsten) fortalt som barn af min farfar Peder Nielsen, på samme vis vil jeg fortælle mine to børnebørn om historien.


De to malmlysestager står i dag i vores stue - en fantastisk arv at give videre

Gjerning den 5/ 11 1980

Hermed vil jeg nedskrive, hvad der er blevet mig fortalt om mine bedsteforældre, hvor de er født, og hvornår de døde.

Ligeledes vil jeg fortælle om det, jeg ved om min familie, samt mine oplevelser gennem hele mit liv, til jeg nu er 72 år gammel.

Her er min far omkring 1980 godt igang med at skrive noter til sine erindringer

Min fars forældre


 

Min fars mor er født den 21 marts 1849 og blev døbt Gjertrud Katrine. Jeg ved ikke efternavnet. Hun blev født i Stubberup i Oue sogn i den gård, vi kaldte Ræbiles gård, da jeg var dreng.

Jeg ved ikke, hvornår hun blev gift første gang, men min far var født den 15. februar 1882, og han har haft en søster, som døde, da han var lille.
Jeg ved ikke, om hun var født før eller efter min far.

Min fars far døde i vinteren 1888, han frøs ihjel på vej hjem fra marked i Hobro. Så vidt jeg ved, var min farfar født i Valsgård. Hvornår ved jeg ikke.

Jeg kan huske, at min far havde en faster Anne i Valsgård, og to farbrødre, en hed Hans, den anden Kristian. De boede også i Valsgård.
Min farmor blev gift anden gang. Jeg ved ikke hvornår.
Hendes mand hed Kristian. Jeg har fået fortalt, at han døde i 1908.

Jeg var 10 år, da min farmor døde, det var i februar 1918, og hun blev begravet på Rostrup kirkegård.


Noter januar 2013:
Ifølge ovenstående frøs fars farfar Jacob Nielsen ihjel på vej hjem fra marked i Hobro. I kirkebogen fra Valsgård står der, at han døde hos sine forældre Niels Jacobsen og hustru, dødsårsagen er noteret som koldbrand.
Sandsynligvis har han vandret den lange vej og fået forfrysninger, der har udviklet sig til koldbrand

Der skulle ifølge far også have været en datter ,der var død før eller efter min farfar Peter Nielsen, men det har været umulig at finde hende i kirkebøgerne.


Fars farmor Gjertrud Katrine Pedersen født 21. marts 1849 i Stubberup, Oue sogn. død 4. mar. 1918 i Rostrup

Mine forældre

Min far Peder Nielsen er født den 15. februar 1882 i Monstrup by, Rostrup sogn, død den 25. november 1969 og begravet på Hadsund kirkegård. Min mor Else Marie Jacobsen er født den 6. oktober 1888 i Korup ved Hadsund. Død den 25. august 1968 og begravet på Hadsund kirkegård.

De blev gift i St. Brøndum kirke den 5 marts 1907 og fik så senere vi 8 søskende.

Jeg opbevarer et gammelt skøde, som er skrevet, da far overtog ejendommen i Monstrup. Det er fra 1907. 
       
Der står alle de forpligtelser, som far skulle udføre for sine forældre. Alle mine søskende har fået en kopi af skødet.

Fars forældre Else Marie og Peder Nielsen

Degn tilnavnet

Jeg vil lige skrive lidt om et tilnavn, som min far havde i al den tid, han boede i Monstrup. Han blev kaldt "Pier Degn".

Min far var ikke døbt med det navn, men det er nok kommet på den måde, at min fars bedstefar var en af de såkaldte ”løbedegne”, som gik rundt på gårdene og samlede børn fra nabolaget og underviste en uge her og en uge der. Derfor blev de kaldt løbedegne.     

Da far og mor rejste fra Monstrup, faldt Degn navnet væk.
Hvis de havde blevet der, havde det navn nok hængt ved alle vi søskende.


Noter januar 2013:
Navnet ”Degn” fremgår ikke ved Jens Pedersen Degns dåb, men det er ved alle hans børns dåb, altså kan han muligvis have været løbedegn, og deraf navnet. Det har ikke været muligt at bevise dette via lokalhistoriske arkiver, fortegnelser over degne i området med mere, årsagen kan derimod være, at han har fået tilnavnet Degn, da han har en broder, der også hedder Jens.
Fars far Peder Nielsen også kaldet "Pier Degn"

Mine søskende

Vi var 6 drenge og 2 piger.

Den ældste af os var Kristian, han var født den 3. januar 1907, død i november 1977 og er begravet i ukendt grav på Hadsund kirkegård.                                       

Derefter kommer jeg, Søren Marius, som er født 21. september 1908.
 
Så kommer Gerda født 4. april 1910, hun bor i Hobro og er enke.    
                                                                                          
Derefter kommer Ejnar født 18. Maj 1912, han er gift og bor i Assens ved Mariager.       
             
Så kommer Peter født 5. august 1913, han er gift og bor ved cementfabrikken i Assens.   
   
Derefter kommer Åge, som bor i København, han er født 19. februar 1918 og har været gift.      
 
Så kommer Hilda, hun er født den 29. december 1932, hun bor i Hadsund og er enke.   
              
Til sidst Harry, der er født den 24. november 1923, han har været gift og bor i København.

Dette er så, hvad jeg kender til om hele min familie.

Jeg vil så forsøge at skrive ned, som jeg kan huske, fra jeg var dreng til i dag den 5. november 1980.

Jeg er nu godt 72 år gammel.

Noter januar 2013:
Mere om slægten:
http://www.kirsten-andersen.dk/10579420
Far, Gerda, Ejnar, Peter, Åge, Harry, Hilda, fætteren Egon og Christian

Tiden omkring 1. verdenskrig

Vi fik kun det at vide, som avisen skrev, og det kunne jo være gamle nyheder, som vi fik.        
                    
Jeg ved kun, hvad de ældre talte om. Det var jo også noget med rationeringsmærker under første verdenskrig, og en enkelt gang kom der også soldater, så der var jo noget at se for sådan en dreng.

Der kom også en dag en luftballon drivende over vores hus. Min bedstemor stod stille og betragtede den. Så vendte hun sig om og sagde: ”Den kan da ikke hænge der i luften uden at falde ned, hvis der ikke er en strik i den anden ende.”

I 1917 var jeg og min broder Kristian sendt med toget fra Doense station til Ålborg med nogle æg til nogen, der hed Hans og Gitte. De boede i Hasseris villakvarter.
Vi fik begge lommepenge med, 60 øre til hver. Vi skulle blive der i 4 dage. Vi havde begge to penge med hjem, så vi brugte ikke meget til den tur.

Jeg husker også, at vi i de 4 dage kun så en bil. Den holdt stille og kunne ikke køre.

Nu var det jo under første verdenskrig, så der var jo ikke så mange biler dengang, men alligevel tænker jeg på den tid og på nu, sikke en fremgang der er sket med biler til i dag.
Eksempel på rationeringsmærker fra 1 verdenskrig

Rugbrødsbagning

Jeg kan huske, når mor skulle bage rugbrød.
Vi havde en stor bageovn. Aftenen før fik mor dejtruget ned fra loftet. Dejtruget var den kasse, som brugtes til at ælte dejen i.
Inde fra den bageste hylde i spisekammeret blev hentet noget som hed surdejen, de blev blandet i det rugmel og vand, som blev æltet sammen til brug dagene efter om morgenen.
Far fyrede så op i bageovnen, det var mest med lyng.

Når far så kunne se ”den sorte mand” i ovnen, så var den varm nok til at bage. Så blev ovnen renset for aske, og far satte brød ind med en stang med et bræt på, det kaldte vi for en skode”, og så blev brødet bagt.
Bagningen så ud nogenlunde som på dette billede

Julen

Jeg husker, hvordan julen foregik, da jeg var dreng.
Vi fik enten flæskesteg og risengrød, eller også fik vi hønsekødsuppe.
Når vi så havde spist, og mor var færdig i køkkenet, så tændte far juletræet, og vi sang julesalmer og dansede om træet.

Så kom mor ind med pebernødder. Hver fik en håndfuld, og vi måtte spise alle de æbler, vi kunne.

Derefter kom så gaverne, en til hver, men den var meget lille, til tider en lille træhest eller et gummifår.
Der var jo småt med penge i mit hjem, men vi børn var glade for den lille julegave, vi fik.

Jeg har aldrig set min far eller mor få noget, der lignede en julegave, men jeg tænker tit tilbage og mindes julen som dreng.
Jul omkring 1915

Den første lommelygte

Far havde været til marked i Hobro, og da han så kom hjem viste han noget frem, som vi beundrede. Det var en lommelampe med batteri i.

Far tændte den og smed den hen i sengen, hvor min bedstemor plejede at ligge. Mor blev meget forskrækket og udbrød ”Jamen Pier da, der går da ild i det”.

Mere fortrolig var vi ikke dengang med det, der er en naturlig ting i dag.            

Far havde købt lommelampen, for så kunne han ligge i sengen og se, hvad klokken var om morgenen, når han skulle køre til mejeriet efter mælk.
Fars mor Else Marie Nielsen, født Jacobsen - altid med kaffekoppen i nærheden

Originaler og andet godtfolk

Som dreng blev jeg sommetider sendt ned til Stubberup, der boede en gammel mand, der hed Laurits, og konen hed Inger. Jeg kendte dem kun som ”Søndergård Laurits og Himmerig Inger”.
Jeg havde så en besked til Inger om, at hun skulle komme og hjælpe til med forskelligt arbejde, mest med at tage kartofler eller roer op.
Når jeg kom ned til Laurits og Inger, så jeg altid en stor blå vandkedel med en kaffepose i, så kaffen var altid på bordet.
De havde også nogle høns. De gik inde i stuen og lagde æg i sengen. Men både høns, Laurits og Inger befandt sig godt med det, men det var nu noget svineri, men det tog folk sig ikke så nøje dengang.

Jeg husker, når ”Høker Tinus” kom kørende og samlede klude og ben. Derforuden havde han en kasse med mange ting som nåle, knapper, kamme og tråd.

Der kom også en fiskemand. Det var ”Morten Bosen”. Han kørte med to gedebukke for en lille vogn. Hvor de bukke dog lugtede langt væk. Sådan noget kunne slet ikke lade sig gøre i dag.

Der kom også en, der hed ”Bak Niels”. Han gik rundt og solgte flere småting så som spillekort, der hed firekort, sorteper og andet, som vi børn kunne spille med.
Her et eksempel på originaler fra Hadsund - et par markeds-musikanter. Nicolaj og Frederik

Min første køretur i en bil

I 1917 kom jeg hjem fra skole og så en bil stå et stykke fra mit hjem. Min broder Kristian og min søster Gerda stod også og betragtede den.

Det var læge Mathiesen fra Hobro, der var nede ved min bedstemor. Det var en bil med tre hjul og en styrestang.

Da lægen kom fra min bedstemor, så han os og spurgte, om vi ville have en tur, og det var vi med på.
Så vi kørte med cirka en halv kilometer, så det var min første tur i en bil.
En bil med 3 hjul og styrestang

Drengedage

Mine drengedage gik med at hjælpe til med alt, hvad jeg kunne.

Min far kørte mælk til mejeriet, så jeg måtte flytte køerne, hjælpe til i roerne og i høst med kornet. Om efteråret med kartoflerne.

Det værste, jeg vidste, var, når jeg skulle hjælpe bedstemor med at plukke brændenælder til grisene, det kunne jeg ikke lide
.
Far som dreng

Skolegang

Jeg kan huske, at jeg begyndte at gå i Monstrup skole i efteråret 1915. Det var ved lærer Sørensen. Han kunne til tider være striks, men han slog aldrig nogen af vi børn.

Der gik jeg så, til jeg var 10 år. Så var far og mor flyttet til Rostrup. Så kom jeg i Rostrup skole, og det var ved lærer Madsen. Han kunne være slem ved drenge. Han var af den mening, at tampen var god til at holde orden med, og han brugte den ofte.

Jeg gik også i Vive skole en kort tid, da mine forældre boede der, men til sidst gik jeg i Monstrup skole. Der var jeg, til jeg blev konfirmeret. Vi havde først en lærerinde frk. Jensen, til sidst en lærer Poulsen. 
                                                       
Det var jo ikke så meget, der blev forlangt af skolen dengang. Når bare vi kunne læse, skrive og regne samt nogle salmevers på remse, det var det meste, der blev forlangt. Så jeg var ikke bedre i skolen, end de fleste var dengang. Det var jo kun 7 år, det varede.                                                       

Det er en hel anden skolegang for børnene nu, de lærer jo noget mere, end vi gjorde dengang. Er det nu til det bedre med den lange skolegang? Skoleelever er jo ikke trætte om aftenen nu om dage. Det kan let føre til noget skidt. Da jeg gik i skole, var vi trætte om aftenen og gik i seng.  

Jeg har to skolebilleder, et fra 1917 og et fra 1921, det er fra en skoleudflugt til Ålborg.
Skolebillede Monstrup skole 1917, far står nr. 3 til venstre i midterste række ved siden af er hans søster Gerda

Tjenestedreng

Tiden den gik, og i 1919 flyttede vi fra Monstrup og til Rostrup. Der begyndte far at køre vognmandskørsel, og jeg kom ud at tjene som tjenestedreng. Det var ved hans Ærtmand Nielsen i Rostrup. Jeg havde det helt godt det år, jeg var der, men jeg havde nok at bestille.                 

Året efter kom jeg til at tjene i Monstrup ved en, der hed Kokholm Anton. Det var en gård, så der fik jeg flere køer at passe samt en del får. Vi skulle tidligt op om morgenen kl. 4.30, og jeg var aldrig færdig om aftenen før ved 20 tiden. Jeg havde det godt på mange måder, så jeg var der i 2 år og blev konfirmeret der. Der var ingen stor løn jeg fik. 75 kr. for et år.           

Mine forældre var i mellemtiden flyttet over til Mariager egnen, så til november 1922 rejste jeg også over Mariager Fjord, og kom til at tjene ved Peter Klitte i Hem.             
Det var en ejendom på 16 tønder land. Jeg skulle have 150 kr. for et år. Pladsen var god, jeg havde fri næsten hver søndag. Grunden hertil var nok, at de var meget missionske

Her ved Peter Klitte i Hem havde jeg en oplevelse, jeg har tænkt meget over siden.
Naboens søn Frants og mig skulle hver trække en hest til marked i Randers. Det var tidligt om morgenen, da vi trak hjemmefra. Da vi kom i nærheden af Hvidsten, så jeg lidt fra vejen en ejendom med nogle stænger med en del tråde imellem.
Jeg spurgte Frants, hvad det var for noget. Han sagde, ”Det er nogle mennesker, der har en halvtåbelig søn, der tror, at han kan høre, når de spiller og taler ovre i København”.

Dette var jo i radioens barndom. Sikke en udvikling, der er sket siden med radio og TV. I dag kan jeg nu se, at den søn nu ikke var så tåbelig, som folk dengang sagde

Fra radioens barndom

Fra tjenestedreng til karl

I november 1923 rejste jeg fra Hem til Buggeshøj i Fjeldsted. Jeg skulle have 325 kr. for et år. Dette var ikke nogen god plads, så jeg vil ikke skrive noget herfra.    
                                                   
I november 1924 rejste jeg til Højagergård i Vindblæs ved Hadsund. Det var ved Daniel Jensen.
Jeg havde det godt på mange måder her. Jeg blev forkarl fra 1. april og til november, men der var meget at bestille. Daniel havde tit økonomiske vanskeligheder, så han skulle ingen folk have efter november 1925.                 

Jeg havde så fæstet mig til Daniels far, der havde Granslev Mølle ved Laurbjerg. Han hed Jens Jensen. Jeg skulle have en ret stor løn 725 kr. for et år, men jeg skulle køre en mælketur fra Granslev by og til Kongstrup.

Krisetiderne efter første verdenskrig var ved at komme, så karlelønnen var ved at gå ned, der var mange voksne karle, som dette år kun fik 600 kr. for et år.

Her i Granslev Mølle fik jeg den bedste plads, som jeg nogensinde har haft. Der var en søn og en datter hjemme på gården, og jeg blev behandlet lige som dem.
Jeg holdt forbindelsen ved lige med dem og besøgte dem tit, så længe de levede. Efter at Jens Jensen og Maren døde, besøgte jeg alle deres børn, men de er også døde nu.
Der var flere, der var ugifte, så der var ingen andre, der fik børn end Daniel i Vindblæs.                 

Da vi kom til november 1926, rejste jeg fra møllen og til Jacob Båstrup i Knudstrup. Der skulle jeg være anden karl. Pladsen var såmænd god nok, jeg blev der i 2 år. Men lønnen var ikke stor. Det første år fik jeg 525 kr. Det andet år 460 kr. og så mine sygekassepenge. Det beløb sig til 24 kr. så det blev til 484 kr. i alt.

Efter gårdens størrelse var vi godt hjulpet. Der var i alt 52 tønder land, og vi var 2 karle, 1 fodermester, 2 piger og en malkekone. Der var 28 malkekøer, derfor det store folkehold.
Postkort afsendt fra Laurbjerg. Huset som var købmandsforretning, ligger stadig i Granslev. Bagerst i billedet ses Granslev Kirke til højre for træet.

Fra de større gårde til herregårdene

Da jeg havde været i Knudstrup i de 2 år, kom jeg til at tænke på, om det ikke kunne være bedre på en større gård.

I november 1928 rejste jeg til Vellev på Rosenfeldt. Her var vi 4 karle, 1 daglejer og 1 gift fodermester. Jeg var fæstet som anden karl til 525 kr. i løn.
Jeg opdagede alligevel, at det ikke var den størrelse af gårde, jeg skulle være på. Som anden karl havde man alt det tunge arbejde, så som at stå i møddingen og læsse alt det gødning. Jeg var heller ikke så glad ved pladsen, selvom jeg havde et godt forhold til mine medtjenere.               

Da året var omme, så jeg mig om efter en anden plads. Det blev så på en herregård.                      
I november 1929 rejste jeg så på Fuglsang ved Hammel. Jeg skulle have 625 kr. for året. Vi var 7 karle, 2 daglejere, 1 forvalter, 1 ugift fodermester, 1 røgter, 1 malkekone og 1 staldkarl til at passe hestene. Pladsen var god nok arbejdsmæssig, men kosten var ikke altid lige god, men det skal vi regne med på herregårdene.
Da jeg havde været der et år, ville forpagter Bille have, at jeg fæstede mig til et år til, men vi skulle alle ned i løn, og det ville jeg ikke.                                         

Jeg ville prøve at være løs daglejerkarl på herregårdene, så jeg rejste til november 1930.        
Den 2. november tog jeg til folkemarked i Randers, det var ved den berømte Fusager, som havde et fæstekontor i Brødregade. Jeg fik også arbejde på Tammestrupgård ved Assentoft, jeg skulle have 2 kr. om dagen og kost og logi.
Men det var kun om efteråret, der var brug for mig, jeg blev fyret til jul, så rejste jeg hjem til Mariager, der boede mine forældre, men de flyttede til Hadsund til nytår 1931.
Ungdomsbillede af min far

Min tid i Mariager

Fra den tid, da far og mor boede i Mariager, har jeg et par oplevelser, som jeg vil skrive om.     

Far og mor boede 4 år i Fuglsangsgade. En aften, jeg var hjemme, var min broder Kristian og mig i biografen. Da vi gik hjem kl. 11 slukkedes alle gadelysene, og der var meget mørkt.
Lige da vi var kommet et stykke op af Fuglsangsgade, stod der pludselig en meget høj mand foran mig.   Jeg blev så forskrækket, at jeg gav et højt skrig fra mig.
Kristian sagde, ”hvad er der i vejen med dig?” Han havde ikke set det mindste.
Da vi så kom hjem, sagde mor, ”hvordan er det, du ser ud i hovedet?” Jeg fortalte, hvad der var sket mig, så sagde mor, ”her i Mariager er der mange af de ældre mennesker, der ikke vil gå igennem Fuglsangsgade, når gadelysene ikke er tændt, der er flere, der har haft forskellige mærkelige oplevelser.     
                                                                
Der må jo være noget vi mennesker oplever, som vi ikke kan give en ordentlig forklaring på, og som mange kun ryster på hovedet af. Men det jeg skriver her, er ikke noget, jeg har fundet på, det er min oplevelse i Fuglsangsgade i efteråret 1928.

Jeg husker også, da det første tog kørte på Mariagerbanen. Jeg rejste med toget, når jeg skulle hjem i gennem 5 år.

Jeg husker også, at der var noget, vi kaldte Arbejdsanstalten. Det var det, vi i dag kalder Sødisbakke. Der var en afdeling på anstalten, hvor der var nogen, der var småt begavede.
Der var to som måtte gå frit omkring. Den ene kaldtes ”Fut Jacob”. Han gik med vanter hele på hele året, og når han havde gået et ærinde for en og havde fået 2 øre eller mere, så kom de i vanten, og den rystede han med, så de få mønter klirrede. Men ”Fut Jacob” var glad, og han fornærmede ingen. Derfor fik han også lov til at gå frit rundt omkring.

Det efterår jeg var på Tammestrupgård, kom jeg hjem til Mariager en lørdag aften. Der skulle være et møde nede på afholdshotellet. Statsminister Stauning skulle komme og tale ved et møde. Jeg ville også til mødet, og der lagde jeg mærke til noget, som jeg har tænkt meget på siden.
De fleste af dem, der var mødt, var sikkert i det bedste tøj, de havde, men kun 90 % havde et ordentligt sæt tøj på. Alle de andre havde vidt forskelligt og meget tarveligt tøj på.    
         
Hvor var arbejderne og de små husmænd dog fattige. Det var jo lige i den værste krisetid, som jeg har oplevet.
Jeg husker, at far købte en halv gris i slagteriudsalget til jul.Han gav 20 kr. for den. Sådan var det med alt. Dengang kunne vi tale om landbrugskrise, for det var ingen ordentlige priser på det, de skulle sælge. I dag klager landmændene også, men det er ikke krise i dag, mod hvad det var i 1930 og deromkring.

Stauning som far oplevede på talerstolen

Arbejde som daglejer og fisker

Efter nytår 1931 måtte jeg jo ud og finde arbejde, og jeg kom ud på Uhrenholdt som daglejer. Jeg fik 1 kr. om dagen, det var ikke meget, men det kunne ikke lade sig gøre at få mere om vinteren. Alligevel måtte vi arbejde 10 timer om dagen, så en timeløn var det jo ikke, men kun 10 øre i timen. Det skulle vi tænke lidt mere på i dag.               

Jeg var ikke på Uhrenholdt i mere end 5 uger, så rejste jeg på Vivebrogård. Der kunne jeg få 1,50 kr. om dagen. Vi fik en hård vinter, lige efter jeg var kommet, så der var snekastning helt hen til først i april. Til foråret ville jeg have mere i dagløn, men det ville forpagteren ikke give, så jeg rejste den 20. april.

Jeg fik arbejde på Ouegård. Der kunne jeg få 2.50 kr. om dagen.  Jeg blev der til november, men jeg kunne ikke få mere i dagløn hele sommeren.              

Fra november 1931 var det ikke nemt at finde arbejde. Jeg var en kort tid på Uhrenholdt, men det var jo til en krone om dagen.

En dag i julen kom Chr. Sørensen Visborg ind til mig for at høre, om jeg ville ud til ham i 3 måneder fra 1. januar, da hans søn skulle på højskole. Det ville jeg godt. Jeg fik 100 kr. for de tre måneder, så det var jo mere end 1 kr. om dagen.

Da vi kom til april, var det næsten umuligt at finde arbejde. Det var kun hist og her, en dag her og en dag der.
Jeg kalkede en ejendom i Østergade, og der sagde manden, at han havde en tørvemose, hvor jeg kunne lave tørv til ham. Jeg måtte få lige så mange tusind at sælge, som han fik. Jeg husker ikke, hvor mange jeg gravede op, men jeg fik da mine solgt.

Jeg var i roerne flere steder. Jeg fik 23 øre pr. 100 favne. Jeg kunne tynde cirka 1400 favne om dagen, så det blev til cirka 3.25 kr. om dagen på egen kost.
Da roerne var færdige, var der ikke mere arbejde at finde, så jeg pakkede lidt tøj og træsko på cyklen, og så kørte jeg sydpå. Jeg var nu det, vi kalder en af landevejens børn. Jeg søgte arbejde på flere herregårde ned gennem Jylland. Jeg kom til Fredericia og så, de var ved at bygge Lillebæltsbroen. Men arbejde var der ikke at få, så jeg cyklede hjem igen. Min tur gennem Jylland varede en uge.

Lige som jeg kom hjem, kom en af mine kammerater. Han var fisker og var blevet stukket af en rødspætte, og der var gået benedder i en finger. Nu ville han have mig til at tage ud og fiske i hans sted.
 
Jeg gik rask med på det, og om morgenen efter sejlede jeg med Kristian Andreasen ud fra Hadsund og til en fiskeplads ude i Kattegat. Men hvor blev jeg søsyg den første dag. Til sidst kunne jeg slet intet lave, så vi måtte sejle ind til Als Odde. Alle de andre fiskere kom også ind til Odden, fordi det var for hårdt vejr til at fiske i.

Jeg skulle have 15 % af det, vi solgte. Det var ikke meget, vi fiskede, så jeg tjente ikke ret meget, og jeg var ikke glad ved, at jeg ikke kom i land om aftenen. For var vejret godt, blev vi ude på fiskepladsen natten over.

Jeg var ikke søsyg mere efter den første tur, for jeg lagde mærke til, hvordan skipper stod på dækket, og da jeg gjorde som ham, så blev jeg ikke søsyg.

Så kom vi til Hadsund en lørdag aften, og da stod kammeraten og var klar til at tage med ud og fiske igen.   Jeg tog mit tøj og gik hjem. Da havde jeg fisket i 2½ måned.

Ouegård hørte i Middelalderen til Mariager Kloster, kom senere til Viborg Bispestol. Ouegård er på 409 hektar og Hovedbygningen er opført i 1911

Atter karl på herregårdene

Jeg måtte nu ud og søge arbejde igen. Det var lige på det sidste af høsten, men jeg fik arbejde på Gammel Wiffersholm ved Korup til 2 kr. om dagen. Det meste, jeg lavede, meden jeg var der, var at pløje, og det er det arbejde, jeg helst ville lave.              

Det med at være løs daglejer på herregårdene var ikke så godt i den tid, hvor det var vanskeligt at finde arbejde. Så jeg søgte plads til november 1932 og fik arbejde på Bidstrup ved Laurbjerg.
Jeg fik plads som nummer to. Vi var mange folk på gården. Der var 18 ugifte, derforuden daglejere, en tømrer, en murer, en smed, en traktorfører, en skytte, en gartner samt inspektør og forvalter. Det var en god plads og gode kammerater, og det var den eneste herregård, jeg har været på, der ikke brugte løs arbejdskraft. Det var ene faste folk her.          
 
Landevejens børn kunne godt få lov til at sove der om natten. Der var to, der kom der meget. Det var Peter Langsomfart og Det bette Rugbrød. De var der tit.               

Da året var omme, altså november 1933, skulle vi ugifte karle rejse, fordi der skulle friske folk til hvert år. Sådan ville inspektøren helst have det, men vi fik hjælp til at få en anden plads.
Gamme Wiffersholm ved Korup

Ægteskab

Jeg var i denne sommer kommet til at kende en pige fra Gjerning, og vi havde talt om at finde et sted, hvor vi kunne komme nærmere sammen. Vi fik begge plads på Skanderborg egnen. Jeg fik plads som forkarl på Jeksen Hovgård ved Stilling. Ejeren hed Vindfeld Pedersen.         
Pigen, der hed  Petra Nielsen og var fra Hvorslev ved Ulstrup, fik plads på en gård i Stjær, hvor ejeren hed Anders Joen Pedersen.                    

Vi rejste så begge to derned den 1. november 1933.
I begyndelsen var jeg ikke rigtig tilfreds med pladsen, jeg fik. Jeg gik og tænkte på at rejse derfra til jul. Men jeg blev da, og efter som tiden gik, blev jeg mere tilfreds, og tænk sig, jeg blev der i 5 år.         

Jeksen Hovgård var en gård på 125 tønder land og 25 tønder skov. Der var en gift fodermester, og vi tre karle og en husmand til det daglige arbejde, men om sommeren vi 1 – 2 folk mere. Det var husmænd, som havde en lille ejendom ved siden af. Lønnen var ikke stor. Jeg skulle have 600 kr. og jeg skulle også passe hestene. Der var 6 heste samt en plag og et føl.

Den første vinter gik roligt, men hen mod foråret kom Petra og jeg i tanker om at gifte os. Jeg kunne nemlig leje et hus, som hørte til gården. Det lå nede ved skoven, cirka 2 km. fra gården.
Aftalen med Pedersen blev så, at jeg kunne fortsætte som forkarl. Jeg skulle spise på gården og have fri hus samt kartofler og en liter mælk om dagen.
Petra kunne blive som pige i sin plads, så længe hun ville, så vi havde begge to arbejde. Vi blev så enige om at gifte os på Petras fødselsdag, hun blev 24 år den 11. maj 1934.

Petras forældre boede i Hvorslev, hvor de havde en lille gård på 24 tønder land. Hendes far hed Hans Nielsen og moderen hed Kirsten Marie. Petra var den anden af i alt 11 søskende. Der var 4 brødre og 6 søstre. Den yngste af dem var 4 år. Så i det hjem har der altid været mange børn. Men en ting fik de alle lært, og det var at bestille noget. Det er en arv, de fik med hjemmefra, og som har fulgt dem hele livet.   
         
Petra og jeg blev så gift i Hvorslev kirke den 11. Maj 1934. Jeg husker ikke hvor mange gæster, der var med, men det var mange. Petra havde en stor familie, og alle mine søskende samt far og mor var der.

Det første hus

Hverdagen i det lille hus med børn, arbejde og sygdom

Efter brylluppet kom der så hverdag igen. Vi indrettede så vores første hjem nede i det lille hus ved skoven. Vi tog begge på arbejde om morgenen, og kom så hjem igen til aften.             

Da der var gået cirka 2 måneder, blev Petra sommetider syg, og hun måtte blive hjemme om dagen, og der var nok at arbejde med, for huset og haven var meget forsømt. Det var et ældre hus og meget utæt. Der var huller på stråtaget, og det var så gammelt, så der var det, man kalder åben skorsten. Komfuret stod jo under skorstenen.                                                                              

Vi ville have nogle høns, for at Petra kunne have noget at arbejde med. Jeg gik til Pedersen, vi talte om det, og han ville godt bygge et hønsehus, når jeg selv gjorde arbejdet. Så fik vi bygget huset og købte nogle store kyllinger ved naboen Jens Bæk. Jeg fik 35 stk. vi havde plads til cirka 100. Året efter lånte jeg en gammel rugemaskine af Jens Bæk, og så rugede jeg til mig selv, og solgte også nogle. Hvor mange kan jeg ikke huske. Foderet til hønsene købte jeg på gården. Jeg husker endnu, at jeg gav 12 kr. pr. tønde korn. Det var ikke meget, men det var den pris, Pedersen kunne få ved kornhandleren. Jeg tog affald fra tærskemaskinen til strøelse.

Vi var kommet til høst 1934, og Petra var syg flere gange. Men den 23. september fik vi som vores første barn en pige, som blev døbt i Mesing kirke og fik navnet Else Kirstine Nielsen.
Nu var vi så blevet tre i det lille hus, og sommeren gik, og til efteråret blev Pedersen og mig enige om, at jeg skulle fortsætte som gift forkarl, men kunne være fri for at fodre hestene, og på den måde blev det ved, hele den tid, jeg var på Jeksen Hovgård.
Lønnen var ikke stor, jeg skulle have 2 kr. om dagen om vinteren og 2.50 kr. om sommeren, dertil fri hus, mælk, kartofler, 2 rummeter brænde og 2 læs top.
Pedersen sagde så, at jeg selv boede ved skoven, så jeg kunne samle alt det affald, jeg havde brug for.
I alle de 5 år, jeg var på gården, var den faste husmand Søren Krog, og han blev flere år efter, at jeg var rejst. Af karle var der flere, som havde været på gården en tid, og som kom igen. Så arbejdsforholdene på gården var ret gode, men kosten kunne have været bedre.

Nede ved siden af huset var et lille stykke jord, som tilhørte en gård i Jeksen. Det lejede jeg, og der havde jeg en del forskellige køkkenurter, som jeg solgte. Jeg skulle jo lave lidt ekstra penge, for lønnen var jo ikke så stor.

Da jeg havde været på gården i ca. 2 år, begyndte jeg at føle mig dårlig. Til tider var det slemt med maven. Jeg gik til læge, og han gav mig noget pulver, og mente det ville hjælpe. Men det hjalp for lidt. Jeg begyndte samtidig med diætkost, men helt godt blev det ikke.                            
Vi kom så hen på sommeren 1936. Den 14. August fik vi en mere i det lille hus. Det blev en dreng. Han blev døbt i Adslev kirke og kom til at hedde Niels Møller Nielsen.   
                             
Jeg var jo stadig på gården, men jeg døjede meget med maven.
Da vi kom hen på efteråret 1937, blev det helt galt. Lægen sagde, at jeg hellere måtte på sygehuset og få en kur.

11 maj 1934, et langt ægteskab tog sin begyndelse

Problemer med kommune og socialvæsen

Jeg måtte så for første gang i mit liv til det sociale råd og kommunen. Det var Adslev Mesing kommune. De blev så enige om, at jeg kunne få 18 kr. om ugen, så længe jeg var på sygehuset.

Jeg rejste på Skanderborg sygehus den 4. januar 1938. Det ophold varede ca. 6 uger. Nu begyndte problemerne så at komme. Da jeg havde været på sygehuset en uge, kom Petra ned for at se til mig. Hun klagede over sit ben. Hun havde nemlig faldet med 2 spande vand. Brønden vi hentede vand i, lå oppe i skoven ca. 400 meter fra huset. Det var jo ikke så godt.

Da Petra kom hjem, måtte hun have læge, og han sendte hende på sygehuset. Så nu lå vi der begge to. Vi havde jo to børn derhjemme, de skulle passes. Petra havde fået dem ind til vores nærmeste nabo Knud Rasmussen og Anne. Derfra var der så sendt bud til mine svigerforældre i Hvorslev. De hentede børnene dagen efter, og de blev der, til vi kom hjem fra sygehuset.              
    
Det blev til 5 uger for os begge to. Vi blev udskrevet samme dag. Det var en fredag. Jeg gik så på kommunen og spurgte, om jeg kunne få noget af hjælp, siden Petra blev indlagt på sygehuset. Men så meldte problemerne sig. Jeg fik besked på, at jeg ikke kunne få penge før om onsdagen, når kommunen havde kontordag, og jeg kunne ikke få noget til børnene de 5 uger, de havde været i Hvorslev, fordi jeg ikke havde søgt til dem ved kommunen.
Hvordan skulle jeg vide, hvad jeg skulle gøre, når vi begge to var på sygehuset? Nå, men jeg fik da børnene hentet om søndagen, og det var Pedersen fra Jeksen Hovgård, der hentede dem i sin bil.

Jeg prøvede så at arbejde lidt igen, men det var svært at komme i gang igen. Jeg var meget træt altid, og efter en tid sagde lægen, at jeg skulle holde med at arbejde i 4 måneder.
Jeg måtte igen på kommunen. Der fik jeg så 18 kroner om ugen. Det var jo ikke meget, men det var det samme, som jeg fik på gården.

Der gik en tid, så hen på foråret sidst i april, fik jeg besøg af kommunens pantefoged. Jeg kunne jo ikke tro, at de ville pante mig for skat. Nu havde jeg i 4½ år betalt min skat til tiden. Jeg var kommet til at skylde kommunen 2 kvartaler i skat, fordi jeg havde været syg. Jeg syntes, det var lige groft nok over for mig.  Beløbet var ikke stort, 28 kroner, men det var nok for mig, der ingen penge havde. Der blev så skrevet 20 høns og en gammel radio.

Jeg klagede mig til min nabo Knud Rasmussen. Han var i sognerådet som den eneste socialdemokrat. af de 9, som sad i sognerådet, derforuden var der 2 husmænd fra de radikale og 6 gårdmænd fra Venstre. Knud Rasmussen fik dem forklaret, at det var forkert, som de behandlede en syg mand.
Sognerådet blev så enige om, at jeg lige skulle kvittere for beløbet 28 kroner, så var skatten betalt.

Vi kom hen til den tid, der skulle tyndes roer, og da jeg gik hjemme ved børnene, så gik Petra op i roerne på gården.Det var en mandag. Om onsdagen da der var åbent på kommunekontoret, tog jeg derop. Da det blev min tur til at komme ind, blev jeg straks spurgt, om konen var i roerne, for så kunne jeg ikke få noget. Jeg sagde til dem, som det var. Konen var i roerne for at tjene lidt penge, så hun kunne købe lidt tøj til sig selv og børnene. Der var ikke noget at gøre, blank afvisning.

Så blev jeg vred, og sagde at jeg ville køre ud og hente konen hjem fra roerne. Så kunne jeg vel få penge hver uge, som det var en aftale. Det sagde de ja til. Jeg kørte med det samme, og 10 minutter efter var jeg der med Petra, og jeg fik de 18 kroner.

Nu var jeg ikke så klog dengang, som jeg er i dag. For jeg kunne jo have forlangt kommunen til at købe tøj til børnene. De havde jo selv forbudt mig at skaffe penge til det på den måde, som jeg syntes var ordentlig.

De to første børn, Else og Niels omkring det tidspunkt, hvor de måtte hentes til Hvorslev for at blive passet af bedseforældrene

Vi flytter

Vi kom til høst, og jeg begyndte at arbejde igen, men det var ikke godt. Jeg var sløj og træt, og efter høst blev Pedersen og mig enige om, at jeg skulle holde til november.

Jeg ville også godt prøve at få noget lettere arbejde, og lønnen var ikke stor på gården, 3 kroner om dagen. Det kunne jo ikke blive mere end 900 kroner om året. Hver gang vi ville besøge mine forældre i Hadsund eller mine svigerforældre i Hvorslev, da skulle vi samle penge fra til billetten i ca. 4 uger før, for der var ikke både til føden og til billetterne i en uge. Hvor var vi dog fattige!

Jeg havde så fra november 1938 lejet et hus i Gjerning ved Bjerringbro. Det var ved sognefoged Christen Henriksen, der havde et aftægtshus, som var bygget til hans forældre, men de var for længst døde. Der kunne vi få fri hus, mælk og kartofler for at malke 6 køer to gange dagligt, og det var jo, hvad Petra kunne ordne, når jeg var på arbejde.

Jeg tog det arbejde, jeg kunne få, og ellers gik jeg til kontrol. Jeg havde, da jeg kom til Gjerning, været i fagforening i 1½ år. Det var ikke meget, jeg fik om ugen i understøttelse, kun 15 kroner om ugen, og når jeg havde betalt kontingent 3.25 kroner, så var der 11.75 kroner om ugen til at leve for.

Vi levede jo sparsomt, og jeg havde da sommetider lidt arbejde ved bønderne, men det var jo til 4 kr. om dagen om vinteren.

Ejer af "Digsgaarden" i Gerning. Bl.a. Sognefoged. Første sognebestyrelsesrepræsentant af Bjerringbro Andels Slagteri's bestyrelse, valgt ind i 1930. Indtrådte i forretningsudvalget i 1932.

Arbejde under krigen

Tiden gik, og jeg følte mig bedre tilpas. Vi kom til 1939.
Der var uro i verden, men her i Danmark følte vi os forholdsvis trygge, men det viste sig jo alligevel, at den aftale, der var mellem Danmark og Tyskland, ikke var meget værd. 2 verdenskrig var jo sat i gang i efteråret 1939 mellem Polen og Tyskland. Den bredte sig til Belgien og Holland, og den 9. april 1940 gik tyske soldater over den danske grænse, og Danmark var besat af tyske soldater. Det mærkedes snart her i landet på alt, hvad vi skulle indføre fra andre lande, så som kul, olie, jern og meget andet.
Tyskland begyndte at bygge flyvepladser og fæstningsværker her i landet, og der kunne de bruge mange danske arbejdere til at udføre det arbejde for dem.

I sommeren 1940 og 1941 var jeg i tørvemosen, og ellers så jeg efter, hvad jeg kunne finde om vinteren.
Der var en del snekastning på amtsvejen her i Gjerning. Vi havde meget sne her i de første krigsvintre. Jeg havde en aftale med snefogeden Michael Vejmand, jeg kunne bare begynde at kaste sne, når der var noget.

Tyskerne manglede jo arbejdere på deres arbejdspladser, og de sendte bud på de forskellige kontrolsteder i landet. Jeg ville helst undgå det arbejde, og jeg slap fri, indtil vi kom hen til september 1942. Da kunne jeg ikke slippe fri længere, da mine understøttelsesdage var sluppet op. Jeg blev anvist arbejde ved Løkken. Det var jeg ked af, så jeg søgte og fik arbejde i Karup på flyvepladsen. Men tiden blev sjældent lang i Karup, for når jeg kunne finde arbejde herhjemme, så rejste jeg jo hjem og tog det arbejde.                

Jeg var i Karup 4 gange, den længste tid var 2½ måned. Arbejdet bestod mest af støbning af bunkers. Arbejdstiden var lang, 12 timer om dagen, jeg skulle op om morgenen kl. 3.30 for at være på arbejdspladsen kl. 6. Der var så 3 spisepauser på ½ time hver, så vi kom ikke fra Karup før kl. 19.30, og så var vi ikke hjemme før kl. 22, så noget at spise og derefter i seng og få 5 – 5 timers søvn, så op og af sted igen, og det var en 7 dages uge, der var aldrig en fridag. Derfor var det ikke til at holde ud i længden. Derfor holdt jeg også op så tit, jeg kunne. Der var også til tider det rene nonsens, vi blev sat til, så jeg regnede ikke den arbejdsplads for ret meget.

Sidste gang, jeg var på vej derud til Karup for at søge arbejde, kom jeg ikke længere end på Gullev bakke. Der stod jeg og ventede på bilen, jeg skulle med derud, men den kom ikke.
Da jeg havde ventet i ca. 2 timer, begyndte jeg at cykle hjem igen, men så blev der uro i luften. Der kom nogle små hurtige flyvemaskiner flyvende, og der kom mange og tit. Da jeg kom hjem og fik lukket op for radioen fra England, fik jeg at vide, at der var gået soldater i land i Frankrig, så sagde jeg til mig selv, at jeg ikke ville arbejde mere for Tyskland, og det holdt jeg.             

Jeg fik lidt arbejde hist og her. Om vinteren gik jeg i Borritsø skov og tog træstød op til mig selv, når jeg havde tid, og vejret var til det. Det blev jeg ved med i mange år, også efter at krigen var slut, for det var jo billigt brændsel, og penge var der jo aldrig for mange af.            

Nå, krigen fik ende, og landet blev fri.Tyskland var færdig med at være stormagt, de kapitulerede den 5. maj 1945. Så blev der opgør med de danske nazister og de tyske soldater skulle sendes hjem. Der gik jo nogle måneder med det. Det var en slem omgang for mange, men de havde jo selv været ude om det. Der var nok mange, der fortrød, de havde gået tyskernes ærinder.
Der var også mange danskere, der havde tjent penge på krigen, men så i sommeren 1945 kom der en pengeombytning. Jeg skal love for, at der var mange, der fandt penge, som de sagde, de ikke vidste, de havde. Sikke noget løgn. De måtte også bøde for det. Mig gjorde det ikke noget. Jeg havde ikke flere penge, end jeg måtte bytte.

Under hele krigen og flere år efter havde vi rationeringskort på næsten alt, hvad der skulle bruges i en husholdning. Jeg tror ikke, vi blev fri for de sidste før i 1950.

Jeg havde arbejde forskellige steder ved bønderne og i kommunens grusgrav og en enkelt gang ved murer Juhl, men det var ikke meget.
Flyvestation Karup er en af de største militære installationer i Danmark og den største luftbase i Nordeuropa. Flyvestationen har mere end 1000 bygninger og et samlet areal på 2900 hektar. Flyvestationen rummer ikke bare en flyveplads, men er også hjemsted for Flyvertaktisk Kommando og Hærens Operative Kommando. Flyvestationen blev oprindeligt anlagt af den tyske besættelsesmagt fra 1940. Siden blev den gradvist udbygget. Underbesættelsen hed flyvestationen Fliegerhorst Grove. Dengang var basen især for jagerfly, som kunne sættes ind mod allierede bombefly. Siden 1947 har Forsvaret løbende udbygget flyvestationen som base for fly, helikoptere, missiler og operative tjenester.

Arbejde på teglværket, et barn mere og køb af hus

Vi kom hen til foråret 1947, da fik jeg arbejde på Hesselbjerg Teglværk. Jeg mødte den 27. april og kom i lergraven og skulle læsse ler i tipvogne. Det var hårdt arbejde, vi var 3 mand i lergraven. En gravede leret løst, jeg måtte læsse leret, og en kørte leret ind til maskinen. Jeg skulle læsse 42 tipvogne om dagen, så når der blev fyraften, var jeg meget træt. Jeg måtte jo holde ud, for der var arbejdsløse nok, hvis jeg holdt op. Timelønnen var ikke stor, jeg havde 103 kr. om ugen for 48 timer.
 
Da vi kom til november, holdt vi, det var jo sæsonarbejde, de flest år på 5 – 6 måneder om sommeren.

Jeg var lige begyndt i lergraven foråret 1948. Da jeg kom hjem om aftenen den 19. april, var der et par nabokoner, der tog imod mig. Ved 11 tiden om aftenen fødte Petra en pige. Hun blev døbt i Gjerning kirke og kom til at hedde Kirsten Marie Nielsen. Nu havde vi så tre børn, og vi har ikke fået flere.

I foråret 1950 solgte Christen Henriksen gården, og det hus, som jeg nu havde boet i i 11½ år. Jeg måtte jo se, om jeg kunne finde et andet sted at bo. Det var ikke nemt at leje sig ind nogen steder, men der var et hus til salg i Gjerning, det kunne jeg købe.
Huset var bygget i 1935, så det var ikke så gammelt, og det kunne jeg købe for 15.000 kr. Jeg slog til, der var 5000 kr. i lån, så jeg skulle skaffe 10.000 kr. Dem lånte jeg så i Gjerning Sparekasse med min svigerfar Hans Nielsen og Christen Henriksen som kautionister.

Vi flyttede i eget hus 1. maj 1950, og jeg arbejdede stadig i lergraven, men det var jo et hårdt arbejde.
I vinteren 1951 hørte jeg, at den ene brænder helst ville ind i ovnen, så jeg søgte brænderplads og fik den. Det var jo lettere arbejde. Nu havde jeg jo været 4 somre i lergraven, men som teglbrænder blev jeg ved i 15 år. Så det blev til 19 år på Hesselbjerg teglværk.
Efter at jeg blev brænder, blev det jo også en anden arbejdstid, jeg fik. Jeg skulle arbejde på skiftehold, og det var både nathold og om søndagen og om helligdagene. jeg var flere gange på arbejde både juleaften, om påsken og om pinsen, men det vænner man sig til, så det gik helt godt.

Jeg havde mange oplevelser nede på ovnen, når jeg havde vagt. Når jeg havde nattevagt, kom der tit nogle af naboerne til teglværket. De ville gerne have et bad. Vi havde jo bruser, de kunne gå ind under. Så sad de og snakkede 1 – 2 timer, så gik den tid.     

Der kom også tit nogen af landevejens børn, og jeg kom til at kende mange af dem. Der var ”Kerteminde Hans” og ”Sorte Kresten”, ”Aksel Sliber” og ”Lille Poul fra Århus”, blot for at nævne nogle få af dem. De kom listende først på aftenen og spurgte pænt, om de måtte være på ovnen om natten. Jeg nægtede aldrig nogen af dem at være på ovnen.  Somme tider var nogen af dem mere eller mindre fulde af sprit, men de var aldrig onde.
Somme tider skulle de til at koge noget mad. De satte så en kasserolle over en fyrhætte, og så varede det ikke længe, inden det lugtede af mad over hele ovnen. Det, de lavede, var fyldt med peber, salt og løg og flere andre ting, så det var jo noget krydret. Men de spiste gerne med god appetit. Når de så var færdige med at spise, så fik de et stykke papir, som de lagde lige på ovnen, og så en mursten til hovedpude. Det var alt, de forlangte, og så sov de hele resten af natten
                                                             
Der var et efterår i november måned, da kom ”Aksel Sliber”, og han boede på ovnen, indtil vi slukkede ovnen i februar måned. Han gik hver dag ud for at slibe, og så kom han igen om aftenen, så han holdt juleaften og nytårsaften på ovnen.
Jeg har tit hørt på deres forspildte liv, som de fleste af landevejens børn har fortalt mig om natten, når de ikke kunne sove, og jeg havde jo tid til at høre på dem. Jeg kunne ikke altid tro på dem. Den værste, jeg hørte, var af en vi kaldte ”Rudolf”. Da han havde fortalt mig hele sit liv, og hvor længe han havde været ved de forskellige ting, så ville han have været en gammel mand. Sammenlagt i år ville han, da han fortalte mig det, have været 128 år. Da jeg så sagde det til ham, sagde han bare, at han jo kunne huske forkert. Men aftenen var gået for os begge to.

Når jeg havde vagt på ovnen om nattet, var der jo megen tid, der ikke var noget at lave i. Den tid brugte jeg til at læse i. Jeg har læst mange bøger og blade nede på ovnen om natten.

Det første jeg lavede, når jeg kom på ovnen var at mure portene. Der var 2 eller 3, det var forskelligt. Det tog ca. 1 time. I samme time havde jeg kontrolleret, hvordan ovnen var at fyre i. Det var forskelligt fra dag til dag. Når jeg så havde taget min bestemmelse over ovnen, så fyrede jeg efter det. De første år, jeg brændte, fyrede vi med tørvsmuld, brunkulssnus og savsmuld. Vi fyrede med hånd dengang, det var jo let brændsel, så der skulle mange børfulde til.
De sidste 5 år, jeg fyrede, brugte vi fyrapperater og kul. Det var der ikke så meget arbejde ved pr. vagt.
Efter mine lommebøger kan jeg se, at jeg i 1957 har fået 188 kr. for en uge, og jeg kan se, at det blev lidt mere år for år.

I efteråret 1956, da vi havde slukket fyret i ovnen, kom jeg til at grave plantehuller for Hedeselskabet. Det var i Sdr. Tulstrup. Vi var 6 mand. Vi kunne lige tjene en almindelig timeløn ved det. Det varede lige til jul, og så i marts kom jeg med ud og plante i hullerne. Det var akkord. Det var godt, men hårdt arbejde. Dette arbejde varede, til jeg begyndte på teglværket sidst i april.

I efteråret 1957 havde vi ikke mere at sætte i ovnen, og vi havde fået bygget brandmuren. Vi holdt op med at fyre kl. 12 middag. Om natten gik der ild i teglværket, og det meste af det brændte.
 
Jeg troede, at jeg nu var færdig som teglbrænder, men ejeren af teglværket ville have det bygget op igen. Da foråret kom, var det bygget op igen. Det var så blevet moderniseret over det hele, så alt det maskinerne lavede, kom op til tørre over ovnen.

Der kom nu nogle gode år for alle teglværker i landet. I en del år brændte vi ca. 10 – 11 måneder om året.
Da vi kom til 1964 – 65 blev det sløjt igen. Da kunne jeg se, at der vist ikke blev mere end 6 måneder, der var noget at brænde, så derfor søgte jeg andet arbejde.

Altid i vest uanset lejlighed

Forskellige arbejdspladser

Jeg fik arbejde på ”Ferm” i Ulstrup, jeg holdt op på teglværket den 27. september og rejst så på Ferm. Her kom jeg til at arbejde i reperationsafdelingen. Jeg var glad nok ved arbejdet, men det var et slemt uroligt arbejdssted. Der blev fyret folk en måned, for at antage andre måneden efter. Så det var ikke et sikkert sted, og jeg blev også fyret 1. maj 1966 sammen med 14 andre.

Jeg rejste dagen efter hen på ”Nissens Trævarefabrik” i Langå og fik arbejde med det samme. Det var ikke helt det rigtige sted for mig. Jeg var i den afdeling, hvor der blev lavet drittelbunde, og saven gik fra morgenen, når der blev fløjtet, lige til der blev fløjtet om aftenen. Der var ikke noget, der hed at rydde op omkring saven.

Det varede heller ikke mere end 3 måneder, så blev der sendt bud fra Ferm” om jeg ville dertil igen, så kunne jeg bare komme. Jeg rejste fra ”Nissen” i Langå samme dag og kom på ”Ferm” igen. Jeg var der så fra sommeren 1966 til januar 1968. Da blev det igen meget sløjt med arbejdet. Der var blevet fyret flere om efteråret, men i januar 1968 blev jeg så fyret.

Efter at jeg var fyret på ”Ferm”, gik jeg til kontrol ca. 1 måned.
Så var vi 4 mand, den ene var min søn Niels, vi tog ud til Århus og søgte arbejde ved ”Jord og Beton”. Det var et kooperativt firma. Vi fik arbejde alle 4, og så kørte Niels med os hver dag i sin bil. Det var mest jordarbejde på byggepladser. Det var både i Åbyhøj, Tilst og Viby, de havde byggepladser.
Det var en god arbejdsplads med flinke formænd, og det gik godt ind til jul, men så kom frosten og stoppede os med jordarbejdet. Vi blev sendt hjem og skulle komme igen efter nytår. Men vinteren var sat ind, så vi kunne ikke i arbejde.

Så en dag sidst i januar var Niels og mig ude i Århus og besøge dem. Da vi så kørte hjem, drejede vi ind på en ny byggeplads i Hammel- Det var ”Vivan” – en plastikfabrik. Vi fik også arbejde, men den første da sagde jeg: ”her bliver jeg ikke gammel”. For det var den værste formand, jeg havde arbejdet under. Det var en værre slavepisker, og det sagde de gamle gravemestre og døseforere også. Der gik heller ikke mere end 14 dage, så var det arbejde i Hammel forbi.

Jeg gik til kontrol nogle dage, så kom der bud fra Ferm, om jeg ville derned igen. Så kunne jeg begynde ved tømreren på deres værksted. Det meste af det, jeg skulle lave, var at lave rammer til nye vaskemaskiner. Jeg begyndte og var glad for at være der. Jørgen Rasmussen var formand, og derforuden Søren Dresie, så vi tre stod på værkstedet.
Da vi kom hel på sommeren, var der ikke så meget arbejde på værkstedet, så jeg blev fyret 1. august.

Jeg havde da fået arbejde på en fabrik i Ulstrup, der lavede byggeelementer af leca. Arbejdspladsen var god, men der var meget støvet, og det kunne jeg ikke tåle. Det kunne støve så meget, så vi snart ikke kunne se noget. Jeg måtte sige op og rejse derfra.

Jeg havde fået arbejde på ”Grundfoss” i Bjerringbro. Jeg begyndte den 27. september 1969. Det var i byggeafdelingen jeg fik arbejde. Det var mest støbearbejde, jeg var ved. Vi havde jo maskiner til alt det hårde arbejde, så det var et godt sted, jeg var kommet til. Formanden var Murer Laursen, og han var meget forståelig for vi ældre mennesker. Jeg var jo selv blevet 61 år.
Jeg var så ude i byggeafdelingen i 2 år, da søgte jeg ind på fabrikken, for vinteren kunne jo være kold.
Jeg flyttede ind på fabrikken den 28. september 1971. Og begyndte inde på reperationsafdelingen og kom til at skille de små cirkulationspumper fra hinanden. Det var jo et let arbejde, og så var jeg jo inde i varmen. Værkføreren var Reinholdt Christensen. Han var en meget god mand at arbejde under, og nu var jeg rigtig godt tilfreds med at være kommet ind der. Der var også nogle gode arbejdskammerater der, og jeg blev der også lige til jeg blev 67 og gik over på pension.

I de 6 år, jeg var på ”Grundfos”, steg lønnen meget. Jeg fik, fra jeg kom 10.48 i timen, men da jeg rejste, gik jeg 28 kr. i timen, så der var ved at blive nogle gode tider for arbejderne, selv om der også var mange ting, der var blevet dyrere.

Det efterår jeg rejste fra Grundfos, vedtog ”Fællesklubben” på fabrikken, at alle de gamle ”Grundfos arbejdere”, som var rejst derfra og overgået til pension, skulle indbydes til en julefrokost lige før jul. Hvor der først var frokost, så rundvisning på fabrikken, derefter en film og så kaffe. Så får vi hver en gavecheck på 50 kr. en and og en flaske rødvin. Det er en fest, alle vi gamle medarbejdere ser hen til. Der kan vi opfriske gamle oplevelser, samt hilse på mange, vi kun ser den dag. Fællesklubben har lovet, at den julesammenkomst vil gentage sig hvert år.
Typiske ting fra Nissens trævarefabrik i Langå

Livet som pensionist, reflektioner og tilbageblik

Jeg holdt så med at arbejde d. 21. september 1975 og gik over til folkepension. Jeg mente, at vi ældre skal holde og lade de unge komme til. Nu havde jeg jo måttet arbejde, så længe jeg kan huske.

Jeg havde jo pligter derhjemme, fra jeg var en 5 – 6 år, indtil jeg kom ud og tjene som såkaldt hjorddreng. Efter at jeg kom ud og tjene, har jeg fuldstændigt klaret mig selv økonomisk.

Nu blev der så noget at tænke på. Kunne jeg få tiden til at gå? Jeg skal love for, at det går godt. Petra og mig vi hjælpes ad med det hele både i huset og i haven, men det kan jo ikke tage hele tiden. Så læser jeg mange bøger. Jeg har selv mange, og kan det ikke være nok, låner jeg nogle nede på dagcentret i Ulstrup.

I mange år, også før jeg blev pensionist, kørte jeg om sommeren på knallert ud for at se min hjemegn og de steder, hvor jeg havde tjent som dreng. Det var ture, der gik op til Monstrup, Rostrup, Brøndbjerg og Stubberup. Jeg kørte om morgenen tidligt og var hjemme igen om aftenen. Jeg kørte også ture ned til Granslev, Laurbjerg og Bidstrup.

På disse ture kom jeg somme tider til at snakke med mennesker, som jeg havde kendt for mange år siden. Og når sommeren er forbi, glæder jeg mig til at komme ud igen næste sommer.           

Hver sommer tager Petra og mig på udenlandsrejser. Min ældste datter Else og hendes mand Knud Sørensen Randers arrangerede sådanne ture for ”vanføreforeningen” i Randers. Vi har været i Jugoslavien, Italien, Spanien og på Mallorca. Det sidste sted 2 gange. Vi nyder de 14 dage.

Hver tur vi har været på, har vi set meget kønt.  Det kan vi også her hjemme i Danmark, og vi har også set meget herhjemme, men det vi ser dernede i bjergene, er så storslået, så det ikke er til at beskrive. Det skal ses. Så jeg har været meget glad for de ture, og jeg håber, jeg får flere endnu.

Der bliver gjort meget for vi ældre nu, imod hvad der blev gjort førhen i kommunen. Her i kommunen fik de ældre den årlige udflugt og så ikke mere, så kunne de ældre sidde hjemme resten af året, når de ikke kunne mere. Så kunne de komme på et plejehjem eller fattiggården.

Nu bliver der helt anderledes sørget for os, når vi bliver pensioneret. Der kommer en sygeplejerske og besøger dem, der er syge og ikke selv kan. Ellers får vi hjemmehjælp flere gange om ugen, efter som vi trænger. Derforuden har vi ”Dagcentret” i Ulstrup, hvor der er en stor samlings sal, hvor vi kan opholde os, når vi er der. 2 gange om ugen er der sammenkomst for de ældre. Der kører flere busser rundt i kommunen, hvor vi kan komme op og køre gratis med til centret. Der er der alt muligt hobbyarbejde, som der er nogle ledere til at undervise os i. Vi kan købe kaffe med brød til af forskelligt slags.
Fra centret bliver der også kørt mad ud til dem, der ønsker det, og det er til en billig pris. Der er også samtidig bygget 12 lejligheder ved siden af centret, og der er plads til 12 mere, men de er ikke bygget endnu i 1980

Jeg vil lige skrive om en oplevelse, som jeg havde den 4. juli 1976. Petra, Niels og mig kørte til Rebild Bakker til den såkaldte Rebild Fest. Det var meget fint vejr med solskin. Vi sad i bakkerne i nærheden af talerstolen. Mens vi sad og så på alle de mennesker, kom 2 mand hen til mig med nogle apparater på nakken. De spurgte mig om forskellige ting og så stoppede de mig, og spurgte om jeg ikke ville begynde forfra. Så stillede de apparaterne op, og så begyndte jeg forfra på det, jeg havde fortalt dem første gang.                

Jeg regnede ikke med, at der blev mere ud af det, men så 2 år efter i 1978, det var dagen før Rebild festen skulle være, da havde Tv en lille udsendelse om, hvordan festen plejede at blive holdt. Der så jeg så mig selv, og lidt af det, jeg havde sagt 2 år før. Nu kan jeg så sige, at jeg har været med til at se og høre om radioens barndom, og de første der arbejdede med radio, og nu til TV udsendelser, som jeg ser dagligt. Det er jo en enorm udvikling, der har været på det område i de 50 år.

Men der er jo også så meget andet, der har haft en stor fremgang. Nu kan vi jo tænke på den første flyvemaskine og luftballon, som jeg så for over 60 år siden, og så til i dag.
En tur til månen og alt det andet, som opholder sig i luftrummet. Som dreng kunne jeg jo aldrig have forestillet mig, alt det jeg ser og hører i dag. Men er alt det nu af det gode? Det kan vi sætte spørgsmål ved.

Jeg har også været med i fagforeningsarbejde så som vandværket, gadelys, en sygeforsikring. Det meste arbejde i foreninger var i Socialdemokratisk vælgerforening i Ulstrup.
Der var jeg i bestyrelsen i 25 år. De 24 år som kasserer, det tog jo meget tid, men jeg var glad ved det. Der kunne jeg jo gøre et stykke arbejde for Socialdemokratiet. Det parti, som jeg alle dage har tilhørt og arbejdet for. For dette arbejde blev jeg udnævnt til æresmedlem i Ulstrup 1. september 1974.

15. april 1978 kom jeg så i bestyrelsen for Ulstrup pensionistforening. Så det ser ud til, at jeg så kan komme til at gøre et arbejde for vi ældre i kommunen, men så går tiden med det, og det er jo det vi ældre skal se og få.

Jeg har endnu ikke skrevet noget om mine tre børn, men det gør jeg nu. Else kom ud og tjene, efter hun blev konfirmeret. Hun var først flere steder ved bønderne, og så et sted 4 år. Hun har også været på Ungdomsskolen i Ulstrup et sommer og på husholdningsskole i Ry et vinter. Derefter var hun flere år på forskellige plejehjem, og så kom hun til at arbejde på Polar Vask i Randers. Da hun var ca. 34 år lærte hun barber Knud Sørensen Randers at kende. De giftede sig 11. Maj 1970. De boede på Glarbjergvej i Randers. Knud døde af en blodprop den 27. Februar 1980, så Else er enke nu.

Niels kom ud og tjene på landet efter konfirmationen. Han var forskellige steder, indtil han var på Ungdomsskolen i Ulstrup et vinter. Så tjente han på landet til han var 24 år. Da rejste han hen til Nissen i Langå. Der var han i 6 år. Så var han på Ferm i 2 år, og vi var så et år i Århus. Så var han forskellige steder, til han kom på Grundfos 1970. Fra han var på landet, havde han lært et ungt ægtepar at kende, som han besøgte tit. Så døde manden Søren Peter og Herdis blev enke, Efter et års tid rejste Niels op til hende i Holstebro. De blev gift den 15. december 1979, og de bor i Holstebro, og Niels har arbejde på jernstøberiet der.

Kirsten blev gift med Karl Høeg Andersen fra Lem den 25. november 1967. Kirsten er det eneste af mine børn, der fortsatte i skolen efter konfirmationen. Hun fik realeksamen og kom først ud og tjene, da hun var 17 år. Da hun havde prøvet lidt af hvert, blev hun så gift, og nu bor hun i Hornbæk og har to børn, Hans Henrik og Michael. De er nu 13 og 10 år. Jeg ved, Else får ingen børn. Og Niels og Herdis får heller ingen, så jeg får nok ikke flere børnebørn end de to i Hornbæk.

Jeg vil også lige skrive om, hvor mange steder mine forældre har boet. De har flyttet tit og ikke boet længe på stedet. Først i Monstrup, så Rostrup, så Brøndbjerg, så Vive præstegård, så Skrødstrup, så Edderup Skovhus, så Fladbjerg, så i Mariager, først Købmandsgården i Kirkegade, så Fuglsangsgade. Så rejste de til Hadsund, først Engen 28, så det røde hus på Ålborgvej, så Storegade 31, så på Timandsvej, så to steder på Rosenhøj, til sidst i Himmerlandsgade. Det blev i alt 16 steder, hvor jeg skulle kalde det hjem.

Det jeg her har skrevet, er jo kun en lille del af, hvad jeg har oplevet i de 70 år, men mine børn og børnebørn og slægten fremefter kan læse om, hvordan forholdene har været i den tid med fattigdom, og til meget bedre tider nu i 1980. Jeg kan jo ikke vide, om der vil komme dårlige tider nu, efter at jeg har sluttet mine oplevelser.

Jeg tænker tit på, hvis mine bedsteforældre eller mine oldeforældre havde nedskrevet det, de havde oplevet helt fra ca. 1820 og til de døde. Det ville jeg jo gerne, om jeg havde kunnet læse i dag, men de kunne måske ikke skrive noget. Jeg er jo ikke sikker på, om de har haft en ordentlig skolegang, da de var børn.


Underskrevet af Søren Marius Nielsen d. 15 – 2 – 1981


Far i en eftertænksom stund

Da Far var færdige med erindringerne opfordrede jeg ham til at gå i dybden med nogle af oplevelserne.

Far tog udfordingen op og kom efter nogle måneder med papir og kuglepen frem med de følgende to ekstraudgaver af sine erindringer
Jeg har valgt at lade de gamle billeder fra Bidstrup anno 1932 illustrere fars tilføjelser til sine erindringer. Billederne fik jeg overdraget i jan 2012 af Hvorslev lokalarkiv. Negativerne var dukket op i en kasse. Billederne kan også ses her: https://picasaweb.google.com/Kirstensrejser/FarsBilleder

Erindringer om arbejdet på herregårde og propritærgårde

Herregården Fuglsang .

Efter at have tjent ved landbruget fra 1o års alderen som hjorddreng og derefter som tjenestekarl på mindre gårde til jeg blev 2o år, bestemte jeg, at jeg ville være på større gårde.

Jeg tog plads som anden karl på Rosenfeldt i Vellev i november 1928. Jeg opdagede straks, at Jeg tog plads som anden karl på Rosenfeldt i Vellev i november 1928. Jeg opdagede straks, at det ikke var den størrelse gårde, jeg brød mig om, den var for lille.

Da året var omme, fik jeg plads på herregården Fuglsang ved Hammel. Det var fra november 1929.
På gården var der 1 forvalter, og vi var 5 karle, 1 løs daglejekarl, 2 faste husmænd, men om sommeren var der flere Iøse daglejere. Så var der en ugift staldkarl til at passe hestene, derforuden var de en ugift fodermester samt en røgter og to malkekoner. Til gården var der 4 huse, som var beboet af husmænd samt røgteren og den ene malkekone. Hun var enke og havde været på gården i mange år.

Forpagteren af Fuglsang hed Ernst Bilde. Før han kom til Fuglsang havde han været inspektør på Jernit, der også var en herregård, der hørte ind under grevskabet Frijsenborg, ligesom Fuglsang gjorde.

Vi karle boede i den gamle hovedbygning til gården, den var meget gammel, det var af bindingsværk det hele. Over en dør ind til et gammelt mejeri var der et årstal. Der stod skreven 1722 samt en hel del mere, som jeg har glemt.

Mange år efter at jeg tjente på Fuglsang vist først i 5o`erne, brændte Fuglsang ved et lynnedslag, men den gamle hovedbygning blev reddet fra branden, og den står der endnu. Den er vist nok fredet.

Kamrene i en sådan gammel bygning er jo ikke så gode, men vi havde da en kakkelovn at fyre i, men vi var meget plagede af mus. Der var kornmagasin på loftet, og musene var jo i sengene, hvor der var halm i bunden. Det hændte tit, at jeg måtte til at slå i dynen for at jage musene væk, så jeg kunne komme til at sove.

Alle vi karle havde et godt forhold til hinanden. Jeg mindes ikke, vi var uenige hele det år, vi var sammen. Derimod var der en lille kurre på tråden mellem husmændene først på sommeren, men det gik over til sidst. Den første forvalter, der var der, kunne ikke enes med forpagter Bilde, så han rejste til marts. Så fik vi en ny til maj, men jeg kunne godt lide dem begge to, så den kom vi alle godt om ved.

Der var tre piger på gården, en kokkepige, køkkenpige og en stuepige. Køkkenpigen og stuepigen havde vi meget sjov med, derimod var kokkepigen mere sig selv, men sådan var det på de fleste store gårde.

Den første dag jeg var på Fuglsang, var jeg ude at pløje, og det lavede jeg mest de første tre uger, men ellers var arbejdet jo, som det altid er ved landbruget. De heste, jeg fik udleveret den første uge, kørte jeg med hele året. De hed Niels og Bjørn, og det var et par stærke heste, de blev altid brugt, når tæskeværk og lokomobil skulle flyttes i stakladen. Når vi skulle tærske, var min bestilling altid at køre korn fra og op på kornmagasinet. Det var et hårdt arbejde, det var et stort 52.. tærskeværk, og det kunne tærske 240 tønder korn om dagen. Så når det var aften, var jeg altid meget træt.

Når vi havde været ved at tæske, blev avner og affald lagt i kanten af skoven, og så blev der noget til vildtet at rage i. Der var fasaner, rådyr og kronhjorte, som kom og gik og ragede i avnerne. Den eneste trækkraft, vi havde på gården, var en lokomobil, og det var Johan Hass, en polak, som skulle fyre op om morgenen så lokomobilen var færdig til arbejdstid om morgenen.

Da vi kom hen på sommeren, gik vi karle tit en tur i skoven om aftenen og om søndagen i skoven på den anden side af Viborg Aarhus landevejen. Den kaldtes Lyngballegård skov. Der var en gammel fiskedam, der ikke blev brugt. Der badede vi næsten hver aften om sommeren sammen med karle fra Voldby og omegn. Vi blev ved helt efter høst, der var tit helt mørkt, når vi cyklede hjem.

Vi herregårdskarle på Hammel egnen havde et godt forhold til hinanden. Hvis vi var til fest i Hammel eller i et forsamlingshus, så holdt vi sammen. Vi kunne altid gå i fred og hvis der var optræk til uro, så holdt alle herregårdskarlene sammen.

Sommeren gik, og vi kom hen tit efteråret. Forpagter Bilde kom en dag og spurgte de forskellige af os, om vi ville fortsætte fæstemålet efter november, men vi skulle ned i løn. Det syntes jeg ikke, jeg ville, så jeg tog den bestemmelse, at jeg ville rejse til november og prøve at være løs daglejerkarl på herregårde.

Jeg vil lige bemærke, at vi karle og pigerne kunne godt holde lidt fest på et af kamrene. Der var en af pigerne, der havde en grammofon, så lavede vi kaffe og fik wienerbrød til, som vi havde købt, og så dansede vi og sang til den gamle grammofon, men sådan en fest var kun, når Bilde og frue ikke var hjemme.

Heste og karle i marken på Bidstrup 1932


Daglejererkarl på Tammestrupgård.

Jeg rejste så fra Fuglsang 1. november 193o. Mine forældre boede dengang i Mariager, så jeg rejste hjem. Nu skulle jeg så til at finde arbejde.

Den anden november tog jeg til folkemarked I Randers. Det var ved Fusager i Brødregade, der havde et fæstekontor, hvor mange unge karle mødte for at se, om der var en Iandmand, der manglede en karl. En del af karlene var der kun for at holde sjov med landmændene. De fik en fridag ud af det, men havde plads.

Som jeg gik i Brødregade, kom der flere hen og snakkede med mig, og der var en, som jeg syntes bedst om, og vi blev enige. Det var Jensen på Tammestrupgård uden for Assentoft, der hvor Grenå og Ebeltoft Landevej skilles.

Det var så det første sted, jeg var som daglejekarl. Jeg blev kun lovet arbejde til jul. Det var et godt sted at være, jeg blev behandlet godt. Vi var 4 karle samt en gift fodermester. Vi fik en god almindelig kost, om aftenen sad vi karle inde i stuen ved Jensen og konen, de var missionske og ville så gerne synge, så vi sang meget om aftenen og fik aftenkaffe, og så gik vi i seng.

Jeg var jo ikke kendt på egnen, så jeg kom ikke sammen med andre unge, og da vi nærmede os jul, rejste jeg hjem tiI Mariager igen. Mine forældre rejste til Hadsund lige før jul, og så måtte jeg jo igen ud at finde arbejde efter nytår.

Så bliver marken sået. Bidstrup 1932

Daglejerkarl på Urenholdt .

Nu boede mine forældre så i Hadsund, og lige efter nytår 1931 cyklede jeg ud for at finde arbejde, og jeg fik det på Uhrenholdt ved Hadsund. Ejeren hed Stamer.
Det var en gård på ca. 24o tdr. land, vi var en forvalter, 5 karle, l daglejer, 1 gift fodermester samt en medhjælper i kostalden.
På Urenholdt oplevede jeg noget, jeg aldrig havde været udsat for før. Køkkenet og folkestuen var plaget af kakerlakker, det var nogle grimme dyr. De gik i maden, der blev tillavet på komfuret, og det var ikke sjældent, de var i maden, der kom ind på bordet til os.

Der var ingen kakkelovn på værelserne, så vi havde kun folkestuen, men vi havde heller ingen ordentlig brændsel. Det var affaldstræ fra skoven, som nylig var taget hjem om efteråret, men vi fandt på råd. Det var selvfølgelig ikke rigtigt af os karle, men vi gik ud i laden og brækkede hver anden lægte af under taget, vi turde ikke tage mere med dag for dag, men det gik den tid jeg var der.

Stamer ville fæste mig for resten af året, men det ville jeg ikke, for hvis jeg fæstede mig for resten af året, var jeg helt sikker på, at jeg ikke fik noget udbetalt de første tre måneder. Sådan var loven for medhjælpere ved landbruget, og jeg fik kun en krone om dagen samt kost og logi, så der kunne jo ikke spares noget.

Fra den anden februar rejste jeg derfra. Jeg havde hørt, jeg kunne få 1.5o kr. om dagen på Vivebrogård, og der rejste jeg op fra Urenholdt først i februar måned 1931.

Høsten på vej i hus, Bidstrup 1932

Daglejerkarl på Vivebrogård

Den 4. februar 1931 cyklede jeg så op på Vivebrogård og fik arbejde samme dag. Der kunne jeg så få 1.50 kr. om dagen samt kost og logi.

Vivebrogård ligger helt nede ved Mariager Fjord. Der kunne lige køre en vogn mellem husene og fjorden. Det var hestestald og karlekamre, der lå nærmest ved fjorden, så når der var blæst, havde vi et sådant spetakkel i kamrene, så vi knapt kunne sove.

Da jeg kom på gården, var der kun en karl, det var Kristian, så nu var vi to karle, men vi skulle helst være fem, men det varede ikke længe, inden der kom to til. Den ene var min broder, der ellers var sømand, men han var lige gået i land.

Forpagteren hed Poulsen, han ville gerne have fæstet mig til forkarl, da der ingen var på gården, men jeg sagde nej, fordi der var en hingst på gården, som jeg så skulle passe. Jeg vidste, at den ville tage meget af min fritid om sommeren, så jeg ville ikke fæstes for resten af året, og der blev så fæstet en ny karl.

Vi fik meget sne den vinter, så vi havde meget snekastning både på kommune og amtsvejen, men vi havde selv ca. 2 km. ind til Vive, og det var privatvej, som jo også skulle ryddes for sne.

Da vi kom hen til den 15. april, ville jeg have mere i dagløn, men det kunne jeg ikke få, så jeg rejste den 19. april og cyklede fra gården op på Ouegård. Det var en større gård, og der fik jeg arbejde til 2.5o kr. om dagen.

Marken sås til. Bidstrup 1932

Daglejerkarl på Ouegård

Ouegård ejes af godsejer Nedergård Pedersen, der var en ældre mand, og han var en gammel buldrebasse. Hans søn Kaj var forvalter, og han kunne være ligesom faderen, men jeg befandt mig godt på gården.

Der var 8 karle fast og så var vi 4 daglejerkarle samt 3 husmænd, som boede i gårdens huse. Derforuden var der en staldkarl, en fodermester, en røgter, en svinerøgter samt 3 malkekoner, men det var husmændenes koner.

Det var nogle mærkelige karle, der var på gården, de kunne ikke enes. Der var tit i slagsmål imellem dem, så kom forvalteren, tog dem i kraven og smed dem lang væk, så var det slagsmål forbi. Forvalteren var stor og stærk, så det kunne han sagtens gøre.

Karlekamrene var ikke gode, i nogle var der kun almindelig piksten, ellers var det mursten på fladen, og så var vi plaget af mus og rotter. De løb oppe på loftet, så vi døjede med at sove for dem. Der var også mange rotter i kostalden.
Det var en gammel stald, der var ingen fodergang foran køerne, så der var krybber lige op til væggen, så om aftenen gik vi nogle karle ind i kostalden og en mand imellem to køer. Sådan sad vi en 3 a` 4 stykker, og vi havde en hammer eller et stykke træ med hver. Så løb rotterne ned foran køerne, og når de kom ned til karlene, så slog de dem ihjel. De kunne få fat på 8 a` 10 stykker til tider.

Om aftenen kunne vi unge mennesker også godt finde på at lave kunster. Godsejeren havde købt en regnmåler og den stod ude midt i gården. Når der så var regnvejr om aftenen, så kunne vi finde på at gå ind til vandhanen og tage vand og hælde i regnmåleren. Når godsejeren kom ud og så, der var faldet så meget regn, så kunne vi karle jo gå og grine af det.

Jeg oplevede også en episode, der foregik på gården først på sommeren. Vi var 3 karle og 2 af pigerne, der havde været på besøg ved en af husmændene, der boede i Barsbøl. Det var en lille landsby, der lå bag ved skoven. Vi kom hjem ved midnat, og da vi gik over gården, hørte vi en, der gik ned en trillebør op gennem stalden, og der var ingen lys. Vi stod så stille og ventede på, at der skulle komme en kørende ud af døren og ud på møddingen. Pigerne var forfærdet, og vi karle vidste jo ikke, hvad vi skulle tro.
Pigerne turde ikke være ene på deres kammer. Den ene af karlene var gode venner med den ene af pigerne, så han måtte så ligge ved pigerne om atten.

Dagen efter fandt jeg så ud af, hvad det var, vi havde hørt om aftenen. Kostald og hestestald var en lang længe, derfra en sidebygning til kalve og stude, men ved siden af hestestalden var der tre karlekamre. I det ene af dem boede min broder Peter, han var også daglejerkarl på gården. Peter og jeg havde om dagen været ved at rense ud i disse kalve og studestier. Der var godt vejr, og Peter gik hele dagen og var vred over at gå inde i det gode vejr, og det var jo et hårdt arbejde at få det gødning ud der fra. Det var ca. en halv meter tyk, og det var næsten ikke til at få fri i stierne.
Da det så var blevet aften, og Peter var faldet i søvn, så fremkommer det, at Peter flere gange har gået i søvne, når der har været noget, han var været optaget af om dagen. Peter har altså rejst sig op i søvne, taget en trillebør og kørt rundt i kostald og kalvestald og så sat børen igen og er gået i seng for at sove videre
Jeg sagde det så til han om morgenen, men det kendte han ikke noget til.

Vi kom så hen på sommeren og det blev høst. Vi skulle køre korn, og jeg skulle forke korn på vognen. Vi var lige begyndt, men så blev den ene hest stædig. Den ville ikke trække vognen ud af stedet.
Vi skulle lige til at stikke en tidsel under halen, men så kom forvalteren løbende for at stoppe os, og så viste han os, hvad vi skulle gøre, og det har jeg hverken før eller siden set.
Han tog hammelrebet af hesten og bandt det i halen, derfra i ringen til svinglen, og så sagde han, ”Nu kører I med det til aften, så i morgen prøver vi om hesten vil trække normalt. Vil den ikke så kører I i halen igen, til den vil trække i rebene.”
Men hesten var et lumsk dyr, for efter høsten var jeg ude og harve til vintersæd, og det var med pigharven. Midt på en formiddag blev den stædig for mig og ville ikke trække. Jeg måtte så spænde den for i halen, og det måtte jeg gøre hele dagen.

Vi kom hen i nærheden af november og fik roerne samlet sammen i kule. Så ville godsejeren, jeg skulle have mindre i dagløn og det brød jeg mig ikke om, så jeg rejste fra Ouegård den 6. november efter at have været der godt 6 måneder.

Karle samlet på marken, Bidstrup 1932

Daglejerkarl på Gl. Viffersholm

Det var ikke nemt at finde andet arbejde, men jeg fik lidt løs arbejde hist og her om vinteren. Om sommeren var det ikke nemt. Det var sløjt med at finde noget, men til høst fik jeg daglejerarbejde på Gl. Viffersholm ved Korup. Det var til 2 kr. om dagen. Der var to herregårde, gamle og ny Viffersholm.

Ejeren grev Dinesen, boede på en herregård på Lolland, men drev de 2 i Jylland med en inspektør på Ny Viffersholm og en forvalter på Gl. Viffersholm.

Da høsten var forbi, kom jeg ud og pløje, og det var det meste, jeg lavede, til vi skulle køre roer sammen. Der var kun 2 faste karle på gården. Den ene var forkarl, en ældre karl, der hed Magnus, derforuden var der 6 husmænd og så vi løse daglejerkarle.

Først i oktober måned bestemte jeg, at jeg ville have fast plads fra november, og den fik jeg på Bidstrup ved Laurbjerg.

Traktor med selvbinder, Bidstrup 1932

Nr. 2 elev På Bidstrup

Jeg skulle være no. 2 elev, så da vi kom til første november, rejste jeg fra Viffersholm og til Bidstrup ved Laurbjerg og skulle som nr. 2 elev have 500 kr. i løn for et år. Jeg mødte så 1. november 1932 på Bidstrup. Nu var jeg jo kendt på egnen og på gården, fordi jeg jo havde tjent i Granslev Mølle og ved Jacob Båstrup i Knudstrup i årene fra 1925 – 1928.

Til Bidstrup hører der 500 tdr. land under plov, 2oo tdr. land eng og 12oo tdr. land skov. På gården var et stort folkehold. Vi var 10 elever, 4 karle, 5 husmænd, 1 smed, 1 murer, 1 snedker, 1 traktorfører, 1 chauffør til at køre med godsejeren og lastbilen, vi havde på gården. 1staldkarl, 1 svinepasser, 1 gartner samt 2 gartnerelever. Der var jo en stor have og park til gården. I kostalden var der 1 fodermester, 2 røgtere og 3 malkekoner. Derforuden 1 skytte.

Jeg ved ikke for bestemt, hvor mange der arbejdede i skoven og på savværket ved Vorre Mølle, men jeg regner ned ca. 18 mand. Foruden det jord, som tilhørte selve Bidstrup, var der jo også en del ejendomme med jord, som blev drevet af nogle skovfolkene. Der var også en større gård, der hed Rosenlund. Den var på ca. 200 tdr. land. Til Vorre Mølle var der ca. 4o tdr. land, men det blev ikke drevet som landbrug, derimod gik der ca. 120 får med deres lam. Der var en skovkusk, der havde opsyn med fårene.

Der var også flere gamle huse inde i Laurbjerg, som tilhørte Bidstrup, og der boede nogle af daglejerne til en lille husleje vistnok 10 kr. om måneden.

Granslev kirke tilhørte også Bidstrup, der var en særlig stol til godsejeren, men den er senere overgået til Granslev menighedsråd. Jeg husker ikke hvornår.

På hovedbygningen på Bidstrup var der ophængt 2 store tavler, hvor der er skrevet, hvem der havde været ejer af Bidstrup helt fra 1660 og til nu, det år jeg var på gården. Efter at jeg rejste fra Bidstrup, er der død 2 af ejerne, og det var far og søn Hones de Lichtenberg.

Den 2. november om morgenen, da vi havde gjort staldtjeneste og fået morgenmad, mødte vi i stalden. Hver mand stod bag ved sine heste, da kom inspektør Skrumsager ind i stalden, og der fik vi så alle udleveret en skruenøgle til hver og en hængelås med nøgle til, så hver mand kunne låse sit værktøj, som bestod af skovl, roegreb, fork og kost.
Derforuden var der brændt et nummer i hver mands værktøj. I alt mit var det no. 2, og det var ligesådan med vognene. Vi havde hver en arbejdsvogn og en høst vogn, i hver mands plov og hammel var der også nummer.

Inspektøren sagde, det var for at hver mand vidste, hvor hans værktøj var. Det var forbudt at tage en anden mands værktøj. Derforuden havde forvalteren lås og nøgler til et skab med en mængde værktøj til daglejerne og husmændene.

Derforuden sagde inspektøren, at der var toiletter (2 stk.) ved hver side af gården, som vi skulle benytte.
Vi måtte ikke gå i haven eller parken, det var kun til gartneren. Efter disse instruktioner rykkede vi så hver med sine heste.

Vi skulle køre roer sammen. Klokken var 7, så var det mørkt, men vi fandt da roerne, da vi var kommet i marken. Det meste af gårdens jord ligger over for skoven, og der er ca. 1½ km. Igennem skoven, der ligger markerne fra skoven og ned til Granslev by.

Nu gik dagene med at køre roer sammen og pløje en stor del af efteråret. Den mark, hvor der havde været roer i det år, var den længste af markerne. Når vi havde kørt 11 omgange, havde vi pløjet 1 tdr. land, og det var en dags arbejde for en mand med 2 heste. Det vil sige, når vi havde kørt ca. 6 omgange hver halve dag, så kunne vi ikke nå mere.

De heste, jeg fik anvist, var to store jyske heste, men de var ikke fri for, der var unoder i dem. Den ene hed Felix og den anden hed Dolly. Hende blev jeg hurtig fortrolig med, men Felix det var værre.
Af husmændene fik jeg at vide, at han havde gået som skovhest, men der kunne de ikke styre ham. Han ville både bide og slå, og det var mærkeligt med den hest, han sparkede kun med det ene ben. Da de så ikke turde beholde ham i skoven, så kom han til gården, for han var en meget stærk hest.

Året før jeg kom til Bidstrup havde han gået ved no. 6, og den mand, der kørte ham, havde Felix bidt i skulderen, så han lå på sygehuset i 6 dage. Da vi så kom til november, som jeg kom til Bidstrup, blev Felix sat på no. 2, som jeg kørte. Husmændene havde jo fortalt mig, hvordan han var, så jeg passede jo på de første dage.

Men så skete det pludselig en aften, jeg var kommet hjem. Hestene var kommet ind, og jeg var ved at hænge koblerne på deres knage. Så mærkede jeg noget, der strøg forbi mit ene ben. Det var Felix, der sparkede med det ene ben. Jeg tog lige koblerne, og så fik Felix tærsk af koblerne i bagdelen, og det varde så længe, jeg kunne, og staldkarlen stoppede mig. Der hvor jeg slog ham, kunne han ingen skade tage.

Inden for november måned måtte jeg så gennemtærske Felix 3 gange. Efter den tid kunne jeg gøre ved hesten, hvad det skulle være. Jeg kunne klappe ham imellem bagbenene og under maven. Lige meget hvor, han rørte mig aldrig siden.
Hele året havde jeg ganske vist et stykke rugbrød med i lommen de fleste dage, så jeg havde måske nok købt det gode forhold til hestene.

Om sommeren kneb det enkelte karle at fange deres heste i indhegningen, men jeg kunne gå lige hen og tage mine to heste, men jeg havde ganske vist brød med mig.

Om vinteren skulle vi jo også tærske korn. Det store tærskeværk var et 52.., og det blev trukket af en traktor, og når det kom i gang, så var min bestilling altid at køre korn fra tærskeværket. Vi var to mand om det, det var no. 3 og mig. Kornet skulle køres ned til kornmagasinet, der var nede ved mølleriet.

Alt korn skulle bæres op på loft, vi kunne have 12 sække på vognen. Det var 6 til hver, når vi så kom tilbage med tom vogn, så var der tit 7 a` 8 sække fulde, så kunne vi jo få et lille hvil, men når det blev aften, havde vi alligevel kørt 240 sække på loftet, så vi kunne god nå at blive trætte til aften.

I januar måned kørte vi mærgel ud på en mark på 54 tdr. land. Vi hentede det nede i skoven ved Vorre Mølle. 4 husmænd gravede det løs inde i skoven og trillede det på bør hen til en sliske, som vi holdt ved, og så gled mærglen lige ned i vognen til vi karle, som kørte det op i marken. Det blev spredt fra vogn, som forvalteren gik og satte mærker, hvor til et vognlæs skulle strække.

Vi fik også noget sne det vinter, og gården skulle jo møde med 8 mand om dagen, men så lavede godsejeren en ordning med kommunen, at vi skulle rydde 8 km. af kommunevejen omkring gården, og så købte godsejeren en af de første sneplove, jeg har set. Den skulle så spændes på vores lastbil, og den kørte så og holdt vejene ryddet.

Ellers gik vinteren med forskelligt til vi skulle til at så markerne til med korn. Traktoren kom til at køre og harve jorden, før vi kom med såmaskinen, som var en stor 31 rørs maskine med forstyr. Der skulle 4 heste for og 3 mand. En til at styre, en til at køre hestene og en til at passe rørene. Vi kørte i 2 holds drift, og det var no. 1 til det ene hold og så mig på det andet hold, fordi jeg var no. 2 på gården.
Vi skiftedes til at begynde om morgenen, vi skulle begynde kl. 4, så skiftede vi kl. 8 og kl. 11 og kl. 4, så den sidste blev ved til kl. 8 om aftenen, men traktoren kørte hele døgnet rundt, de var 3 mand til at skifte.

Da roerne skulle renses og tyndes, mærkede jeg ikke meget til. Det var tre lette heste, der blev brugt til at rense med, og tyndingen var husmænd med koner.
Vi kunne godt få lov til at tynde om aftenen og søndag på akkord, men der var kun tre af vi karle, der ville det. Derimod var jeg med til at slå græs og rive hø sammen, og her kørte vi på skiftehold, ligesom da vi såede korn.
Vi havde 4 slåmaskiner, men der var jo også mange tønder land, i alt med engen var der 200 tdr. land, så der var meget hø på gården. Da vi kørte hø ind, fyldte vi først over hele kostalds loftet, derefter fyldte vi hele den store lade, der var til gården. Alt kornet kunne være i stakladen.

Det var en dejlig sommer det år. Vi unge mennesker gik mange ture i skoven om aftenen og om søndagen, og der var et godt forhold imellem os alle og med husmændene og skovfolkene, som måtte hjælpe til i høet og høsten.

Der var en god ting her på Bidstrup, vi behøvede ikke at gå i haven for at stjæle frugt. Fra første i august og til november blev der sat en stor kasse med forskellig frugt om morgenen og om middagen ved stalddøren, og der kunne alle forsyne sig med det, han helst ville have.
Efter høsten var der jo meget at pløje, og det var et dejligt arbejde.

Hen på efteråret blev en del af folkene syge. Lægen konstaterede, at det var en art gulsot, og en tid lå 9 af dolkene på gården i sengen. Vi fik at vide, at der blev blandet amerikansk olie i maden, fordi der kunne blive en livlig afføring. Det var jo ordineret af lægen, men os, som ikke var syge, brød os ikke om det, men der gik ca. 3 uger inden sygdommen var ovre.

Mureren, som var tysker, havde taget en krageunge til sig den sommer. Den blev tam, og vi kaldte den for Peter. Om aftenen kaldte vi lige på den, og den kom med det samme. Så en dag så godsejeren, at den fløj ind til duerne, som boede under taget på en af hovedbygningernes fløje. Han gik ind efter geværet, og da krageungen fløj ud, skød han efter den men ramte ikke. Vi var klar over, at det snart ville være forbi med dens liv, for den var jo ikke bange for mennesker, og vi havde jo også en skytte på gården, og han fik jo præmie for alt hvad han skød af krager, skader, råger, ildere, lækatte og mår.

En af eleverne, der hed Hans Senius Ejsing og var fra Tvis ved Holstebro, havde den hobby at fotografere. Han tog mange billeder om dagen. Om aftenen lavede han et mørkekammer, og så fremkaldte han billederne, og dem solgte han så til os, som ville købe af ham. Jeg fik da selv en snes stykker.

Vi kom så hen på efteråret og skulle til at tænke på at få en ny plads til november. All vi elever skulle jo have ny plads, vi måtte ikke være på Bidstrup mere end et år. Jeg have set i avisen, at der blev søgt en forkarl til Jeksen Hovgård ved Skanderborg. Jeg fik så inspektøren til at ringe derned. Og jeg skulle så komme dagen efter og se på pladsen.

Uden tvivl 2 af stuepigerne foran Bidstrup, 1932

Forkarl på Jeksen Hovgård

Jeg blev fæstet fra november 1933 til Vinfeldt Pedersen Jeksen Hovgård for 600 kr. for et år.                           
Jeg mødte så 1. november 1933 på Jeksen Hovgård, jeg var forkarl, og foruden mig var der 2 karle, 1 fast daglejer, 2 løse daglejere om sommeren, 1 gift fodermester. Til gården var der 125 tdr. land under plov og 25 tdr. skov, og ved skoven var der et hus, der tilhørte gården.                                                                      
Jeg var ikke rigtig tilfreds med at være i pladsen, så jeg tænkte på at rejse derfra til jul, men jeg blev da om vinteren på gården. 

Til foråret skete der noget, der lavede om på mine planer. Jeg havde det sidste års tid kommet sammen med en pige, som tjente på en gård i Stjær. Det er nabobyen til Jeksen. Vi bestemte os for at blive gift, og jeg kunne leje huset nede ved skoven, og huslejen var 1 kr. om året, så længe jeg arbejdede fast på gården.

Nu kom jeg så selv til at bo i et meget gammelt hus, som vi på herregårdene kaldte en elendig rønne at bo i. Huset var bygget af bindingsværk, det var meget utæt, det blæste ind, når vinden var i nord. Huset lå i læ for skoven i øst, syd og vest. Der var skov helt ind til haven, skoven gav skygge, så vi så ikke solen ret lang tid af året. Taget var utæt, så det regnede ned hver gang, det regnede. Alle døre var skæve, så det kneb med at få varme i stuen om vinteren, men vi boede alligevel i huset i 4½ år.
Vandet skulle hentes oppe i skoven ved en brønd, men der var ca. 400 meter at bære det i spande.       

Den første sommer fik jeg bygget et hønsehus i haven, så jeg kunne have nogle høns. Så kunne min kone Petra have lidt at pusle med, for huset lå meget ensomt. Der var langt til naboer, og tiden skulle jo udnyttes til noget, selvom der var kønt ved skoven, og vi havde jo vildtet at se på. Der var harer, fasaner og agerhøns, og neden for huset var der en mose med ænder og blishøns.     

Petra og jeg blev altså gift den 11. Maj 1934, og så blev jeg så ved som gift forkarl, til jeg rejste derfra 1. november 1938. Jeg var jo fæstet til at passe heste, da jeg kom til november 1933, og det var for et år.     

Da dette år var forbi, ville jeg godt være fri for hestene, og jeg blev enige med Pedersen om, at han fæstede en anden karl til at passe heste. Jeg var blevet godt tilfreds med at være på Jeksen Hovgård, så jeg blev fæstet det ene år efter det andet. Lønnen var ikke stor, 2.50 kr. om vinteren, 3 kr. om sommeren pr. dag. Dertil frit hus og kosten på gården samt 1 liter mælk om dagen, i penge var det jo ikke meget for et år.

Sådan gik de første tre år, men så blev jeg syg. Det var maven, der var dårlig. Jeg søgte læge og fik noget pulver og skulle holde diæt. Det hjalp for lidt, så jeg måtte på Skanderborg sygehus. Der rejste jeg ned lige efter nytår 1938. Jeg lå der i 6 uger, men det hjalp for lidt, så jeg fik bud fra lægen, at jeg ikke måtte arbejde i 4 måneder. Jeg måtte så til kommunen for at få noget til at leve for. Det var ingen arbejdervenlig kommune, så jeg døjede meget med at få de 18 kr. om ugen, som de tildelte mig.  

Da vi kom hen på sommeren 1938, blev Pedersen og mig enige om, at holde til november. Han kunne jo ikke være tjent med at have en mand, der var syg og ikke kunne arbejde på gården mere end den halve tid. Herefter var det så slut med at være på større gårde, og her vil jeg så slutte med at skrive om, hvad jeg kan huske fra min tid på nogle af landets propritær og herregårde.

1983
Søren Nielsen
Gjerning


 

Høst på Bidstrup 1932

Erindringer om teglværksarbejdet

Teglværksarbejdet:

Den 27. april 1947 cyklede jeg ned på Hesselbjerg teglværk ved Bjerringbro, der havde jeg fået arbejde.    Jeg skulle arbejde i lergraven. Mine naboer sagde også til mig, ”De kvæler dig", men jeg ville nu prøve, om jeg kunne holde det ud.

Jeg mødte i lergraven med en skævegreb og en skovl, og så skulle jeg læsse ler i en tipvogn. Vi var 3 mand i lergraven. Peder Rasmussen gravede ler Iøs, jeg skulle læsse det i tipvogn, Marius Jensen skulle så køre leret ind i Sumpen. Det er der, leret blev blandet med sand og vand; men sikken et arbejde det var. Jeg skulle læsse 42 tipvogne fulde om dagen for at der var nok ler til maskinerne.            
Det kunne nok gå, når der var tørvejr, men den dag, det regnede, var det et frygteligt ælte at arbejde i; men jeg sled med det, så godt jeg kunne, men hvor var jeg træt, når det var aften, og jeg skulle hjem.     

Når vi lavede rør, så skulle jeg ind på værket og hjælpe til med at trille rør fra maskinerne og ud i hylderne. Der skulle ikke bruges så meget ler, når vi lavede rør, og der skulle en mand mere til at få rørene kørt ud i laderne. 

Jeg vil nu skrive lidt mere om, hvordan leret bliver behandlet, fra det som jeg har skrevet, er kommet ind fra lergraven og kommet i sumpen. Der 2 store kamre, imellem dem er der en ”forælter”. Det er en stor aksel, hvor der er fastspændt nogle knive, som så fører leret hen tiI et bånd, som fører leret op i toppen af maskinen. Derfra kommer leret ned igennem valserne og derfra ned i bunden af maskinen, hvor lermassen nu er æltet og fra maskinen presset ud gennem en form, som så enten er sten, rør eller tagsten; det er efter, hvad for en form, der er i maskinen. Der står så en mand Og tager fra og læsser på børen, som så en mand kører de forskellige varer ud i laderne og sætter det på hylderne. Der skal sten og rør så stå ca.3 uger, efter som det er tørvejr, for det er det jo afhængig af. Når så sten eller rør er passende tørre, så kommer ovnfolkene og henter det og sætter det i ovnen. Inde i ovnen er der en passende afstand mellem ”indsætterne” og ”udtagerne”, og det bliver så mange sten og rør ud af ovnen, som der bliver indsat.       
De færdige varer, som kommer ud af ovnen, bliver kørt ud på pladsen og stablet op og er klar til at sælge og læsse på bil eller vogn.

Inden sten og rør kommer ud af ovnen, skal det igennem det, vi kalder at brænde sten og rør. Det er det alIer vigtigste af hele teglværksarbejdet, for hvis den mand, der brænder, ikke er meget opmærksom på, hvordan ovnen. arbejder, og det er meget forskelligt og kan skifte flere gange i hver vagt.
Når en ovn er i fuld temperatur, skal der ikke meget til, før det hele smelter sammen i en stor klump, det vi i teglværkssproget kalder en hund.

En brænder skal have temperaturen på fornemmelsen, eller han kan se ned i fyrehullerne. Jeg kan fortælle, at hver brænder har sin egen måde at se på, om ovnen er i orden, eller om den ikke er varm nok. Det, der er mest drilagtig for en brænder, er hvis der er forskel på leret. Der er nemlig stor forskel på det, cg det skal ikke have ens temperatur, men det er noget, en brænder lærer med tiden. Jeg var selv brænder i 15 ar, så jeg lærte at se, hvordan ovnen ville arbejde. Der er også forskel på temperaturen, enten vi brænder på rødt ler eller det er gult ler. Det gule ler skar brændes med højere temperatur end det røde. 

Nu vil jeg så skrive lidt om mit arbejde på teglværket igennem 19 år.

Jeg begyndte altså den 27. april 1947 og var i lergraven i 4 år. De første 2 år var i lergraven ved teglværket, de sidste 2 år var i en ny grav, der var åbnet på Andreas Ladings mark.

1947 var et meget tørt år og en varm sommer, så det var et hårdt arbejde i lergraven, Da vi kom hen på efteråret, blev det mere køligt og vådt.
Da maskinerne skulle holde omkring 1. november, troede jeg, at jeg skulle fyres. Så kom formanden hen til Jens Jensen "fra Bjerringbro og mig og spurgte, om vi ville tage overjord af lergraven, og det ville vi gerne. Der var jo ikke meget arbejde at få ved den tid på året og det varede lige til jul. Året efter skulle der ikke tages overjord af, fordi der skulle åbnes den nye grav.

De 2 år, jeg var i den nye grav, var meget våde, og vi havde vores døje med at holde tipvognene på sporet, for sveller og skinner sank ned i leret hele tiden, så tipvognene løb af sporet, og så måtte vi jo have dem løftet op på sporet igen.

Jeg vil her gøre læseren opmærksom på, at før 2. Verdenskrig blev der kun kørt med jernhjul el1er træhjul på børene på teglværket, men da jeg kom i 1947, havde vi mest gummihjul på børene; men vi havde enkelte med jern eller træhjul, som vi kørte med.

Da jeg havde været i lergraven i 4 år, var jeg blevet ked af det arbejde. om vinteren hørte jeg, at den ene brænder ville holde op og ned i ovnen. Han var blevet ked af det skifteholdsarbejde, han ville hellere have ene dagsarbejde. Så søgte jeg brænderpladsen og fik den, men så begyndte en hel anderledes arbejdstid for mig
Hesselbjerg teglværk. Billedet har jeg venligst fået lov at bruge af Bjerringbro lokalarkiv

.

Arbejdet som teglbrænder

I foråret 1951 begyndte jeg så mit nye arbejde som brænder. Ejeren af teglværket hed Jørgensen og formanden Richard Have.

Jeg havde jo snakket med dem, inden jeg begyndte, og jeg sagde til dem, at jeg ikke kendte noget til, hvordan ovnen var og brænding af sten, men jeg ville gøre mit bedste for at Iære det, men jeg skal love for, at der var problemer nok for en nybegynder.
Alt var nyt for mig, jeg forstod jo ikke, hvordan trækket i ovnen fungerede. Alt skulle jeg til at lære.

Til at begynde med spurgte jeg den forrige brænder, som var inde i ovnen, men det eneste, jeg ud af det, var, han sagde, "Det må du selv finde ud af ". Det blev jeg jo ikke klogere af. Så prøvede jeg at spørge formanden, men han sagde lige sådan, så jeg var kun lige klog på det.
Det var nok rigtig, som de to mænd havde svaret mig, for nu måtte jeg selv til at tænke på, hvad jeg skulle gøre for, at ovnen ville brænde rigtigt. Der er nemlig mange ting, der har indflydelse på en teglværksovn.

Der er så mange ting, så det er umuligt at skrive om det, for vind og vejr har hver dag indflydelse på, hvordan en ovn vil brænde. De første 2 år, jeg brændte, havde jeg en brændervagt på 16 timer hver anden dag, Når jeg kom kl. 2 eftermiddag, så skulle jeg blive der til dagen efter kl. 6 om morgenen. Vi var kun 2 brændere til at skifte. Formanden skulle så passe ovnen hver formiddag fra kl. 6 morgen til kl. 2 eftermiddag.

I foråret 1954 blev vi 3 brændere, så skiftede vi hver ottende time. Altså kl. 6 om morgenen, kl. 2 eftermiddag og k1. 10 af ten. Vi skiftedes så til at have fri 4 dage hver tredie uge. I den tid skulle formanden passe ovnen fra 6 til 2.

Jeg vil lige skrive lidt om mine fridage hver tredie uge. Om foråret var der jo altid nok at lave i haven.     
Når vi kom hen ved Grundlovsdag, havde min kone Petra altid en del roer at tønde for forskellige landmænd, og der hjalp jeg hende den tid, jeg kunne få fra. På den måde tjente Petra en skilling, som jo altid kunne bruges.
Vi havde jo aldrig for mange penge, og det var jo også i de fridage, jeg brugte til at tjære taget på teglværket.

Det første, jeg lavede, når jeg begyndte en vagt var at gå hen og se ned i hver fyrehul. Der var 3o, og så tog jeg et bestik af, hvordan ovnen så ud, og så fyrede jeg den første time efter det. Så så jeg fyrehullerne efter igen, og så kunne jeg se, om der var sket forandring i den første time, og efter det fyrede jeg min vagt. 

De første år, jeg var brænder, fyrede vi mest med brunkulssnus. Sommetider var der også blandet tørvesmuld i, men det var noget udrøj noget. Vi brugte til tider 28 til 3o børfulde i en vagt, så jeg skulle tit ud på brændepladsen for at køre snuset op på ovnen.

Da vi kom hen til ca. 1958, fik vi bedre brændsel at fyre ned, Til sidst fik vi rent kul. Da kunne vi klare os med 3 børfulde på en otte timers vagt.
I foråret 196o havde vi fået fyreapparater installeret på ovnen, De var lettere at passe, da de gik hele tiden. $å vi brændere skulle være meget opmærksomme på, om alle fyreapparaterne gik, som de skulle, for var der et apparat, der løb løbsk, så blev der for meget varme på ovnen, og stenene i ovnen smeltede og blev til en stor klump.
Vi brændere havde også andet at lave end lige at køre brændsel op på ovnen og fyre. Vi skulle også mure porte til nede i ovnen. Der var 2 el1er 3 porte til hver brænder. Det at mure porte var jo kun at stable sten op og så klistre dem til med en blanding af ler, sand og vand. Det var lige som vælling. Det klistrede vi så porten med og vaskede efter med kalkkost. For porten skulle være helt tæt, fordi der ikke måtte komme falsk træk inde i ovnen.  Vi brændere måtte også til tider slå hul på en port og lave et fyrsted, som vi måtte fyre i.  Det kaldtes for at ”forsmøge”. Det var mest om efteråret, når sten og rør ikke var for tørre.

I flere år havde jeg lidt ekstra arbejde på teglværket.
Det var at tjære taget, hvor der var tagpap. Det var over ovnen og maskinhuset; over laderne var der mest teglsten. Jeg kunne jo sagtens få tid til det, når jeg havde de 4 dage fri hver tredie uge, og det var jo en lille ekstra skilling at tjene ved siden af mit arbejde.      

I efteråret 1959, da vi lige havde fyret sidste gang og fået alle fyrehætterne dækket til med sand, for at de skal være helt tætte, gik der ild i teglværket om natten, og det meste af det brændte. Der må have været en revne i ovnen eller ved en af stormhætterne.
Straks efter oprydningen blev det bygget op på ny, og det blev en del moderniseret. Efter der skulle der ikke mere køres med bør fra maskinen, nu blev alt fra maskinen sat på et transportbånd og op over ovnen, og så derfra kørt ud i hylder på en vogn, der gik på skinner.
Nu blev så alt tørret fra den varme, der kom fra ovnen. Sten og rør kunne tørres hurtigere, end de kunne før ude i laderne. Efter den tid var vi ikke nær så afhængige af vejret om efteråret, nu kunne maskinen køre hele tiden, bare der kunne køres ler hjem til teglværket for frost.

Nu kunne maskinen så køre 9 a 1o måneder om året, og jeg kunne brænde, undtagen den tid der skulle til for at reparere ovnen. Der gik nu en del år, hvor der var en god afsætning af sten og rør. Der blev jo en god tid med alt, også med byggeriet, og det kunne mærkes.

Den ugeløn, som jeg fik som brænder, var ikke stor, når vi skulle regne med, at det var ene skifteholdsarbejde. Efter mine bøger kan jeg se at jeg i 1953 fik 16o kr. i ugeløn, i 1954 164 kr., i 1955 172 pr. uge, i 1956 189 kr. pr uge, og sådan steg ugelønnen lidt hver år, så da jeg holdte i efteråret 1965, fik jeg 28o kr. pr uge.

Men det var jo det letteste arbejde, der var på teglværket, så jeg kunne bedre holde det ud end at være i lergraven, eller også trille fra maskinen. Jeg brugte megen af tiden om natten til at læse bøger og blade.
Om dagen var der jo altid noget at se efter.

Teglværket

Gæster på teglværket .

Jeg vil nu skrive lidt om de gæster, som kom og besøgte vi brændere om aftenen og om natten.

Nede ved siden af ovnen havde vi fået et rum, der kunne bades i. Der var 3 brusere, og vandet blev varmet op af nogle rør, som var lagt i sandet oppe på ovnen.
Det var mest lørdag aften, at naboer til teglværket kom for at få et bad, og der var tit mange. Der var nogle vognmænd inde fra Bjerringbro, brødrene Kristian og Ejnar Ditlev. De kom hver lørdag for at bade, og dem fik jeg tit til at hjælpe med at flytte fyrekassen, og det var de altid villige til. Der kom også mange andre og besøgte os. Der var Oskar Slot med kone og børn, og naboer til teglværket som Viggo Andersen, Peder Torp, Jens Drejer og hans 2 brødre. Det er "for at nævne nogle enkelte af dem, men der var mange flere.
Det var tit, at klokken blev 2, inden den sidste gik, men vi brændere havde jo haft underholdning den tid, de var på ovnen.
Det var så naboerne, men der kom også andre gæster.

Det var dem, som vi kalder "landevejens børn. De kom altid listende, når det var blevet mørkt, og de spurgte altid pænt ad, om de måtte ligge på ovnen om natten, Og jeg nægtede aldrig nogen at ligge på ovnen. Der var også nogle af dem, som skulle til at lave mad. Nogle var gode til det, andre var mindre gode til at lave mad.
Det var altid stærkt krydret mad, de lavede. Der var altid meget med løg og peber og salt. Der var tit noget suppe af forskellig slags. De kom med en kasserolle eller en blikspand, og så løftede jeg en af fyrehætterne af og satte 2 mursten ved siden af hætten, og så brugte de varmen fra ovnen til at koge maden med. Straks efter lugtede det af mad over hele teglværket. Det meste af kødet, de spiste, var pålægs ender, de havde fået ved en af byens slagtere. Når de så havde spist, var klokken tit 1 eller 2. Så lagde jeg et stykke papir ud på ovnen, og så fik de en mursten til hovedpude. Der lagde de sig og sov godt til om morgenen.

Der var jo også nogle af gæsterne, der ikke kunne spise noget. Somme tider var de mere eller mindre fulde af sprit. Enkelte så fulde, så de ville hen og sove ned det samme, men også nogle, som sad og sludrede til langt hen på natten. Der fik jeg tit deres livs skæbne at høre. Men det var vel ikke sandt, alt det, de sagde. Enkelte var ikke til at få en ordentlig samtale med, de ville ikke snakke om deres liv, og dem skulle jeg så respektere for det.

Der var en af dem, som kom tit. Det var Rudolf.
Han var sliber og kørte med en slibebør og havde altid en Tuborgkasket på hovedet. Han sad en aften og fortalte om alt det, hvordan det havde været, og hvor lang tid.
Da han var midt i en beretning, stoppede jeg ham, og sagde, ”Du er en gammel mand nu, for jeg har lige lagt alle de år sammen, du har talt om, og jeg er kommet til 129" Den eneste kommentar var, ,,Jeg må jo huske forkert”

Der var også en, vi kaldte Aksel Sliber. Han boede på ovnen en vinter fra december til 1. marts. Der var jo altid varme. Han var tit fuld af sprit, så spiste han intet, han røg mange cigaretter, og han led af astma. Når han så døjede med astma, røg cigaretter og var fuld af sprit, så sad han tit og græd over sit forspildte liv.

Lille Poul fra Århus kom også tit. Han lavede sig en kande te og der kom han sprit i, og det sad han så og drak hele natten. Han gik ikke hen og sove før ved 4 - 5 tiden, og da skulle jeg jo til at køre kul op på ovnen.

Jeg vil også lige nævne Kerteminde Hans, han korn et år lige til jul, og han var der julen over. Han lavede selv sin mad, og han drak godt med sprit til. Jeg havde vagt Juledag, og da var Hans blevet så fuld, han gik frem og tilbage på ovnen og sang den ene julesalme efter den anden. Det lød ikke altid lige godt, men Hans var godt tilpas.

Jeg kan nævne mange flere af de gæster. Der var også en, vi kaldte "Sorte Kresten”. Han kom en af de første aftener, lige efter at jeg var begyndt som brænder. Da vi så havde talt lidt frem og tilbage, så fortalte Sorte Kresten, hvor han var fra, og hvor hans far og søster boede og så viste det sig, at jeg kendte dem. De boede ude på Rostrup Mark ved Arden, og jeg kendte godt hans far og jeg havde gået i skole og var konfirmeret sammen med hans søster.

De var ikke alle lige gode, som kom og sov på ovnen.
En aften kom en. Han var fuld, men det var en tyveknægt. Hen på aftenen blev han så urolig. Han sagde, han ville ind på cafeteriaet i Bjerringbro for at købe kaffe, så han forsvandt ved 11 tiden om aftenen, men kom ikke igen. Jeg tænkte jo, han havde mødt nogle af sine kammerater inde i Bjerringbro. Men da jeg kom hjem om morgenen opdagede jeg, at han havde taget min tegnebog og pung med ca. 115 kroner i. J
eg meldte det til politiet, og de kom med nogle billeder, og der kunne jeg udpege ham. Han gik under navnet "Hestehoved. han blev senere fundet på Fyn, men jeg fik aldrig mine penge igen.

Afsluttende bemærkninger

Jeg vil lige bemærke til dem, som læser, hvad jeg har skrevet, at jeg kalder teglværket for "Hesselbjerg”, som det hed fra begyndelsen af, men ejeren har altid kaldt det Bjerringbro Teglværk.

Det skal også bemærkes, at teglværket har brændt 2 gange, siden Jeg er' rejst derfra, i 1967 brændte maskinhuset med nogle lader, i 1978 brændte det hele over ovnen, samt alle de hylder til at tørre stenene.
Efter sidste brand er teglværket blevet moderniseret over alt med maskiner og ovn.

I efteråret 1965 kunne jeg se, at det gik sløjt til med teglværket. En aften, da jeg kom og skulle begynde på en vagt kl. 10 kom formanden op på ovnen og snakkede med mig. Han sagde, at der muligvis skulle fyres nogle af folkene, og muligvis den ene brænder. Jeg sagde, at jeg var den yngste af brænderne, så jeg ville se om jeg kunne finde noget andet arbejde.

Dagen efter kørte jeg så til Ulstrup og var heldig at få arbejde på "Ferm" Jeg begyndte dagen efter Der var jeg så ca.2 ½ år, derfra et år i Århus, for derefter at slutte med at arbejde på Grundfos i Bjerringbro.

Derfra gik jeg over til at få pension, da jeg blev 67 år den 21. september 1975.

Det her er så en lille beskrivelse af mine 19 år på Hesselbjerg Teglværk. Jeg var altid glad for at komme der nede på ovnen, selv om det for det meste var når andre havde fri. Nattearbejde og om søndagen, Jul, Påske og Pinse, men det er noget som vi brændere vænner os til.

1982
Søren Nielsen
Gjerning

1961, på besøg på teglværket. Min bror Niels, jeg, min elskede far i sit arbejdstøj, mor og vore gæster ægteparret Herdis og Søren Peder Lauersen, som var venner med min bror Niels

Luftfoto af teglværket

Efterskrift

Far sov stille ind en uge efter sin 80 års fødselsdag.
 

Alle medlemmer af min fars familie har fået tilsendt erindringerne, der også ligger på lokalhistorisk arkiv i Hadsund og i Hvorslev.


En svunden tid svandt hen, et liv hørte op, men erindringerne lever videre. Vi holder på en måde vore forældre i den ene hånd og vore børn i den anden, vi har rødder og vi sætter fodspor som mennesker. Fars bidrag her er også med til at sætte spor om, hvem han var, hvad han stod inde for med sine erindringer.
 
Fars opvækst og liv var ikke altid en dans på roser, men han havde en utrolig ro i hele sit væsen, han havde styrke, mod og visdom til at kæmpe for dem og det, han havde kær.
Min egen leveregel "Som din dag er, skal din styrke være", kan meget nemt også have været fars leveregel.

Tak for samarbejdet kære far, du har været og er stadig mit store forbillede. Tak du blev netop min far.


Ære være fars minde

Kirsten

Far og jeg 1984

Overskrift 1

Overskrift 1

Per Mou Andersen 30.01.2015 15:46

Det var godt nok en lang og spændende historie. Mine forældre har også været på Ouegård ca. i besættelsestiden. Mor var stuepige og kokkepige og far var karl.

Knud Kanne jensen 28.01.2015 15:02

Kære Kirsten.
Som gammel bysbarn fra Gerning, har jeg jo kendt hele din familie. Du har viderebragt din kære fars livsværk - Tak for det <3 - det er stort! Mkh

Hans Kurt Nielsen 31.01.2013 18:30

Hej kusine Kirsten det er et stort stykke arbejde du har lavet og jeg snakker some tider med Niels i BOAS Bjerringbro og Omegns Auto Sport.

Jens 06.01.2013 16:43

Faldt tilfældig over noget meget interessant lokal/person og erhvervshistorie om netop dagligdagen i fordoms tid. Det er det, der giver "kød" på slægtens navne,

Bente Drejer 04.01.2013 20:00

Hej Kirsten. Et stort stykke arbejde du har lavet og en spændende historie. Der er en lille fejl under mine forældre, der står 15. februar 1982 Tror !882

Ann Nygaard 27.09.2012 21:22

Sikke en dejlig fortælling, og mange vidunderlige billeder af din far.

Pia Ljørring 23.03.2012 01:01

En dejlig beretning fra en svunden tid. Min Farfar er født i Fusager, så det er sjov læsning, da han desværre ikke fik gjort det. mvh Pia Ljørring

Svend Andersen 08.02.2012 22:51

Meget fin og samtidig både rørende og oplysende beretning om en svunden tid
Hilsen Svend Andersen

AAge Nielsen 28.01.2012 15:45

Hej Kirsten det er da intresant at læse jeg har printet det ud det tog sin tid .

Lillian 21.01.2012 08:08

Det er godt skrevet. Jeg ville ønske, at min svigerfar, som døde i 2007 95 år gammel, havde skrevet sine erindringer. Han kom ud at tjene, da han var 9 år.

alis1952@gmail.com 20.01.2012 16:33

Hej Kirsten - Spændende at læse om din far der har haft et utroligt arbejdsomt liv på landet på diverse gårde/godser. Godt historien blev skrevet og gemt ;)

Poul 20.01.2012 10:04

Ja det er jo en dejlig side Kirsten

Solveig Olesen 17.03.2011 14:32

Hej Kirsten fandt siden ved et tilfælde da jeg ledte efter Viffersholm Gods.........blev grebet af din fars erindringer..selv født i Hadsund - bor i Hadsten

Karen 12.01.2011 01:14

Kære Kirsten.
Det er dog en fantastisk side, og super skønne beskrivelse, virkelig godt skrevet, både af dig og din far. Jeg er selv fra Terndrup. Vh. Karen

Bodil Hallkjær 29.11.2009 13:47

Ja det er jo en dejlig side Kirsten, jeg skal have Preben til at læse den!! Kommer hans errinddringer på cd også på? Dem kunne Preben godt tænke sig!!!

| Svar

Nyeste kommentarer

02.02 | 11:13

Genkender denne "lignelse" som en irsk pilegrimsbøn, som vi mødte da vi vandrede pilegrimsleden fra Oslo til Nidaros (Trondheim) for 20 år siden.

06.06 | 19:46

Hej Kirsten.
Jeg er direkte ane efter 3xtipoldeforældrene: Mads Christensen Vinther, født 1735 og Ane Jensdatter. Min farmor er født Ane Christensen Vinther.

13.03 | 01:08

Jeg er færing, og vi har cirka samme udvikling som jer i Danmark med, at det meste er blevet til "tú". Men for at vise særlig respekt bruger jeg "tygum" (De).

23.01 | 22:32

Det var dog en virkelig varm og dejlig beretning. Gid der stadig fandtes sådan et sted på Fejø ?
med venlig hilsen Henning FrederiksbergManden 🧢🚗🚘