Mine digte er alle skrevet siden 2005.
De er dukket op på papiret eller i hovedet på de underligste steder, så jeg har vænnet mig til altid at have en blok og en kuglepen på mig.

Inspiration til digtene kommer fra mit liv, mine erindringer, mine oplevelser, mine traumer, mine følelser, min sorg og vrede, min livsglæde og umiddelbare trang til at få det hele sat i ord.

Digtene kommer i vilkårlig rækkefølge og kan læses uafhængig af hinanden.

God fornøjelse:-)

Sidder her

Tastaturet skriger

Der vil ikke komme ord

Tankerne myldrer

Jeg ved ikke hvordan

jeg starter

Har så meget i mig

Der vil ud

Hvornår – hvorfor hvordan

Var det barndommen

Var det min mor

Var det min far

Var det min opvækst

Var det de mange drillerier

Var det mit manglende selvværd

Var jeg ikke god nok

Blev jeg ikke elsket

Hvornår følte jeg at jeg var OK

Når jeg kunne noget

Når jeg fik ros

Når ordene flød ubesværet

På papiret

Tankene myldrer

Der vil ikke komme ord

Tastaturet skriger

Sidder her

Jeg forberedte mig på dit komme,

du mit håb og ideal.

Jeg skulle nok få dig lagt under min viljestyrke,

så du en dag kunne rejse fra mig

som forbedret og perfekt.

Da de endelig kom med dig, var jeg lettet og glad.

Du så så nem og ubesværet ud.

Dig kunne jeg klare uden besvær.

Men alligevel måtte jeg kæmpe med dig

Til sidste sekund.

Du pinte og plagede mig hver eneste dag

med dine krav.

Mine nætter blev søvnløse mareridt,

uden ro, uden hvile.

Hvorfor kunne du ikke blive, som jeg ønskede?

Du tog mine kræfter, mine gode ideer,

forkastede det hele.

Du gjorde mit liv til en ørkenløs vandring

i banaliteter.

Du lå længe på bødlernes bord.

Jeg måtte vente på deres dom.

Kunne de se, at jeg gjorde mit bedste for dig?

Eller ville de dømme dig til undergang?

Var mit arbejde fallit?

Det blev en skæbnesvanger dag, da dommen blev afsagt.

Til sidst glædede jeg mig til at rejse fra dig,

så fik jeg vel fred?

Hvorfor kan jeg så ikke slappe af nu?

Jeg er jo rejst.

I mine tanker følger stadig jeg din færd.

Havde jeg dog bare haft mere tid til dig,

du kunne være blevet bedre.

Hvornår kommer den dag, hvor jeg kan slappe af,

blive fri og glad igen?

Min eneste trøst er, at jeg gjorde mit bedste.

.

Jeg går rundt i min egen tyste verden

Mine følelser og tanker presser på

Jeg søger at få samling på den store sum

af minder, der fra mit indre råber og kalder

Jeg husker nu mange tunge stunder

De river sig fri af mit indre med et lydløst skrig

De vælter frem i lyset uden særlige hensyn

Til tidspunkt, sted og rum – og  min reaktion

Jeg skriver løs og søger at finde svar

på had, på bitterhed, på vrede og sorg

Hvor blev de af, de muntre glade dage

Hvor var lyset, solen og varmen i mit liv

Jeg  ville så gerne glemme livets dystre leg

Lukke minderne ude, gemme dem væk

Jeg længes efter at se frem og ej tilbage

Du så på mig

Med dine dræbende

Iskolde

Ufølsomme

Blå øjne

Du er færdig

Sagde dine øjne

Jeg er bedre end dig

Hvæsede du

Du kan ikke klare dit job

Du skal væk

Du duer ikke

Jeg er den bedste

Du så på mig igen

Med dine dræbende

Iskolde

Ufølsomme

Blå øjne

Ingen forsoning

Ingen hjælp

Ingen forståelse

Ingen empati

Ingen følelser

De dage du havde bakket mig op

Var floskler og skalkeskjul

For at få mig til at slappe af

For at få mig til at blotte mig

Så du igen kunne slå til

Som en skorpion

Der vogter

På sit offer

Jeg havde kæmpet mod dig

Forgæves

Jeg havde forsøgt at nå dig

Forgæves

Jeg havde forsøgt at finde dit  bedre jeg

Forgæves

Jeg havde forsøgt at tale med dig

Forgæves

Jeg havde forsøgt at tilpasse mig

Forgæves

Jeg havde forsøgt forsoning

Forgæves

Betroede jeg dig noget personligt

Vidste jeg at du senere ville brugte

Din viden mod mig

Forsøgte jeg at blive din ven

Brugte du også det mod mig

Jeg anede aldrig hvor jeg havde dig

Den ene dag et skulderklap

Den anden dag et dolkestød

Den tredje dag et træk på skulderen

Den fjerde dag et kæmpe knus

Den femte dag en kold skulder

Hver dag var som en ørkenvandring

I total kaos

I mathed og tomgang

I chikane og mobning

I forvirring og desperation

Efter at finde en vej ud af

Helvedet

I angst for dit næste træk

Jeg var som en leddeløs marionet

Du kunne trække i trådene

For at tilfredsstille dine egne ambitioner

Du var som en djævel i forklædning

Du spillede på dit sexappeal

God til at sælge dig selv

Og få andre skubbet ud

Du brugte dit udseende til at forføre

Chefer og ledere med

Du brugte søde ord

Du brugte manipulerende løgne

Til at dække over dig selv

Ingen så din facade

Ingen opdagede hvad du havde gang i

Før det var for sent

Jeg kunne ikke trække grænsen

Jeg kunne ikke finde løsningen

På hvad jeg mere kunne gøre

Dit dræbende iskolde blik

Styrede alle mine handlinger

De havde brændt sig ind i mit sind

Med et ætsende svidende sværd

Det var som et frygteligt mareridt

I vågen tilstand

Til sidst gav jeg op

Jeg kunne ikke fortsætte

Selvmordstanker kom og gik

Jeg blev mere og mere syg

Af angst for hvad du kunne finde på

Depressionen lagde sig

Som en tåge over mit sind

Jeg fik min frihed for dig til sidst

Du fik din vilje

Jeg måtte sygemelde mig

Og til sidst sige min stilling op

Jeg har min totale frihed nu

Jeg har ikke mere ondt i maven

Jeg skal aldrig mere bekymre mig

Om det jeg gør

Er godt nok

Om det jeg siger

Er godt nok

Om det jeg mener

Er det rigtige

Om dem jeg omgås

Er de rette

Jeg kan vågne op hver dag

I frihed

Frihed fra angst og usikkerhed

Frihed fra sårende bemærkninger

Frihed fra løgn og selvbedrag

Frihed fra dine

Iskolde ufølsomme blå øjne

Tak trods alt

Tak for min frihed

Tak for du trådte på mig

Tak for du nedgjorde mig

Tak for du mobbede mig

Tak for du skubbede mig ud

Tak for dine sårende bemærkninger

Ud af depressionen

Ud af angstens gå skygge

Steg en ny fugl Fønix op

Jeg har igen fred og ro

Til at være den jeg er

Jeg har genvundet

Min selvrespekt

Min livsglæde

Mit selvværd

Jeg har genvundet livet

Prøvelsernes år

Er for altid forbi

Med intrigens skumle snigende mønster

Havde de lagt et puslespil

Af uendelige små såkaldte fejltrin

Formodninger, løgne og opspind

De serverede det hele for mig

Pakket ind i et edderkoppespind af gift

Der ramte mig som en tsunami

Handlingslammet og chokeret tog jeg imod

Jeg blev forvirret, usikker og bange

Mit sind blev fanget i edderkoppens  mørke sind

Alt var på forhånd aftalt

Ikke et ben fik jeg til jorden

Ikke et ord fik jeg til mit forsvar

Ydmyget og skadet jeg gik derfra

Til sol og måne, jord og himmel

Jeg råbte og skreg al min sorg

En perlerække af dystre depressive timer

Fulde af vanvid, smerte, kval og gråd

Forfulgte mig i uendelige mange timer og dage

Jeg kunne ikke finde ro i dette inferno

Af kolde skuldre, løgne og bedrag

Nemt var at vælge døden, nemt er ikke livet

Jeg valgte at leve videre til sidst trods al min smerte

Min hverdag er langsomt men sikkert ved at vende tilbage

Selv om edderkoppens spøgelse stadig kan dukke op

Hvis det er muligt i al min søgen og kæmpen

Lad mig igen opleve liv og lys og glæde

Lad mig stadig vælge livet, bare lidt endnu!

Jeg er træt

Træt helt ind i sjælen

Træt af dine kommentarer

Træt af din bitterhed

Træt af du ikke lytter

Træt af du ikke forstår mig

Jeg er træt

Hvor er glæden

Glæden over livet

Glæden over lyset

Glæden over vi er til

Glæden over hinanden

Glæden over de små ting

Hvor er glæden

Jeg savner energien

Jeg savner begejstringen

Jeg savner det impulsive

Jeg savner det der engang var dig

Jeg savner det der engang var mig

Lad os finde tilbage

Række hinanden hånden

Elske trætheden væk

Genfinde glæden

Genfinde energien

Genfinde vore følelser

Genfinde livet og lyset

Genfinde os selv

Den lille lærke

I mit bryst

Har været tavs

Urørlig stille

Og sovet

I mange år

Jeg troede næsten

Den helt var død

Men den har

Blot været

Indefrosset

Og i dyb dvale

Den er nu

Langsomt

Ved at vågne op

Dog kun få sekunder

Momentvise øjeblikke

Af gangen

Men nu har jeg følt

Og hørt lyden af

Dens spæde pippen

Der steg til en stille

Jubelsang

Dens glæde over

At overleve

Igen at få lov at synge

Om livet

Om glæde, latter og leg

Om venskab og kærlighed

En møllesten af depression

Om halsen

Og et tyngende åg

Af stress og jag

Af sorg og kval

På mine skuldre

Har gjort

At den lille lærke

Kun havde kræfter

Til at sove

For der har været

Så uendelig koldt

På dens plads

I mit bryst

Og den var

Dybt ulykkelig

Omgivet

Af sorg

Fortvivlelse

Depression

Selvmordstanker

Det er befriende

For mig

Igen at mærke lærken

At høre den

Vide den stadig er der

En begyndende

Lykkefølelse

Selvværd

Glæden over livet

Synes på vej

Jeg kan igen

Ånde frit

Leve livet

Og lærken

Kan synge

Hun sad

Utryg i sin trygge stue

Småfrysende og usikker

Om lidt ville

Chaufføren hente hende

Til centret

Hun bestemte at sige NEJ

Til al den tryghed

Hun gik ud til døren

Og da hun så chaufføren

Kom hun i tanke om

At han havde

Varme hænder!

Der er  juli måned

Jeg sidder i min stue

Stirrer ud i haven

Der er så vådt derude

På min lille kalender

Står der er sommer.

Jeg tænker trist

Hvornår mon den kommer

Jeg sukker lidt

Og tænder mit TV

Gad nu vide

Om der er solskin at se?

Vejrudsigten!!

Vi drukner i regn

Resten af måneden

Det er dårlige tegn

Byger der går

Og byger der kommer

Hver eneste dag

Der bliver ingen sommer

Jeg slukker igen

For mit TV

Den vejrudsigt

Gider jeg ikke at se

Jeg stirre igen

Ud af min rude

Der må da være liv

I regnen derude

Pludselig jeg ser

En lille undseelig fugl

Der inde bag busken

Søger et skjul

Den ryster sig

Og basker regnen væk

Nu løfter den

Sit hoved kækt

Den synger højt

En lille sang

Om den sommer

Der var engang

Jeg smiler glad

Og tager mit tøj

Med støvler på

Er regnen ikke drøj

I det våde vejr

Jeg traver en tur

Og senere hen

Jeg napper en lur

I mine drømme

Er himlen atter blå

Og solen skinner

På mig – fra top til tå

Når ikke vejret

Vil arte sig

Må vi indrette os

Både du og jeg

Fra mit vindue jeg ser

Det blåsorte hav

De tunge hvide skumsprøjt

Vælter hidsigt frem

Tunge mørke skyer

Farer hen over himlen

Tunge af regn

Luften sitrer snart i forventning

Et lyn farer hen over himlen

Og slår ned langt ude på havet

Tordenbraget drøner

Med et højlydt ekko

Blæsten og regnen tager voldsomt til

På terrassen står snart

Store og spejlblanke søer af vand

Jeg åbner min dør

Snuser langsomt ind

Der dufter af regnvåd sommer

Druknet i regn

En forvirret humlebi

Tumler rundt som i blinde

Den forsøger til sidst at få ly

Under halvtaget

Et pindsvin tøffer forsigtigt

Hen over plænen

Det standser og finder en orm

Ligeglad med regnens trommen

Guffer og gnasker den løs

Af naturens overflod

Lidt efter ser jeg den forsvinde

I læ under det store træ

En fasan flyver op fra sivet

Den skogrer og galer vredt

Mens den ryster de regnvåde vinger

Prøver den at slippe væk

Fra naturens raseri

I sin nød lander den til sidst

Lige midt i sandkassen

Få øjeblikke efter

Sniger den sig ind i legehuset

Og snart hører jeg dens skogrende latter

Her var der tørt og godt

Jeg ler for mig selv og tænker

At uanset det barske vejr

Er der masser at opleve og se på

Når man har øjne og ører med sig

Muntre og sjove pudsige oplevelser

Det giver overskud og glæde

Og får smilet frem

Trods det øsende regnvejr

Jeg cyklede ad vejen en eftermiddag

Hvor skyerne dalede ned

Det var en rar og venlig dag

Jeg følte en herlig fred

Det klare vejr blev nu mindre klart

Det hele blev gråt i gråt

Det gjorde der hele mindre rart

Selv om tåge kan være flot

Det skumrede nu, og tågen blev tæt

Jeg cyklede anstrengt af sted

Ud af tågen kom to lygter med et

Men min skytsånd var med

Det brag, som jeg ventede, kom dog ej

Men mit hjertes dunken var nok

Når biler kører som den på min vej

Må jeg sige, så får jeg er chok

Jeg følte dødens iskolde hånd

Og mit hjerte standsede lidt

Jeg mærkede pustet fra en engels hånd

Og følte mig mindre svedt

Så satte jeg farten en smule ned

Og takkede min skaber og Gud

For var jeg kommet lidt før af sted

Var mit timeglas løbet ud

Jeg vågner en tidlig morgen

Solen er stået op

For at blive rigtig vågen

Jeg strækker langsomt min krop

Gaber højt og lytter

Stille til blodets brusen

Og hjertes rolige slag

Solsorten fløjter lystigt

Og kalder – stå nu op!

I hus og have er nok at lave

Også for en dovenkrop

Jeg gasser mig og tænker

Jeg når det nok

Det har ingen hast

Får jeg det ikke lavet  nu

Er der i morgen atter en dag

Min mave knurrer vrissent

Og tørsten melder sig

Jeg mærker efter – og smiler stille

Min krop har sendt sit start signal

Jeg puffer dynen på gulvet

Rejser mig og strækker atter min krop

Det er herligt at have tiden

Til at vågne i ro og fred

Uden stress og jag at mærke

At jeg ånder, lever og kan gøre

Lige hvad jeg kan – og vil

Hår

Så lysende hvidt

Som sne

Øjne

Så lysende blå

Som en sommerhimmel

Gigtsvage arme

Som dog klarede så meget

Ben som flyttede sig

Hurtigt efter hinanden

Et hjerte støbt af guld

Med overskud

Og kærlighed

Til dem du holdt af

Med forståelse og omsorg

For dem der havde det svært

Du sad ofte

I lænestolen

Med dine hænder foldede

På din runde mave

Huden var så rynket

Og fin

Du fortalte levende

Om frokosten og kaffen

Med de andre pensionister

Hvad I fik at spise

Hvem du sad til bords med

Du lo højt med din smittende latter

Når du gengav

Hvor gode de andre var

Til at drikke ”små genstande”

Din pande blev rynket

Mens din klare hjerne

Kaldte minderne frem

Fra din barndom og ungdom

Fra en tid med fattigdom

Og sult og nød

Du fortalte om sorger

Glæder og kampe

Hvordan du holdt ud

Din hukommelse var

Utrolig og beundringsværdig

De mindste detaljer

Dukkede frem af dybet

Din fortælleevne var

Formidabel og medrivende

Din livsglæde

Ukuelig optimistisk

Du inspirerede og gav videre

Af din indsigt og viden

Du fascinerede og bjergtog

Med dit livssyn og overskud

Jeg glemmer dig aldrig

Tiden står stille

I havets sørgmodige

Brusen

Snart er den herlig sommer

Borte som et vindpust

Skoven falmer langsomt

Bladene falder stille ned

Dækker jorden og bliver til muld

Markerne bliver sorte

Det hele virker trist og gråt

Men udsigten til

Igen at opleve foråret

Farverne, duftene og lyset

Og bølgernes brusende

Azurblå univers

Gør det hele

Lidt lysere

Og vinteren lettere

At gå i møde

Sund lærdom

Til en stresset sjæl

Du levede et liv, jeg ikke kendte

Dit sind rummede kroge, jeg aldrig så

Den dag du nødråbet sendte

Var det for sent, at jeg begyndte at forstå

Jeg hørte et råb om hjælp bag din snak

Jeg søgte at hjælpe med råd og ideer

du ville gå til læge – men ak

han fattede intet – og nu er du ej mere

Du gik ud i søens kolde vand – og fik fred

for de frygtelige tanker der nagede og plagede

I døden fik du den opmærksomhed

Som dit drøje liv for altid manglede

I tankerne hører jeg endnu din stemme

Da du talte om livet og dets besværlighed

Jeg vil dig aldrig glemme

Og er taknemmelig for, at du fik fred

Du lærte mig i dødens skygge

At intet er tilfældighed

Du gav mig både sorg og lykke

Til sidst jeg fik din fortrolighed

Et sidste farvel til dig – du kære

Må du for evigt hvile i fred

Du gav mig en livslang lære

At dømme andre er uforståelighed

Edderkoppespind

gynger frækt

i en enkelt forårsvind

Jeg gør huset rent

Ser at blive færdig

i en fart

For igen at slappe af

på en herlig forårsdag

Mens lærken slår sin trille

og en stribet kat

lusker omkring

Solen sender sine

varme stråler

Jeg åbner døren

Der sidder nok

et edderkoppespind

Og gynger frækt

i den lune

forårsvind

Så længe

Lyset brænder

Er der

Mål at søge

Håb at forfølge

Glæde at føle

Kærlighed at vinde

Lykke at finde

Liv at leve

Nyd dit liv

Lev dit liv

Brug dit liv

Så længe

Lyset brænder

Den dag lyset

Slukkes for altid

Da er det for sent

Jeg måtte klatre helt op på toppen af bjerget

for at nå ensomheden.

Det var en hård og opslidende klatretur

op til den tinde, som så få har set.

Jeg vidste ikke,

hvad det var i virkeligheden.

Men det sidste, jeg havde ventet at finde.

var ensomheden.

Jeg stod der

og ventede på den jublende fryd,

jeg troede, jeg ville føle.

Men den kom ikke.

Jeg var for langt borte

til at høre bifaldet

og tage imod de gyldne håndtryk

Jeg var alene

og følelsen af ensomhed var overvældende.

Luften var så tynd,

at jeg næppe kunne ånde.

Jeg havde nået toppen,

og andre mennesker mente

jeg var en helt

Men det var morsommere

nede for foden af bjerget.

Da jeg uden andet end håbet

begyndte drømmen om fuldbyrdelse

Det eneste jeg så for mig - dengang

var toppen af det bjerg.

Der var ingen til at fortælle mig

om ensomheden

Men det var frygtelig,

da jeg havde nået toppen

Elementerne havde efterladt mig

forslået, døvet og blindet.

Og jeg var alt for træt til at nyde sejren

Jeg havde aldrig haft i sinde,

at begynde at klatre

Dog tog jeg ubevidst

det første skridt den dag

jeg så mig om og sagde til mig selv

Dette er ikke nok

Jeg ønsker noget mere.

Og da var det allerede for sent

at vende om

Morgensolens smukke skær

Lyser himlen op

Medens jeg vandrer af sted

Mod bambusbroen

Mod det ukendte

På den anden side

Broen ser spinkel ud

Alligevel er jeg ikke bange

Cikadernes sang

Og fluernes summen

Giver mig ro og styrke

Jeg træder ud på broen

Den knager og giver sig

Forsigtig går jeg ud

Og stopper på midten

Jeg kikker forsigtig ned

I dalens svimlende dyb

Jeg trækker vejret dybt

Og går langsomt videre

Når de lokale kan gå over

Bambusbroen hver eneste dag

Kan turisten vel også

Bare en enkelt gang

Frygt ej dagen

Mød den med

Glæde over livet

Og fyld den med

Det du bedst

Synes om

Lyt til det

Der findes

Omkring dig

Lad virkeligheden

Blomstre

Den er smuk

Hvad vi kan

Gøre er

Uendelig meget

Der findes ingen

Grænser

I mit inderste jeg

Findes der

Oprindelige

Rene følelser

Af kærlighed og fred

Af harmoni og visdom

Jo mere jeg

Fremelsker disse følelser

I mig selv

Jo mindre

Plads er der

Til mine negative vaner

Og negative følelser

Og destruktive handlinger

Den bedste måde

At fremelske og styrke

De rene følelser på

Er at forstå og udforske

Arbejde med og opbygge

Min spirituelle identitet

Mit inderste jeg

Følelser og sund fornuft

Kæmper som torden

I sommerluft

Roligt og stille 

Blide vinde

Det er fornuftens

Besindige tinde

Bulder og lynild

Og stormenes sus

Er sindets hengemte

Følelsernes brus

Kun sjældent de følges

Side om side

Det får vist alle

Engang at vide

Når følelserne

I sindet bruser

Præcis som storme

I træerne suser

Så har fornuften

Sluppet sit tag

Og da kan det ende

Med et ordentlig brag

Bragene skræmmer så mange

Men hør

Det farlige er det

Der var lige før

Det lyn – det klarsyn

Der ej lod sig høre

Men som efterlader

Et rædsomt røre

Et kaos i sindet

Et værre rod

Blev skabt da

Fornuften en stund forlod

Universet, og overlod det

Til en kraft

Der er større end den

Det før har haft

En kraft der samler

Og spreder alt

Det er den der

Er selve livets salt

En kraft der afføder

Ydmyghed

Det er tro

Håb – og kærlighed

Der sidder en fugl

Med vinger af is

Den er ene

Skønt den er i flok

Og selv om den sidder

I sommerens dis

Får den aldrig

Varme nok

Dens vinger er stive

Den kan ikke flyve

Skønt de andre

Beder den derom

Den er der endnu

Ved morgengry

Hvor resten af engen

Er stille og tom

Den fryser

Skønt solen varmer den

Men sådan er livet

En evig kval

Er du kold

Er det svært at få

Varmen igen

Også hvis du er

En lille spurv

Er du usikker

På dig selv

Og på livet

Må du tænke på

At angsten

For at leve

Og angsten

For ikke at få levet

Er noget vi må lære

At leve med

For livet er som en komedie

Lad ikke timerne

Og dagene glide bort

Som en flod

Der løber mod havet

Og iler mod sin egen

Udslettelse

Hold fast på tiden

Hver time på dagen

Er en gave

Hver dag i året

Er en ny oplevelse

Og det er vor egen

Skyld

Hvis livet bliver

Trist og ensformigt

Livet er jo

Som en komedie

Hvor alle får

Tildelt en rolle

Vi kan ikke

Give rollen

Fra os

Og få en anden

Men vi kan

Bestræbe os

På at udføre rollen

Så godt som

Muligt

Vær derfor ikke

Misundelig

På dem

Der får

Hovedrollerne

Men husk

At den lille rolle

Kan gøres

Stor

Det ser man

Både på teatret

Og i

Virkeligheden

Livet er som

En komedie

Livet er en sort trang fødselskanal

Maseri, smerte, lyd og lys.

En varm brystvorte med mælk,

og et dunkende hjerte bag.

Livet er tryghed, hygge og omsorg,

en mors nynnen, en fars brummen – kærtegn

Livet er vælling, øllebrød og spinat,

man spytter ud i hovedet på de andre

Livet er rugbrødsterninger,

der hele tiden proppes ind,

og lige så hurtigt spyttes ud igen.

Livet er potten og sovedyr.

Livet er børnehave med maling,

ler og brødbageri.

Livet er skolen med x-er og y-er,

Historie, dansk, geografi.

Livet er en god kammerat og te,

når man kommer hjem.

Livet er de andre,

Kønskampen,

gøre sig lækker for det andet køn

Livet er en forlovet,

en lejlighed, en ægtefælle

Livet er skæg og ballade

og et barn

Livet er skrig og skrål,

søvnløse nætter,

bøvser og lortebleer,

sortrandede øjne og hængehår.

Livet er en frustreret ægtefælle

Surhed og træthed.

Livet er det første smil,

Børnehave- og skoleproblemer,

iturevne trøjer og buksebage,

krydret med de første eder.

Livet er store børn, svigerbørn,

børnebørn og forventning.

Tomhed.

Oldebørn – venten.

Livet er oldebørn, der ikke viser

tegn på genkendelse

og børn du ikke kender.

Livet er tab af ægtefælle

Livet er inaktivt

Afmægtigt

Slut

Livet er  til sidst

en hvid æske med låg.

Farvel og tak!

For hvad??

Vi har fået livets gave

For at vi kan bade i

Vand og solskin i livets have

Vi skal ikke gå i hi

Livet har vi pligt at bruge

Som en gave – hør nu kun

Vi skal livets tidsler luge

De er her ikke uden grund

Først når vi har lært at luge

Og kan kende godt fra skidt

Da kan vi livets have bruge

først da er den din og min