Ensomhed - et problem i det moderne samfund

Hvad er ensomhed?

Det kan være meget svært at svare på, da det kan opleves meget forskelligt.

Det beror på personlig stillingtagen, når man skal definere, hvorfor ensomhed opstår, og en opdeling kan føles kunstig og meget vanskelig, da de forskellige faktorer står i relation til hinanden og er svære at adskille.

 

”Ensomhed er som en sygdom, der udvikler sig mere og mere”

 

”Selvvalgt ensomhed er et paradis,

den påtvungne ensomhed er et helvede!”


Disse to udtalelser beskriver udmærket, hvordan vi ind i mellem oplever kontakten – eller mangel på samme - til andre mennesker.

Næsten alle mennesker har følt sig ensomme på et tidspunkt.

Nogle føler sig ensomme den største del af deres liv.

Det er et essentielt behov for de fleste mennesker at vide, de er værdifulde.

Mange mennesker, der lider af ensomhedsfølelse, er overbevist om, at de er værdiløse, at andre mennesker ikke gider beskæftige sig med dem.

 

I vort moderne samfund taler mange om, at de lider af ensomhed på en eller anden måde, og de fleste erkender, at ensomhed er blevet et tiltagende problem i Danmark.

Der kan være mange årsager til, at mennesker føler sig ensomme.

Familien er blevet mindre, de ældre bor for sig selv eller på institution, og der bliver født færre børn. Mange arbejder langt fra deres hjem, adskilt fra slægt og venner. Arbejdet er måske hårdt og stressende og med forskudte arbejdstider, og der bliver ikke overskud til kontakt til andre.

 

Den sparsomme fritid bliver brugt til et måske mislykket forsøg på at bevare parforholdet. Skilsmisseprocenten er steget voldsomt, og psykiske, kulturelle og økonomiske barrierer kan forhindre den kontakt til andre, der er så nødvendig, hvis man skal finde venner og holde på dem.

Arbejdsløshed og den deraf følgende manglende selvagtelse kan være en vigtig forløber for ensomhed. Den faktiske oplevelse af, at man ikke mere har nogen eller noget at holde af, får mange til at føle, at livet er meningsløst.

 

De nævnte faktorer samt det enkelte menneskes personlighed kan være medvirkende til, at man føler sig ensom, når man ikke har andre mennesker at kommunikere med, være sammen med, opbygge venskab til. Et varmt venskab eller en kærlighed, der varer ved.

 

Ensomhed opstår i alle aldersgrupper.

Jeg mener, at forudsætningen for at blive ensom stiger med alderen.

 

Den øgede ensomhed hos ældre kan ses på baggrund af de ældres situation i velfærdssamfundet.

De ældre bliver hyppigere end andre aldersgrupper udsat for dødsfald blandt venner og familie, og det kan være svært at knytte nye kontakter. Udviklingen af familiemønstret i retning af små kernefamilier og større tendens til flytninger bevirker, at flere ældre bliver isoleret fra deres familier. Afstanden vanskeliggør den nærmere kontakt. Den mindskede familiesolidaritet, som desværre er fremherskende i vores samfund, kan bevirke, at den gensidige glæde, børn, børnebørn og ældre kunne give hinanden, bliver en kilde til besvær og dårlig samvittighed for alle parter.

Den ældre er ked af at mase sig på og give udtryk for ensomhed og savn af angst for at vise svaghed og tabe ansigt.

 

En af mine veninder på 75 udtrykker ensomheden således:
”Der er dage, hvor jeg ønsker nogen ville ringe mig op og få en sludder. Jeg mener selv, at jeg altid skal tage initiativet. Ofte tænker jeg – nej – nu er det deres tur. Jeg tror, jeg plager dem ved at ringe, når de aldrig ringer selv!”

 

Udviklingen og kravene på arbejdspladsen medfører ofte, at de ældre udsættes for store arbejdsmæssige belastninger med sygdomstilfælde og førtidspensionering som resultat.

Førtidspensioneringen medfører, at den ældre pludselig skal omstille sig til en tilværelse, der kan forekomme uden funktion og mening. Hvis den ældre har forladt arbejdet ufrivilligt og ikke har nået at gøre sig overvejelser om, hvor vigtigt det er at have noget meningsfyldt at give sig til og se resultat af, vil det ofte medføre alvorlige konsekvenser i form af apati, uro, rastløshed, øget selvoptagethed og aftagende evne til at forholde sig til omverdenen. Erhvervsophøret medfører en afgørende ændring på den sociale kontakt og venskab, som arbejdet gav mulighed for. Mødet med andre mennesker kommer ikke mere af sig selv. Mange har desuden identificeret sig så stærkt med deres arbejdsrolle, at de oplever tab, isolation og ensomhed, når de forlader arbejdet. Denne omstillingsproces kan forårsage fysisk og psykisk sygdom, stigende mangel på interesse for omgivelserne, håbløshed og initiativløshed, og det er for mange vanskeligt at finde ny livsform, som kan give mening og funktion.

 

De ældres økonomiske situation medfører med tilbagetrækningen fra erhvervslivet et betydeligt fald i den disponible indkomst. Indtægtsnedgangen formindsker muligheden for at bevare det hidtidige forbrugsmønster, og den ældre kan føle tab af prestige og respekt fra omgivelsernes side.

Mange ældre er opvokset i en tid, hvor det var medværdigende at gå til det offentlige og bede om hjælp, og de kan derfor let blive ensomme.

 

De ældre rammes også i særlig grad af den tiltagende kontaktløshed i boligområderne. Kommunens ældrepolitik med ”Længst mulig i eget hjem” har medført, at mange ældre kun har få kontakter udadtil, og at de er meget dårlige, når de endelig bliver visiteret til plejehjem. Som følge heraf har de ældre ikke mange muligheder for at deltage og være aktive i de tilbud, der er på plejehjemmet og derved bryde ensomheden.

 

Som situationen er i dag, er mange ældre blevet passiviserede og ensomme. Samspillet mellem de fysiske, psykiske og sociale problemer og tab, de ældre har, og de gensidige reaktioner, normer og forventninger fra omgivelsernes side, kan til sidst medføre, at de ældre mister følelsen af identitet og egenværdi. Nutiden føles meningsløs, og ensomhed og værdiløshed får overtaget. Disse ting kan i sidste instans medføre, at den ældres psykiske forsvar langsomt og trinvist nedbrydes, isolationen forværres, og der kan udvikles psykisk sygdom eller demens.

 

Hvad kan du og jeg gøre ved problemet?

 

Jeg mener det er muligt at rette op på, at ensomhed kan stige med alderen, rette op på at det i det hele taget opstår.

 

Hvis vi skal have et ordentligt liv – også i alderdommen – kræver det lang tids forberedelse.

For at forebygge ensomhed og styrke det sociale netværk, er det vigtigt at de unge i dag gør op med sig selv, hvad de vil, når de bliver gamle, og overvejer hvorledes pensionisttilværelsen skal forme sig. De skal være mere aktive, kræve medindflydelse på omgivelserne og opdrage deres børn til at blive en generation, der kræver noget af sig selv og omgivelserne.

Både unge og midaldrende skal leve et liv, der nedsætter risikofaktorerne, altså undgå at forurene både det indre og det ydre miljø. Vi skal gøre os overvejelser om, der er muligt at blive gammel i den nuværende bolig, så en flytning med tab af nærmiljø og socialt netværk undgås.

I dag bor mange ældre i store og upraktiske lejligheder og huse. Der er derfor brug for mange flere handicapvenlige boliger bygget i et plan, hvor man kan færdes, selv om man har svært ved at bevæge sig. Hvis alle fremtidens boliger blev bygget handicapvenlige, ville det både være besparende for samfundet på længere sigt og give mulighed for en bedre livskvalitet og øge forebyggelsen af ensomhed.

 

De fleste forventer, at man som ældre endelig får tid til de ting, der er blevet skudt til side i de yngre år, at der bliver tid til familie, venner og interesser. Hvis en sådan forventning skal kunne opfyldes, er det vigtigt, at vi sørger for at have fået nogle gode venner og udvikle fritidsinteresser, som vi også vil finde meningsfulde som ældre. En nedsat arbejdstid, eventuelt til det halve, ville være en af vejene til at få tid og ressourcer til dette. Samtidig kunne en nedsat arbejdstid måske løse lidt af arbejdsløsheden, så flere fik mulighed for både et meningsfuldt arbejde og en meningsfuld fritid.

 

Vi får ikke mindre brug for psykisk stimulans, fordi vi bliver ældre. Det er derfor altid muligt at arbejde med sig selv og den ensomhed, vi føler. Som mennesker skaber vi selv vores egen virkelighed. Alt hvad vi oplever, og de situationer vi befinder os i, er resultat af vores indre virkelighed, de følelser, tanker og overbevisninger vi har. Vi gør konflikter til en indre konflikt, fordi vi ikke har magt til at gøre andet. Hvis vi ønsker at tro, at livet er ensomt, at ingen elsker os, så er det den oplevelse, vi finder i vores egen verden.

Sagt på en anden måde, underbevidstheden accepterer det, vi vælger at tro. Når vi erkender dette, er det fornuftigt at vælge en tanke, der siger -”Alle vil mig det godt!” – i stedet for – ”De er andre er altid ude efter mig!”

Livsfilosofien bag dette er blandt andet beskrevet af Louise Hay i bogen ”Helbred dit liv”, hvor essensen er, at man skal lære at kende de selvødelæggende tendenser hos sig selv, finde ud af, hvor de stammer fra, hvorfor man stadig har dem, hvad man bruger dem til, og hvad man kan gøre for at overvinde dem. Selvanerkendelse og selvaccept her og nu er nøgle til en positiv forandring ud af ensomhed.

 

Alternative løsningsmuligheder

 

Mange ældre tilgodeser i dag deres behov for social kontakt ved at deltage i fritidsaktiviteter på dagcentre, omsorgscentre og pensionistklubber. Derudover benytter mange ældre sig af de fritidsaktiviteter, hvor der kommer folk fra alle aldersgrupper. Jeg mener det sidste er en stor fordel, da de unge og de ældre kan drage nytte af hinandens viden og erfaring og derved skabe grobund for et øget socialt netværk for alle parter.

Den største fare ved disse i øvrigt gode tilbud er, at det er de i forvejen aktive og ikke ensomme, der tager initiativ til at komme ud blandt andre og derved holder sig åndeligt i gang.

Det er derfor en stor og vanskelig opgave at spore de virkelig ensomme ældre, da de fleste ikke vil reklamere med, at de faktisk føler sig ensomme. For at sikre at alle ældre får mulighed for at udnytte deres ressourcer og kommer ud af ensomheden er det vigtigt, at alle, der har eller får kontakt til ældre er opmærksomme på, om der er et skjult behov for et øget netværk.

Jeg kunne forestille mig et ændret familiemønster, hvor de ældre igen blev en naturlig del af samfundet. Dette kunne for eksempel ske i form af bofællesskaber eller kollektiver, hvor børn, unge og ældre gensidigt trak på hinandens ressourcer.

En anden ide kunne være at lave en fælles berøringsflade i lokalsamfundet i form af fritidshus eller medborgerhus. Alt opsøgende arbejde, servicetilbud, frivilligt og lønnet arbejde skulle ledes og fordeles herfra.

 

I fritidshuset kunne der være tilbud om:

Erhvervsvejledning, psykologisk rådgivning, alternative terapier, havearbejde, rengøring, børnepasning, reservebedsteforældre.

Lokal avis, erindringer, diskussionsklubber, hjælp til selvhjælpsgrupper. Madhus, fællesspisning, madudbringning, transport, interessegrupper.

Sportsrådgivning og træning, fysioterapi, ergoterapi, afspænding. Besøgsvennetjeneste, aftenskole ungdomsskole etc. etc.

 

Både ældre og yngre i lokalsamfundet skal drages ind i planlægningen og udførelsen, så alle interesser har mulighed for at blive tilgodeset. Når det lokale sociale netværk på denne måde bliver styrket, åbner det op for, at både unge og ældre i deres indbyrdes kontaktforhold får dækket nogle af de grundlæggende behov for stimulation og sociale kontakt.

 

De nævnte løsninger vil åbne op for et mere forebyggende arbejde. Alle får naboansvar, generationskløften bliver mindre, det sociale netværk øges, man bibeholder en roller og position i samfundet og har både enkeltvis og i fællesskab en større indflydelse på, hvordan ens egen og andres alderdom vil blive.

 

Der findes sikkert løsningsmuligheder som jeg ikke har tænkt på, og der vil sikkert altid være en restgruppe, som fortsat er ensomme, trods alle forsøg på at afhjælpe det.

Der vil altid være nogen, der ikke har behov eller lyst til at komme ud af ensomheden. Man kan godt have megen kontakt og dog være ensom, såvel som man kan være totalt isoleret og alligevel ikke føle sig ensom.

 

Jeg vil godt pointere, at unge såvel som ældre, såfremt de selv ønsker det, skal have lov at passe sig selv. Den enkeltes valg skal respekteres fuldt ud. Ingen skal slæbes til aktiviteter eller have trukket et nyt bekendtskab ned over sig. Retten til at sidde for sig selv eller være alene bør være ukrænkelig.

 

Mit håb for fremtiden er, at alle – unge som ældre – vil arbejde på at skabe en holdningsmæssig og økonomisk politik over for problemet ensomhed, så alle får mulighed for personlig udvikling og vækst. Alle må dele deres liv, erfaringer og ressourcer med andre, undersøge hvad mere der kræves, i en gensidig ansvarsfølelse, tage kampen op mod ensomheden, så den ikke fortsat skal være et problem i det moderne velfærdssamfund.

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

egon andersen | Svar 14.07.2012 00.41

hej det er godt at ensomhed på banen det er et stor problem for mange især ældre der mister sin kære også folk som bliver skilt som mig er meget ensomme

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I går | 20:47

Meget gode oplysninger . Min slægt er fra Skrødstrup,Mariager Hem.

...
25.09 | 00:25

vi har de sidste 6 år boet i chiang mai, men fra i år bliver det kun om vintren, da jeg er kommet i reparationsalderen.........tak for god læsning.

...
25.09 | 00:22

vi har jo næsten et skæbnefællesskab, men det hører jo nok de årgange til, fra det lag i befolkning, vi har også rejst meget ,dog mest på primitiv camping, men

...
17.08 | 18:51

Spændende at læse da der er mange af mine aner der er fælles. Bla. Holmslægten

...
Du kan lide denne side