Et utraditionelt job

Efter 8 år i samme stilling som plejehjemsassistent ved et stort bofællesskab for fysisk/ psykisk udviklingshæmmede følte jeg i 1996, at tiden var inde til nye udfordringer. Gennem længere tid holdt jeg nøje øje med avisen, og endelig så jeg annonceteksten, som fik mig op af stolen og ud til computeren i en fart.

 

Aktivitetscafeen Den Blå Paraply søger projektmedarbejder til styrkelse af de samlede aktiviteter og primært til etablering af frivillighedsformidlingen.

 

Det er lige mig, tænkte jeg uden at vide, hvad en frivillighedsformidling var, men jeg følte, at der var mange spændende samarbejdsrelationer og store muligheder for at arbejde kreativt, opsøgende og selvstændigt, og at jeg kunne kombinere fritidsinteresser og faglighed på en ny og ganske anderledes måde.

Ansøgningen blev sendt af sted, og kort tid efter var jeg til samtale og fik stillingen, som havde en indbygget tidsbegrænsning med mulighed for forlængelse.

 

Den Blå Paraply

 

Det var som at komme til en helt anden verden, der indeholdt både ukendte og kendte elementer. Første opgave var at kende cafeens historie, baggrund og arbejdsgang, da jeg ud over frivillighedsformidlingsarbejdet skulle kunne gå ind ved lederens fravær og kunne arbejde i cafeen, hvis der var travlt, eller der manglede en frivillig medarbejder.

Den Blå Paraply blev oprettet i 1994 på initiativ af de to kirkelige organisationer Blå Kors og KFUM`s sociale arbejde i Danmark og er det første samarbejde omkring et konkret socialt projekt mellem de to organisationer. Kommunen gik ind som en tredje part med økonomisk støtte.

Vi var to lønnede medarbejdere – cafelederen og jeg. Desuden var der 12 – 15 ulønnede og frivillige, der arbejdede i cafeen på skift. I gruppen af frivillige medarbejdere var der både kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, førtidspensionister og efterlønsmodtagere. Baggrund og forudsætning for at indgå i cafearbejdet var forskelligt, men i fællesskab var der fundet løsninger tilpasset den enkelte. De fleste indgik i en ugeplan med faste vagter en eller flere gange om ugen. For de, der ikke ønskede eller magtede dette, var der fundet arbejdsopgaver, som de kunne varetage, når de havde tid, kræfter og overskud.

Der var et utroligt godt socialt fællesskab mellem de frivillige, og mange af dem havde knyttet venskaber og hjalp hinanden også i fritiden. Glæden og tilfredsheden over at bruge hverdagen på noget meningsfyldt kendetegnede de fleste frivillige, og mange af dem gav udtryk for, at arbejdet i cafeen havde øget deres selvtillid og dermed også havde givet dem mod på at give sig i kast med nye udfordringer.

 

Dagligdagen

 

Hver dag startede med morgenmødet, hvor dagens opgaver blev fordelt, og samtalen gik om småt og stort. Det var ofte i dette forum, at jeg oplevede nye ideer blive født og drøftet.

Udover morgenmøderne var der medarbejdermøde en gang om måneden. Her blev overståede arrangementer evalueret, og nye blev planlagt. Der blev diskuteret holdninger, menneskesyn og formål med arbejdet. Et vigtigt element i medarbejdermøderne var, at alle frivillige fik mulighed for at møde hinanden, og dermed fik de mulighed for at supplere og støtte hinanden, samt de kunne gøre brug af hinandens forskellige evner og ressourcer.

Cafeen var et alkoholfrit værested med et trygt og positivt miljø. Her kunne alle byens borgere dumpe ind, købe kaffe eller frokost, læse avis, og hvis man ønskede det, være med i det sociale samvær i et aktivt og meningsfyldt fællesskab.

I sin målsætning adskilte cafeen sig klart fra almindelige cafeer. Man kunne få omsorg og social kontakt fra både lønnede og frivillige medarbejdere. Som bruger kunne man være anonym, og når som helst kunne man henvende sig til en af de frivillige medarbejdere og bede om en samtale.

Der blev ydet støtte til enhver, der havde problemer og som selv ønskede hjælp til selvhjælp.

Brugerne havde stor mulighed for selv at præge aktiviteterne med deres behov og ønsker, og kun fantasien satte grænserne. Der var mandagstraveturen ud i det blå, EDB undervisning, papirklip, sy værksted, sang eftermiddage, foredrag og meget andet. Desuden var der en mindre montagevirksomhed, hvor der blev samlet blomsterpinde til en lokal planteskole. Endvidere blev der arrangeret udflugter, lejrture og alkoholfrie fester for cafeens brugere og medarbejdere.

 

Gennemsnitlig kom der 25 – 30 gæster i cafeen dagligt. Tilsyneladende appellerede cafeen til en meget bred gruppe mennesker, der meget firkantet kan deles op i 3 hovedgrupper.

Første og primære gruppe er de faste brugere, der kom næsten dagligt. Det var meget kendetegnende for dem, at de havde store personlige, psykiske eller sociale problemer, og at de havde et ringe eller intet socialt netværk. De fleste af dem havde et stort behov for samtale og kontakt og tilbragte den største del af deres tid i cafeen. For dem var medarbejderne og de øvrige faste brugere blevet deres nærmeste og faste netværk, med hvem de delte små og store problemer eller glæder. Nogen fra denne gruppe var så småt begyndt at besøge hinanden uden for cafeens åbningstid, en særdeles positiv udvikling.

Anden gruppe var også kendte brugere, men de kom måske ikke så ofte som første gruppe. Kendetegnende for dem var, at de var mere velfungerende. De var typisk tilknyttet andre former for fællesskaber og netværk enten i form af familie, arbejde, uddannelse eller andre sociale hjælpeforanstaltninger. De kunne lide at komme i cafeen og deltog også i  de forskellige aktiviteter og tilbud – dog i mindre grad end første gruppe.

Tredje gruppe kunne bedst betegnes som ”gæster”. Det kunne være tilfældigt forbipasserende eller turister, der brugte stedet som en almindelig cafe. Det var mennesker, der havde hørt om stedet, og som var nysgerrige, eller mennesker som overvejede at blive frivillige. Endelig kom der en del, der godt kunne regnes som cafeens primære målgruppe, men som lige først skulle se stedet an, før de måske senere blev mere hyppige og faste brugere af stedet.

  Tradition og fornyelse

 

Vi har en lang tradition i Danmark for at lave frivilligt arbejde, og opmærksomheden over for det frivillige sociale arbejde er stadig stigende. Der findes utrolig mange forskellige frivillige og ulønnede opgaver i det danske samfund. Som eksempler kan nævnes besøgsvenner for ensomme ældre, bladarbejde, medarbejder i sociale cafeer og varmestuer, miljøarbejde, genbrugsbutikker, humanitært arbejde, lokalradio, indsamlinger, projektarbejde med meget mere.

Mange mennesker har lyst til at gøre en frivillig indsats, men det kan være svært at vide, hvordan man kommer i gang, eller hvor mulighederne er.

Frivilligt arbejde har med årene været på vej mod noget, der skal formidles ligesom lønnet arbejde. På få år skete der en øget vækst af frivillighedsformidlinger overalt i Danmark. De blev kontaktpunktet, hvor organisationerne og frivillige kunne finde hinanden.

Med tilskud fra det offentlige og private midler påtager formidlingerne sig systematisk at formidle kontakt mellem mennesker, der har lyst til at arbejde frivilligt, og personer, foreninger og organisationer som har brug for frivillige medarbejdere. Med andre ord er frivillighedsformidlingen en slags arbejdsformidling for frivilligt arbejde.

Stadig flere mennesker oplever, at samfundet eller arbejdsmarkedet ikke mere har brug for dem, uanset hvad de gør, og store menneskelige ressourcer bliver spildt. Mange af disse mennesker kan mangle den selvværd og identitet der vokser ud af udvekslingen med omgivelserne. De føler måske ikke mere, de er værdsat, anerkendt og respekteret som en del af et fællesskab.

En frivillighedsformidling kan ikke løse alle menneskers problemer, men den kan være medvirkende til, at flere bliver opmærksom på, at et lønnet arbejde ikke absolut er den eneste ramme for en meningsfuld tilværelse, og at et ulønnet arbejde kan have stor betydning for identitetsfølelsen. Det kan eksempelvis betyde sociale samvær, følelsen af at foretage sig noget nyttigt og betydningsfuldt, at andre har brug for en. På den måde kan frivilligt arbejde blive hjælp til selvhjælp.

 

Den Blå Paraply havde via PUF midler (Pulje til støtte for Udvikling af Frivilligt Arbejde over for særligt vanskeligt stillede) fået økonomi til etablering af en frivillighedsformidling. Disse midler blev bevilliget for et år af  gangen og blev baseret på, at eksempelvis kommunen overtog finansieringen efterhånden, som formidlingen fik sig markeret og beviste, at der var behov for den.

Det havde fra starten været planer om at kombinere aktivitetscafeen med en frivillighedsformidling, og indtil min ansættelse havde der været formidling i det små, men de frivillige var primært blevet ansat til aktivitetscafeen og ikke til andre organisationer/ foreninger.

Målet for frivillighedsformidlingen var at støtte, fremme, formidle og videreudvikle det frivillige arbejde samt at udvikle frivillighedsformidlingen løbende i forhold til de frivilliges og organisationernes behov og ønsker.

Ifølge vedtægterne kunne der ikke formidles frivillige til politiske partier, til det private erhvervsliv eller til aggressive religiøse bevægelser.

I arbejdet med frivillighedsformidlingen forsøgte jeg at lære så meget som muligt af de initiativer, der allerede var i gang. Jeg tog i starten kontakt til frivillighedsformidlingen i Ålborg, Århus og Hobro for at få inspiration og ideer. Trods en fælles grundide var de forskellige med baggrund i den geografiske placering, lokal tilknytning og opbakning og ikke mindst i projektledernes personlige stil og baggrund.

Jeg var ikke i tvivl om, at det var en styrke for projekt ideen, at den kunne tilpasses og udtrykkes forskelligt og ikke absolut skulle presses ned i en bestemt form. Det betød for mig, at jeg kunne vælge de metoder og anbefalinger ud, som jeg følte passede bedst ind i de lokale forhold og måder at gøre tingene på. Desuden fik jeg på denne måde mulighed for at udnytte mine personlige ressourcer, ideer og tanker optimalt.

 

Opsøgning og kontakt til organisationerne

 

Selve proceduren med at finde og kontakte organisationerne blev sat i gang via et brev.

Via telefonbøger fandt jeg frem til 40 – 50 foreninger/ organisationer, der fik tilsendt brevet, der gjorde opmærksom på projektet, ideen og formålet med en frivillighedsformidling.

Den skriftlige henvendelse blev hurtigt fulgt op af en telefonisk, og organisationerne fik tilbud om yderligere oplysninger og introduktion af projektideen og formidlingen af de frivillige, samt der blev tilbudt et personligt besøg.

Medens jeg ventede på respons, konstruerede jeg skemaer til brug ved besøget. Skemaet kom til at indeholde organisationens navn, adresse, kontaktperson og telefonnummer. Desuden var der en udførlig beskrivelse af organisationen, dens stil, arbejdsform og målsætning. Der var spørgsmål om behov for frivillige, arbejdsopgaver og jobformulering, antal timer, samt hvilke kvalifikationer man ønskede, samt hvilke krav der blev stillet.

I løbet af de to første måneder besøgte jeg 24 meget forskellige organisationer, eksempelvis Amnesty International, Arbejdersamaritterne, en lokal lejerforening, Dansk Blindesamfund, Ældresagen, Dansk Flygtningehjælp, Blå Kors, et dukketeater ledet af frivillige og en lokal idrætsforening for fysisk/ psykisk handicappede.

Hvert besøg var en helt unik og speciel oplevelse og en stor personlig udfordring. Ingen af besøgene var ens eller gav et enslydende resultat. Flertallet af de besøgte organisationer havde et stort behov for flere frivillige og var meget ivrige for at give mig så god information som muligt.

Enkelte organisationer frabad sig besøg men sendte materiale samt gav udtryk for, de ikke havde behov for flere frivillige i øjeblikket, men at de ville henvende sig, hvis behovet skulle opstå.

Nogle meget få af organisationerne var skeptiske, de ønskede ikke at medvirke eller stå i kartotek.

De væsentligste misforståelser i forhold til projektideen og formidlingens arbejde drejede sig dels om konkurrence, dels om en opfattelse af, at de frivillige, der blev henvist via formidlingen skulle være dårligere end de frivillige, organisationerne selv kunne rekruttere.

Disse holdninger respekterede jeg. Det var vigtigt at understrege projektets frivillige karakter. Formidlingen skulle ikke opfattes som en konkurrent. Den var et tilbud, som organisationerne kunne gøre brug af, som de havde behov for og lyst til.

 

Denne opsøgende virksomhed var absolut nødvendig for at få opbygget et godt kontaktnet.

Det kunne ikke nytte bare at sætte sig ned og vente på, der kom et svar – svaret skulle opsøges, selv om det kunne virke pågående og ind i mellem grænseoverskridende.

Det kunne ikke nytte at lade eventuelle misforståelser brede sig, de skulle derimod opklares så hurtigt som muligt.

Og det nyttede heller ikke, at afvente en invitation fra organisationerne. De havde alt for travlt til at sende invitationer til en eventuel samarbejdspartner.

Jeg fandt ikke en entydig opskrift på, hvordan besøgene skulle eller kunne gøres, men en god sans for timing, fornemmelse af organisationernes forskelligheder og behov samt stor lyst til at sælge projektets ide blev de vigtigste ingredienser i mit arbejde.

Jeg samlede skemaer og diverse brochurer fra organisationerne i en præsentationsmappe.

Sammen med oversigten over de mange frivillige jobs blev der skabt basis for kontakten mellem mennesker, der havde lyst til at gøre et stykke frivilligt arbejde og organisationer/ foreninger, der havde behov for frivillig indsats.

 

Overskrift 1

Samarbejdet med de frivillige

 

Samarbejdet med de potentielle frivillige kan groft inddeles i tre faser. Undersøgelse af behov og ønsker, vejledning med hensyn til jobtype og omfang samt henvise eller afvise.

For at kunne finde den rette person til den rigtige opgave var det nødvendigt at stille spørgsmål.

Til det formål udarbejdede jeg et oplysningsskema, hvor de potentielle frivilliges navn, adresse og telefonnummer blev noteret. Herudover var der spørgsmål om blandt andet jobtyper, tidsforbrug, særlige hensyn, hvorfor man ønskede frivilligt arbejde, om man var på pension eller dagpenge mv.

Via annoncering, opslag rundt i byen, indslag i lokal TV og avisomtale lykkedes det på kort tid at gøre opmærksom på de mange frivillige jobs, og der kom mange henvendelser fra potentielle frivillige.

Når de henvendte sig i formidlingen gjorde jeg meget ud af at indkredse deres behov og ønsker.

Det var en stor balancegang at motivere, støtte, udspørge, foreslå opgaver og samtidig lade folk bestemme selv. De frivillige fik at vide, at de skulle samarbejde med andre medarbejdere i organisationen, og at der var aftaler, der skulle overholdes. Jeg prøvede på at sikre, at den frivillige passede til opgaven, samt at organisationen passede til den frivillige. Dette kunne være svært.

På den ene side skulle det frie valg respekteres meget langt, når det drejede sig om frivilligt arbejde, på den anden side havde ingen glæde af en henvisning, hvis parterne ikke matchede.

Det var både et spørgsmål om stil og personlighed, hvor meget jeg valgte at forholde mig til eller gik aktivt ind i de frivilliges personlige problemer og ressourcer/ mangel på samme. Jeg kunne ikke undgå at lave en vurdering et eller andet sted, men jeg forsøgte at minimere den.

Det handlede om samspil og modspil og ikke om terapi og klientbehandling. At formidle frivilligt arbejde til andre er en medmenneskelig handling, at nogen så ”vendte vrangen ud” en gang imellem, var noget ganske andet.

Alle skulle have en samtale på deres præmisser. Jeg lagde meget vægt på, at det blev en personlig samtale og ikke en ekspedition.

Samtalerne med de frivillige kunne tage lang tid og var aldrig ens. Jeg skulle kunne give dem noget både fagligt og menneskeligt, medens jeg samtidig søgte at finde ind til deres personlige ressourcer.
Det kunne være trættende, for det var jo en ny person hver gang, men det var samtidig utroligt givende og spændende at møde så mange mennesker med så stor en energi til at give. Det var en positiv oplevelse og en personlig gevinst for mig at kunne give henvisning til det frivillige job, de gerne ville have.

Det kunne være enkelte tilfælde, hvor jeg af den ene eller anden grund måtte sortere nogen fra.

Men det var en nedvurdering af den frivillige som person og af den frivillige indsats som sådan, hvis jeg ikke tog mit arbejde og dermed samarbejdet med de mange organisationer alvorligt.

Det skal tilføjes, at når jeg henviste en frivillig til en bestemt organisation, var det i sidste instans organisationen selv, der afgjorde, om de kunne bruge vedkommende.

Det krævede ærlighed og mod at afvise mennesker, der søgte frivilligt arbejde. I sådanne tilfælde tilbød jeg, at vedkommende kunne starte som bruger enten i Den Blå Paraply eller i et af byens andre væresteder. Erfaringerne fra Den Blå Paraply viste, at nogle brugere med tiden kunne ”vokse” til at blive frivillige.

De frivillige havde deres styrke, som skulle bruges, og deres begrænsning, som der skulle tages højde for.

 

Efterskrift

 

Som nyansat inden for det frivillige sociale arbejde måtte jeg snart indrømme, at jeg var dybt imponeret over den ildhu og entusiasme, som jeg mødte blandt de frivillige organisationer og især blandt de mange dygtige og engagerede frivillige medarbejdere.

Sådanne oplevelser kan ikke beskrives, de skal ses, høres og opleves.

De er udtryk for livskvalitet, og det er nu engang noget, man ikke kan købe sig til.

For mig er livskvalitet den primære årsag til, at frivilligt arbejde og dermed frivillighedsformidlinger kan og skal bestå.

En stor del af arbejdet med frivillighedsformidlingen handlede om hjælp til selvhjælp og gensidighed.

De frivillige ydede en indsats, som vedkommende gerne ville give, og modtageren fik opfyldt et konkret behov, som ikke kunne opfyldes på anden måde. Det kunne være i form af social kontakt, som ikke kunne erstattes af lønarbejde eller pligtfølelse, eller der kunne være en konkret arbejdsopgave i en organisation, der ikke kunne/ ville betale for denne ydelse. Den gensidige gavn resulterede i et ligeværdighedsforhold, hvor der ikke var mere eller mindre ligeværdigt at tage eller give, netop fordi det var til glæde for begge parter. Det betyder også, at alt arbejde var lige nødvendigt, lige fra kaffebrygning til informationsarbejde. Alle opgaver var nødvendige for den samlede indsats.

 

Kommunerne er i dag via lovgivningen forpligtet til at udøve deres ansvar for det sociale arbejde i samspil og samarbejde med de frivillige organisationer.

Der ligger samtidig en kæmpe udfordring til de mange frivillighedsformidlinger, organisationer og foreninger. De skal sørge for at bibeholde den markante forskel, at de kan gå ind på områder, det offentlige ikke kan.

De kan muligvis skabe endnu større vækst og klang i hverdagens frivillige arbejde. Derved forstærkes og udvides velfærdssamfundet, og det giver arbejde til de mange, der af en eller anden grund ikke er i stand til at passe et almindeligt lønnet job. Dermed støtter og understøtter de betingelserne for bedre levevilkår og livskvalitet for alle.

 

Det er en spændende udvikling, som jeg i dag følger fra sidelinien. 

Frivillighedsformidlingen ophørte efter to års arbejde, da der ikke kunne findes nok økonomi og midler til at videreføre det.

Jeg fik et andet job, som jeg forlod med udbrændthed, stress og depression efter fem år, og jeg må i dag erkende, at min gamle drøm om selv at blive frivillig på et tidspunkt aldrig kan realiseres.

Mine ressourcer og psykiske overskud til at hjælpe, støtte og vejlede andre er i høj grad brugt op. Men det forhindrer mig ikke i at opfordre andre med overskud og ressourcer til at gøre en frivillig indsats.

 

At ville er at kunne, det er det bærende.

At bringe håb.

At gøre et stykke arbejde for andre, for derved at hjælpe sig selv.

At møde andre mennesker på lige fod.

At man finder noget, man skal, bør, eller har lyst til at kæmpe for, er nøglen til at den positiv skabende kraft, som findes i alle mennesker, i større eller mindre grad frigøres og dermed giver lyst og evne til at leve et godt liv med andre.

Det frivillige arbejde udvikler sig til en vigtig og uundværlig del af vort samfundsliv

Vil du være med til at udvikle det?

Har du ideer, ressourcer og personlig overskud?

Kik ind i den nærmeste frivillighedsformidling, måske finder du lige det job, du kunne tænke dig eller gå ind og få inspiration på følgende hjemmesider:

http://www.frivilligt-arbejde.dk/   

http://www.frivillighed.dk/

  www.frivilligraadet.dk

http://www.frise.dk/

http://www.frivilligjob.dk/

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I går | 20:47

Meget gode oplysninger . Min slægt er fra Skrødstrup,Mariager Hem.

...
25.09 | 00:25

vi har de sidste 6 år boet i chiang mai, men fra i år bliver det kun om vintren, da jeg er kommet i reparationsalderen.........tak for god læsning.

...
25.09 | 00:22

vi har jo næsten et skæbnefællesskab, men det hører jo nok de årgange til, fra det lag i befolkning, vi har også rejst meget ,dog mest på primitiv camping, men

...
17.08 | 18:51

Spændende at læse da der er mange af mine aner der er fælles. Bla. Holmslægten

...
Du kan lide denne side