Shalom

 

En pragtfuld sommerdag i 1996 er jeg på vej til et gammelt og hyggeligt kvarter få minutters gang fra Randers centrum.

Luften er fuld af dufte fra de mange blomster i haven, og jeg fornemmer en uforklarlig fredfyldt stemning i mit indre, da jeg træder ind af lågen til Shaloms charmerende hovedhus - også kaldet Slottet på grund af sine to imponerende tårne.

Bortset fra navnet ”Shalom” på huset er der ikke noget, der leder tankerne hen på husets funktion.

 

Et par korte bank på døren og jeg bliver modtaget af Anna og Ole Schwartz. Vi går gennem hallen og kommer ind i pejsestuen, der med sine mange smukke religiøse malerier understreger husets navn, der betyder Guds fred.

 

”Shalom er et kristent hjælpecenter for mennesker, som på grund af alkohol eller narkotika er kommet i livsnød. Det hele startede, da jeg i sin tid arbejdede i Kirkens Korshærs varmestue som frivillig,” fortæller Ole.

”Jeg er oprindelig handelsuddannet, men jeg var i 18 år kordegn om dagen og havde ved siden af vagter på varmestuen. Her mødte jeg mennesker, som jeg før i tiden ville være gået uden om, fordi jeg var bange for dem. Det varede ikke længe, inden jeg følte en stor kærlighed til dem. En kærlighed jeg kun kan forklare, at jeg har fået fra Gud. De havde dog oftest ikke fortjent min kærlighed,” siger Ole og ler hjerteligt.

”Ofte var de grove og berusede, eller de lovede, at de aldrig ville tage alkohol eller narko mere.

Jeg var dum nok til at tro på dem, men måtte snart erkende, at de vendte tilbage gang på gang.

Jeg blev mere og mere overbevist om, at det var fordi, de ikke havde et netværk.

En ung narkoman fortalte mig, at han var et håbløst tilfælde, ingen ville bruge hverken penge eller kræfter på. De ord ramte mig som en boksehandske, og jeg svarede, at der altid var et håb, og jeg hørte pludselig mig selv invitere ham med hjem. Ja, tænk sig, det gjorde jeg bare uden at spørge min  kone først,” siger Ole og ser med et glad smil på Anna.

 

Anna fortæller videre. ”Det skete flere gange, at Ole havde en narkoman med hjem. Så hjalp vi dem med at finde et sted at bo. Det lykkedes for det meste, men pludselig havde vi et par stykker til at bo hos os, som vi ikke kunne finde et sted til, og – ja – så havde vi altså uden at tænke nærmere over det startet et hjem. De første 15 år boede vi selv i vort soveværelse på 15 m². Det lignede mest af alt en banegård, da det samtidig var samtaleværelse, kontor, penge og medicinrum. Det eneste private, vi havde, var vores toilet. Selv om jeg havde været døgnplejemor i flere år og dermed havde respekt for andre, var det hårdt. Men vi havde selv valgt at bo sådan, og vore 6 børn tilbød at flytte sammen to og to, så der kunne blive plads til vore beboere.”

 

Ingen vælger selv et liv som misbruger og taber

 

Gennem årene har Shalom taget imod mange forskellige mennesker med ufattelig hårde livsbetingelser. Barndom og ungdom har måske været fyldt med svigt, skuffelser, forsømmelser eller mishandling på krop eller sjæl. De fleste kommer, fordi de har hørt om Shalom på varmestuen eller via gadetjenesten. Der er aldrig blevet annonceret om ledige pladser på Shalom, og den eneste betingelse for at kunne flytte ind er, at der er en ledig seng, samt at den kommende beboer er motiveret til at overholde husreglerne samt vil indgå i fællesskabet.

”Vore afgrænsninger er, at Shalom ikke må være et plejehjem eller en varmestue. Det må heller ikke kun være et godt pensionat, hvor man kan få seng, mad og rent tøj. Vore beboere skal være motiverede for at komme videre med deres liv, når de flytter ind hos os,” pointerer Anna.

 

”Til at begynde med havde vi ingen forstand på, hvad det ville sige at være psykisk syg eller at være afhængig af stoffer og alkohol. Jeg tror på, at beboernes misbrug er udtryk for virkelighedsflugt.

De har alle et traumatisk og kaotisk liv bag sig, når de kommer her. Vores opgave er at give dem mod til at gå ind i det virkelige liv med selvtillid, hvis man ellers kan definere, hvad et virkelig liv er. For hvad der er rigtig for mig, behøver jo ikke være rigtig for dig!” tilføjer Ole.

 

”Det første vi gør, når en ny beboer flytter ind, er at hjælpe ham/ hende med at kontakte familien.

Vi ønsker åbne linier og prøver altid at få kontakt – om ikke andet så ved at sende familien vores brochure. Vi har aldrig kontakt til familien bag beboernes ryg. De får altid at vide, hvis familien har ringet, og hvad vi har talt om. De fleste gange overværer de selv samtalen, så de hører, hvad der er blevet talt om. Desværre er der mange misbrugere, der ikke har eller vil have kontakt til familien, og for hvem sagsbehandleren er det eneste sociale netværk. Det kan stadig ryste mig i min grundvold, at ensomhed er den værste sygdom i dagens Danmark, men vi prøver altid at finde frem til familien og eventuelt genoprette de brudte relationer, når begge parter er parate til det.

Nogle pårørende kan godt være skeptiske, og det er forståeligt. De har uden tvivl sikkert mange gange oplevet deres søn/ datter sige, at nu var det slut med misbruget,” understreger Ole.

 

Ud over kontaktforsøget til familien er lægebesøget det næste vigtige punkt. Beboeren trappes så hurtigt ud af misbruget som muligt.

 

Anna fortæller. ”Vi har et fantastisk samarbejde med husets læge, han har lært os meget om medicin og bivirkninger. Han er god til at vurdere den enkelte, så vedkommende kun lige får den mængde medicin, der skal til for at tage ”toppen”. Vi udleverer  medicinen til måltiderne, så der ikke kommer til at være medicin på værelserne. Der er ”de åbne døres politik” på Shalom, så lommepengene bliver også udleveret. Vi opbevarer den enkeltes penge på kontoret og udleverer ved behov. Efterhånden som den gensidige tillid bliver opbygget, bliver der friere og friere tøjler, indtil den dag de er stærke nok til at vende tilbage til samfundet og kan klare sig selv. Vi lægger vægt  på, at der er orden i deres liv og økonomi, når de rejser herfra.

Vi søger også at vende beboernes negative sider til noget positivt. Er der en, der siger, han er stædig, spørger jeg, om han helst vil bruge den stædighed til at fortsætte sit misbrug, eller om den kan bruges til at genopleve og mærke verden. En dag var der en, der svarede, at de huslige pligter og de lange bibeltimer om morgenen, det har altså været det bedste for ham!

”Tjah,-- man skal lægge ører til meget, når Gud er på færde!” ler Anna højt med en smittende latter.

 

”Hvor vender man sig hen, når man mister fodfæste i livet og har et smertende tomrum i sjælen?” spørger Ole og ser alvorligt på mig. ”De færreste ved, hvor skæbnesvanger en løsning alkohol og narkomisbrug er, før det er for sent. Når de søger hjælp hos os til at tage kampen op mod misbruget, er det ikke nok, vi fratager dem rusmidlerne.

Tomrummet er der jo stadig og endnu mere gabende end før. Vores holdning er, at vi i troen på Jesus finder den livsværdi og fylde, der altid har manglet i alt for mange menneskers liv.

Det handler om kærlighed. Derfor er Shalom et kristent tilbud. I det hele taget lægger vi stor vægt på kristendomsundervisningen. Ud fra kendskab til bibelen lærer den enkelte sig selv at kende og arbejder sig langsomt væk fra planløsheden i sit liv. Ja, det kan godt tage 3 – 4 år for en narkoman at blive helt fri. Med tiden får de oplevelsen af, at der er håb og plads til alle slags mennesker, og de lærer at give omsorg til både sig selv og andre samt opøver en gensidig respekt.

Vi taler ikke så meget om fortid, men beskæftiger os meget med nutid og fremtid. Det kan selvfølgelig være nødvendigt at tale om noget af det, der er sket i fortiden, for at der nu kan lægges et tilgivelsens slør over det. Det er oplevelser, som ingen kan lave om på nu, men som vi sammen kan få til at smuldre,” forklarer Ole.

 

”Vi møder alle mennesker med et Shalom - Guds Fred, når de træder ind af vores dør, og vi håber virkelig at kunne give alle det. Nogle bor her kun få måneder og andre i meget lang tid. Ikke alle klarer skærene, når de igen forlader os, men rigtig mange finder hos os en ballast for resten af livet. De har fået sunde og gode vaner og lært, hvad en god nattesøvn er værd, og at det er godt at yde for andre. De fleste rejser herfra med fornyet livsmod og styrke, men vi ville vel dø af hovmod, hvis det gik godt for alle. Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen,” ler Anna højt.

Efter få minutters tavshed tilføjer hun, ”vi har i hvert fald indflydelse på, at et menneske bliver rettet op for et stykke tid, og det må vi være glade for.”

 

Økonomi, økologi og lidt livsfilosofi

 

I starten var økonomien baseret på den løn, som Ole fik som kordegn. Beboerne fik 10 kroner om ugen i lommepenge, og ingen af dem var tilmeldt det sociale eller offentlige system.

Et par beboere skulle på et tidspunkt videre på højskole, og her måtte parret bede venner og familie træde til, så de unge kunne få lommepenge. Dette gav stof til eftertanke, da de økonomiske ressourcer efterhånden var ved at være udtømte.

 

”På et tidspunkt var vores hus for lille. Nogle af vore venner samlede penge ind, vi solgte det gamle hus, og foreningen SHALOM blev oprettet, og bestyrelsen købte det hus, vi er i nu. Vi er kun os selv og en frivillig medhjælper til at klare det hele,” fortæller Anna, medens hun viser rundt i det store hus.

 

I Shaloms hovedhus bor der nu ni beboere, i nabovillaen bor der fire, og der er en lejlighed til et par af medarbejderne. Hovedhuset indeholder centerets livsnerve – det store køkken, hvor alle på skift deltager i arbejdet. Omkring spisestuens langbord er der plads til både beboere og gæster, og i TV stuen og pejsestuen med bøger og musikinstrumenter samles beboerne og medarbejderne ofte til sang, bøn og hygge. I kælderen er der kontor, grovkøkken og vaskeri. Det er også her, der er undervisning i EDB og video og god plads til bordtennisbord og et velindrettet kondirum. I haven bag villaerne er køkkenhave og drivhus, badminton og volleyballbane. Garagen er bygget om til tømrerværkstedet med maskiner og drejebænk.

 

”Da vi havde haft husene her i nogle år, ønskede vi at udvide med et aktivitetssted med uanede muligheder for beskæftigelse. Vi har derfor købt en gård med 50 tønder land, som  dyrkes økologisk. Shalom gården blev indviet i juni 1995 og der er plads til syv beboere foruden et lederpar, der også arbejder frivilligt. Gården bliver et tilbud til de af Shaloms beboere, der er ved at være parate til igen at tage livtag med samfundet. Sammen med lederparret sørger beboerne for,  at Shalom bliver selvforsynende med kartofler, grønsager og kød. I den store hal ved siden af gården bliver der indrettet værksteder til maskiner, biler, keramikfremstilling og andet håndværk,” fortæller Ole.

 ”Du forstår vel, at landbrug giver en stor kærlighed til naturen. Det er ofte bedre end mange teologiske foredrag. Af naturen kan vi lære forskel på godt og sjusket arbejde, og det bevirker, at beboerne længes efter at gøre deres bedste med de styrker og svagheder, hver især har. Vi arbejder økologisk, fordi vi ikke ønsker at forgifte hverken os selv med alkohol eller narko eller jorden med gifte og andre grimme ting. Vi ønsker at gå aktivt ind i kampen for at aflevere en bedre jord til vore efterkommere,” siger Ole med fasthed i stemmen.

 

Økonomien er nu baseret på brugerbetaling (kun ca. 1/3 af budgettet), fondsmidler, penge og sponsorgaver, medlemskontingent fra 650 af Shaloms venner samt naturaliegaver og EU kød. Shalom får ikke kommunal eller amtskommunal støtte men søger alle de fonde, der er muligt. ”Selvom vi er et folkekirkeligt hjælpecenter, får vi ingen økonomisk hjælp herfra, da der er lovgivning om, at folkekirken ikke giver midler til socialt arbejde. Ja ind i mellem kan det næsten føles, som om det er sværere at blive tilgodeset, fordi vi er kristne. Det er underligt at opleve den slags, når Danmark ellers praler af at være et kristent land,” smiler Ole. 

 

”Jeg bliver pensionist om et år, og i dag dækker jeg hovedsagelig kun vores eget økonomiske behov samt forærer ind i mellem nogle penge til Shalom. Vore beboere har selv valgt at ville bo her, og det giver større selvværd at være med til at betale. Der skal blot være 1000 kroner tilbage af den enkeltes månedlige økonomi til personlige fornødenheder,” siger Ole og ser igen glad på Anna.

 

Dagens gang

 

Dagligdagen på Shalom foregår som i enhver anden familie, her er der blot flere om at deles om de mange gøremål. Med de to store villaer, to haver og gården er der altid nok opgaver at tage fat på. Alle indgår i arbejdet, og det betyder ikke så meget, om kræfterne rækker til en hel arbejdsdag eller blot til et par timer. Alle yder det, de kan, og er lige værdifulde i fællesskabet.

Shalom udfører miljøterapeutisk behandling, og når det er nødvendigt, kommer beboerne i medicinsk behandling hos husets læge. Formålet med den miljøterapeutiske behandling er at ruste beboerne til de krav, samfundet stiller, for at den enkelte kan blive integreret og få et så normalt fungerende liv som muligt.

 

”Vi bygger på samarbejde, således at personale og beboere deltager aktivt og på lige fod i alle dagligdagens gøremål med alt, hvad det indebærer. Vore beboere har været skuffede så mange gange i deres tidligere liv, og mange beslutninger er blevet trukket ned over hovedet af dem.

Derfor har vi kun medarbejdermøde en gang ugentligt, og her tilrettelægger vi kun de praktiske ting. Vi bruger ikke tid på behandlingsmøder, handleplaner og journaler. Min arbejdsdag går fra klokken 7.30 om morgenen til klokken 23 om aftenen. Vores frivillige hjælper og Anna arbejder næsten lige så hårdt, og vi kan ikke gøre mere, end vi kan. Men nogen gange har jeg da lyst til at brokke mig,” ler Ole.

 

Alle skal møde rene, påklædte og friserede til morgenmaden klokken 7.30. Hver morgen er der bibelundervisning, hvor alle er med. Der bliver undervist i det, 91% af Danmarks befolkning er blevet døbt og konfirmeret på.

 

”Vi ønsker ikke, at vore beboere bliver ”firhjulskristne”. Det vil sige, at de kun bliver kørt i kirke til barnedåben, til konfirmationen, til brylluppet og til begravelsen. Når vi får en ny beboer, siger han måske, at han ikke tror på Gud. Når vi så spørger, hvad han har gjort, når han har været rigtig bange, ja så svarer han ofte, at så har han da selvfølgelig bedt til Gud. Altså må han have en tro et eller andet sted. Det er den, vi prøver at hjælpe ham at genfinde. På den måde får han visdom og et håb til at leve på som andre.

I begyndelsen var vi lidt forlegne ved at sige, at beboerne skulle med til bibeltimen, men vi får så mange positive tilkendegivelser fra dem. De kan endda finde på at bede os om at lave en ekstra bibeltime, hvis der ikke rigtig sker noget en aften,” siger Anna med et stort glad smil.

 

Efter bibeltimen finder hver beboer sin plads i dagens mange arbejdsopgaver med madlavning, rengøring, havedyrkning og vedligeholdelse. Til måltiderne samles alle om det store bord og snakker om løst og fast over madmors og køkkenholdes indbydende mad. Ved siden af de huslige pligter er der rige muligheder for at arbejde med forskelligt håndværk og hobby som for eksempel træskæring, keramik, tegning, økologi og EDB. Al undervisning bliver foretaget af frivillige medarbejdere.

 

I løbet af året kommer Shaloms beboere vidt omkring. De er på ture i naturen eller besøger andre institutioner for at fortælle om sig selv og livet på Shalom. Hvert år er der en humanitær hjælpetur til et uland. I 1993 hjalp de med at bygge en lægeklinik i Rumænien. I 1994 deltog de i restaureringen af en kirke i Ukraine, og i 1995 var de i Albanien for enten at hjælpe andre narkomaner eller hjælpe til med at bygge en kirke i bjergene. Overalt bliver Shaloms beboere mødt med glæde og respekt af de lokale. De er blevet kendt for deres ukuelige arbejdsindsats og smittende humør. For deltagerne er disse ture en uvurderlig indsigt i andre kulturer og livsvilkår.

 

”Jeg tør godt prale af, at de har noget med i rygsækken herfra, som de kan bruge i et eventuelt fremtidigt job. Her er EDB kendskab virkelig en god ressource at have med sig, og vi har både begynder og fortsætterhold. Vi hjælper beboerne med at knytte kontakt til andre undervisningscentre, medens de bor her. Det centrale i alt vort arbejde og udgangspunktet for opbygningen af ny tryg tilværelse er at finde ud af, hvor den enkeltes ressourcer og motivation ligger. Derved får beboerne et nyt og bedre forhold til deres liv, de får nye og bedre faste vaner og rytmer, de får opbygget et nyt netværk og er derved så godt rustet som muligt til at klare sig selv, den dag, de flytter. Hvis de flytter til en anden by, har vi altid i forvejen kontaktet nogle af vore venner i nærheden. På den måde får de chancen for at opbygge et nyt netværk og ender ikke som ensomme og i fare for at falde tilbage til gamle uvaner med narko eller alkohol,” understreger Ole alvorligt.

 

Der er plads til forskelligheder og fremtidsvisioner

 

Der lægges stor vægt på det individuelle og respekt for den enkelte beboer på Shalom.

 

” Vi har stor respekt for den enkeltes personlighed, og ingen af vore beboere bliver behandlet ens. Der er altid nogen, der spørger, hvordan jeg kan klare at gå op og ned af samfundstabere i næsten alle døgnets 24 timer. Jeg vil nu hellere sige, at samfundet har tabt dem, og så prøver vi at samle dem op på vores måde. Mit arbejde er også mit hjem, og hvis jeg ikke kan holde ud at være her i 24 timer, så kan jeg heller ikke forlange, at beboerne skal kunne det. Det at leve og være på en behandlingsinstitution på samme betingelser som beboerne, ja det burde alle prøve, der har med mennesker at gøre. Så ville der helt sikkert blive ændret på mange ting,” pointerer Ole.

 

”Der er mange, der tror, vi intet laver, at jeg bare går hjemme,” siger Anna.

”At jeg er omgivet med 12 – 14 mennesker fyldt med voldsomme personlige problemer, er der ingen, der tænker på. Min vigtigste opgave er at tjene Gud, samt at jeg aldrig beder beboerne om at gøre noget, jeg ikke selv er villig til at lave. Netop fordi vi anser Shalom for at være både vort og beboernes hjem og ikke en institution, er der ikke forskel på arbejdstid og fritid for os.

Havde jeg vidst, hvad jeg gik ind til i sin tid, da Ole for første gang havde en narkoman med hjem, så tror jeg ikke, jeg havde sagt ja. Men set i bakspejlet ved jeg, at vort arbejde har båret frugt, og der er mange, der er kommet godt ud på den anden side. Det har været sliddet og afsavnet værd.

Så – ja – jeg ville godt gøre det om en gang til. Det er en stor rigdom at have haft et liv som vores. Der har ikke været tid til dyrt tøj, biler eller udenlandsrejser, men det har ikke været et afkald.

Det var og er et valg. Inden vi startede Shalom, var vi som så mange andre afhængige af penge, titler og selskabsliv. I dag indser jeg, der ikke er så meget forskel på mig og misbrugere af narko eller alkohol. Vi er begge parter blevet forløst fra noget af vort gamle liv,” siger Anna eftertænksomt.

 

Ole og Anna håber stærkt på at finde frem til deres rette efterfølgere, medens de endnu har kræfter til at give al deres erfaring videre.

 

 ”Vore efterfølgere skal helt sikkert have andre arbejdsbetingelser, så det kan blive en levevej.

Der er ingen, der vil forlange, de skal arbejde, som vi har gjort. Min drøm er at finde et nyt lederpar på et tidspunkt, hvor vi kan fungere som bedsteforældre  i en indkøringsfase. Allerhelst ville jeg dreje nøglen om og sige, der er ikke behov for Shalom mere, men desværre viser samfundet, at der er et stort behov, og at det vokser for hver dag, der går. Jeg håber på, at alle mennesker vil lære at gøre hver dag til en god dag. Det nytter ikke at bekymre sig om dagen i morgen, den ved vi jo intet om. Livet kan jo ikke leves om, og vi får der ikke forærende igen,” siger Ole og ser alvorligt på mig .

 

Anna tilføjer eftertænksomt, ”livet er ikke bare noget man har. Det har stor værdi. Det er en gave vi har fået af Gud, og derfor skal vi behandle jorden, os selv og hinanden godt.”

 

Anna Og Oles ord lyder stadig i mine ører, da jeg stille cykler hjemad i den milde aftenluft.

På vej gennem byen ser jeg et par, der sidder på en bænk og deler en pose fuld af flasker.

Man kan hverken gemme eller glemme sine problemer i bunden af en flaske, for der er altid et forstørrelsesglas i den anden ende, tænker jeg og glædes over, at der stadig findes mennesker som Ole og Anna, der tager kampen op mod misbrug og arbejder for en bedre og mere fredfyldt verden.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.08 | 18:51

Spændende at læse da der er mange af mine aner der er fælles. Bla. Holmslægten

...
10.08 | 23:36

Jeg har med interesse studeret din forskning om Hvorslevgård.
Jeg har spørgsmål, men der er ikke tegn nok til, at jeg kan uddybe det.
Må jeg få din E mailadr.?

...
22.07 | 12:47

hej kirsten, denne side er rigtig god.det er så sandt som det er sagt, det med at få motion hverdag gør sit til at man er i bedre humør resten af dagen.

...
03.07 | 11:14

Flot arbejde, jeg glæder mig til at finde Rasmus Peder Pedersen, han var murermester i Neder Randlev, og gift med min mormor Anna Mikkeline Pedersen (født Rasmu

...
Du kan lide denne side