Sunfield Childrens Home - Institution for fysisk og psykisk handicappede i England samt arbejdsplads for unge danskere

Sidst i august 1991 rejste min søn og svigerdatter, der på det tidspunkt var 20 og 18 år, til England for at arbejde på Sunfield – en skole og institution for fysisk og psykisk handicappede børn.

Brevene, jeg modtog, skabte interesse og et stort ønske om på egen hånd at se og opleve Sunfield og de holdninger, der lå bag arbejdet.

I november 1991 blev ønsket opfyldt. Jeg boede i 3 dage på Sunfield og fik en oplevelse for livet.

 

Omgivelser og baggrund

 

Kun 18 kilometer fra Birgmingham – i pragtfulde landlige omgivelser – lå Sunfields bygninger fordelt på en cirka 20 ha. Park. De fredelige og varierede omgivelser havde mange fordele og skabte grobund for adskillige aktiviteter.

Sunfield tilbød døgnpleje, omsorg, skolegang og uddannelse til børn med svære indlæringsvanskeligheder og specielle behov. Sunfield blev grundlagt i 1930 af Fried Geuter og Michael Wilson, som var inspireret af Rudolf Steiners teorier.

Hovedmålet var at fremme udviklingen af det enkelte barns medfødte evner, så barnet fik eller udviklede mulighed for at opleve livet som en værdifuld aktivitet. I sin stræben efter dette mål havde Sunfield været pioner for mange uddannelses- og terapeutiske metoder ud fra Steiners fundamentale livssyn.

Sunfields aktivitetsprogram spændte vidt og dækkede alt fra ADL træning og social bevidsthed til praktiske kreative tilbud.

Sunfield var registreret i England som en uafhængig specialskole og institution for elever fra 9 – 18 år med fysiske/ psykiske handicap og voldsomme indlæringsvanskeligheder. De respektive ansvarlige kommunale myndigheder betalte for skoleundervisningen, medens ophold og pleje blev finansieret 100% af velgørenhed. Alle donatorer blev takket personligt.

 

Faciliteter

 

16 boenheder skabte hjem for 110 fysisk/ psykisk handicappede børn.

Halvdelen boede i små enheder inden for hovedbygningens område, resten – de bedre fungerende – boede i separate bygninger fordelt i den store park. Skolebygningen var en del af hovedbygningen og indeholdt den store Sct. Mary`s Hall – et rum til gudstjenester, gymnastiksal, 14 klasseværelser,

6 værksteder til forskelligt håndværk, et keramikværksted, et køkken, computerrum, forskellige personale faciliteter og bibliotek. Desuden var der et terapeutisk svømmebassin med farvet undervandsbelysning.

Udendørs var der legepladser samt stalde og indhegninger til ponyridning og pasning.

En del af den meget store køkkenhave var afsat til børnene. Svømmehal og løbestier var inden for rækkevidde, og hold fra Sunfield havde deltaget i speciel Olympiade for handicappede.

 

Skolen

 

Skolen havde undervisning, der tidsmæssigt følger den engelske skolesæson. Hver klasse på cirka 8 børn havde en klasselærer, der sammen med en eller to ufaglærte assistenter var ansvarlig for hvert barns individuelle program.

Der var tilknyttet adskillige faglærere til skolen, som underviste børnene individuelt eller i grupper i for eksempel sløjd, keramik, kurvefletning, håndarbejde, formning, gymnastik, musik, madlavning og staldarbejde.

Der kom regelmæssigt taleterapeuter, ergo - og fysioterapeuter samt børnepsykologer på besøg.

Undervisningens mål var at realisere hvert barns potentiale og var baseret på klart definerbare udviklingsmæssige trin.

 

Skolen bar præg af en utrolig energi og engagement.  Farvestrålende børnetegninger på gangene dannede sammen med fotos af børnenes aktiviteter og de enkelte børns navne på klasseværelsesdøren de ideelle strukturerede rammer.

Jeg mødte to af lærerne på skolen, der begge var meget interesserede i at vise et klasseværelse frem og fortælle om undervisningen.

Klasseværelset var også dekoreret med børnenes kreative og flotte tegninger. På tavlen hang begyndelsen af alfabetet. Ud for hvert bogstav var der adskillige tegninger af kendte ting, der begyndte med bogstavet.

Fra skolens start i september til november var børnene nået til bogstavet C. Lærerne tvivlede på, hvor meget mere børnene fik lært. Det var intet specielt pensum, der skulle nås. De prøvede at udvikle og lære børnene så meget som muligt, vel vidende at mange af børnene ville forblive i samme stadium som nu.

Flere af eleverne i denne klasse havde et mangelfuldt – eller intet sprog. Der blev derfor brugt meget tid på indlæring af tegnsprog. Hvert barn havde sin egen bog indeholdende de tegn og sætninger han/ hun kunne og/ eller var i gang med at lære.

Læreren fortalte, at mange af børnene bedst lærte ved hjælp af billeder. De fleste ”læste” billederne og ikke det enkelte bogstav eller ord. Børnene var ikke opdelt efter alder men efter handicap/ mental formåen og kom fra forskellige boenheder. Opdelingen var ikke altid optimal, og der kunne skabes tabere på dette grundlag.

Børnene i den klasse, jeg besøgte, kunne intelligensmæssigt sammenlignes med fem års børn .

I andre klasser lå niveauet på omkring to års stadiet. De bedste børn på skolen var i stand til at læse og skrive i et begrænset omfang.

 

Børnene

 

Jeg fik rig lejlighed til at møde og opleve børnene både i boenhederne og i den store spisesal i hovedbygningen, hvor alle spiste deres varme mad to gange dagligt.

Som gæst på Sunfield skulle jeg også spise i spisesalen. Det første møde med alle 110 børn på en gang gjorde et stort indtryk. Selv om jeg på de tidspunkt selv arbejdede med fysisk og psykisk handicappede voksne, var dette noget ganske andet.

Boenhederne sad fordelt ved små borde på nogenlunde faste pladser sammen med højst tre stk. personale – oftest kun to. Støjniveauet var utrolig højt, og jeg så flere gange, at nogen af børnene blev ”fulgt ud”, fordi de var for urolige eller aggressive.

Jeg undrede mig over, at børnene ikke spiste i boenhederne,. Dette gjorde de til morgenmåltiderne. En af årsagerne var uden tvivl, at der ikke var personaleressourcer til dette. De enkelte boenheder kunne bedre trække på hinanden ved at sidde i samme lokale. Desuden lå spisesalen tæt ved skolen, hvor børnene var i dagtimerne.

Det var meget svært – faktisk umuligt for personalet at give en målrettet spisetræning. Mange af børnene havde behov for meget hjælp og vejledning, hvilket bevirkede, at andre kunne blive overset.

Børnene hentede selv maden hos køkkenpersonalet og ryddede op igen – med eller uden hjælp fra personalet.

 

Jeg besøgte to boenheder på Sunfield.

Den første lå i tilknytning til hovedbygningen. Den bestod af fælles opholdsstue, lille spisestue  der var pænt dækket til næste morgenmåltid, toilet/ bad, lille tekøkken, personalesoveværelse og bad samt børnenes værelser.

Værelserne havde forskellige størrelser. I et af dem sov tre af børnene, andre havde deres eget værelse. Alle værelserne var fyldt med masse af bamser, dukker og andet legetøj, der ifølge personalet kun blev brugt meget sjældent.

 

Børnene i denne boenhed var meget stærkt handicappede, nogle med meget tydelige autistiske  og psykotiske træk, de fleste af dem havde intet eller et mangelfuldt sprog.

I en slags kravlegård i opholdsstuen lå det stærkest handicappede barn på Sunfield, - en yndig 15 årig pige. Af udseende og størrelse var hun som en 8 årig, mentalt var hun som et spædbarn.

Hun var blevet efterladt af sine forældre som spæd. Behjertede mennesker havde fundet hende og sørget for at bringe hende til Sunfield. Her havde en af de ansatte overtaget ansvaret i form af kontakt, små gaver, tøj med mere.

De andre børn opholdt sig også i opholdsstuen, hvor de blev aktiveret og plejet af to stk. personale – en dansk og en engelsk pige.

 

Den anden boenhed, jeg besøgte, lå i den store park og lignede mest af alt et typisk parcelhus.

Der var opholds/ tv stue, spisestue, stort køkken, vaskerum, bad/ toilet, 7 enkeltværelser og et dobbeltværelse til børnene, et personale soveværelse og -toilet.

Der var stor forskel på, hvordan børnene boede og et større personligt præg i forhold til den anden boenhed. Børnene var generelt mere adfærdsvanskelige, pågående, psykisk krævende og voldsomme.

Børnene havde alle daglige pligter, for eksempel skulle de tømme affaldsposer, dække bord, feje gulv etc. To af børnene holdt selv deres værelser med hjælp fra personalet. Børnene var overalt i huset, og det hele virkede meget hjemligt. De fleste var spontane og nysgerrige og ivrige efter at vise deres værelser frem.

 

Det er lettest at beskrive børnene ved at fortælle lidt om en enkelt af dem.

D. var en 13 årig dreng med voldsom epilepsi. Han fik anfald et par gange dagligt ofte i forbindelse med tv - kikkeri. Engang havde han haft ni anfald i løbet af en halv time. D. kunne let fremprovokere et anfald ved eksempelvis at hidse sig op.

Han fik en utrolig mængde medicin – 12 – 14 tabletter 3 – 4 gange dagligt, heraf er de 7 – 8 tabletter psykofarmaka, som han ifølge personalet fik for ”opførsel”. Resten var antiepileptisk og bivirkningsmedicin. Desuden fik D. stesolid i enden efter behov ved voldsomme kramper.

D. Provokerede ofte personalet og havde slået eller angrebet personalet flere gange.

Han havde været prøveklud for adskillige former for medicin – dog uden nogen særlig positiv effekt. Medicinen virkede generelt kun et par år, så var det ”brændt ud”, og man måtte forsøge noget andet.

D. var en meget charmerende dreng, og bag hans voldsomme og meget pågående facon, anede jeg en dreng med stærke behov for omsorg, kærlighed og en meget struktureret hverdag.

 

Personalet

 

I den sidste boenhed fik jeg mulighed for at interviewe Chad og Grace, der begge havde arbejdet på Sunfield i flere år.

 

Chad var 29 år gammel. Han havde tidligere været ”skinhead” og på stoffer, men havde forandret sig fuldstændig som 20 årig efter fem dages fængselsophold. Chad havde arbejdet på Sunfield i fem år. Som de fleste andre på Sunfield startede han fra bunden uden faglig erfaring og uddannelse. Efter to år avancerede han til seniorpersonale og fik dermed lidt mere i løn og et større kompetence/ ansvarsområde. Med årene var lønnen steget til 40 danske kroner i timen. Aften og søn/ helligdage udløste ikke ekstra.

Chad var meget interesseret i at få en større faglig viden og havde på eget initiativ søgt ind på ”college”, hvor han havde gået et års tid med undervisning en gang om ugen. Han fik undervisning i psykologi, psykiatri, pædagogik, sociale fag, medicin mv. Chad betalte selv al sin undervisning og sparede timer sammen til den ugentlige undervisningsdag ved at tage ekstra nattevagter. Chad havde på den måde ofte en ugentlig arbejdstid på 50 timer eller mere.

Chad boede i en af personalebarakkerne på Sunfield og kunne derfor let tilkaldes ved behov.

Hvis Chad fortsatte sin skolegang længe nok, ville han med tiden kunne samle viden på niveau med en socialpædagogisk uddannelse.

Chad havde dog ikke lyst til dette, da han mente, at det engelske system var for dårligt, og at personalet var for dårligt betalt.

Han havde ideer om at tage til Danmark for eventuelt at samle erfaring og uddannelse. Han ville meget gerne arbejde med stofmisbrugere.

 

” Jeg ved jo selv – på min egen krop – hvordan det er, og hvor svært det er at holde op.

Den erfaring må kunne bruges til noget positivt!”

 

Chad var meget glad for at være på Sunfield.

 

”Jeg føler, jeg er vokset med opgaven. Det giver stor personlig tilfredshed at medvirke til at give børnene en menneskeværdig tilværelse. Mange af vore børn kommer fra dårlige sociale vilkår.

De er blevet opdraget med råb, skrig og vold. Nogle er endda blevet seksuelt udnyttet. For disse børn er kærlighed lig vold. De kan på en måde ikke tåle kærlighed. Viser vi dem, at vi holder af dem, eller hvis der skabes et bånd mellem personale og barn, reager de ofte med aggressiv adfærd. Det er en balancegang at få det hele til at fungere, og der findes ingen pakkeløsning. Det drejer sig jo om sårbare børn. Man arbejder på en måde meget kontrolleret, fordi grænsen, mellem ”det går ikke længere”, og ”det går endnu”, er meget skarp. Man bliver engageret, og det bevirker, at du lider med børnene, når det går dårligt. Ligesom du er glad, når noget går godt og let.

Et af børnene har eksempelvis boet hjemme hos sin mor i 11 år. Moderen får nervesammenbrud og indlægges, og barnet kommer til Sunfield. I to år har der ikke været kontakt på grund af moderens nerver. Vi har nu etableret en kontakt i form af telefonsamtaler og et enkelt besøg, der desværre gik meget dårligt. Moderen var meget nervøs, hun havde dårlig samvittighed. Familien havde bebrejdet  hende, at barnet var anbragt. Barnets reaktioner var meget voldsomme og aggressive, og vi følte helt klart en stor nedgang i hendes fysiske, psykiske og sociale adfærd i lang tid efter. I en sådan situation føler man sig let magtesløs. Vi vil gerne genskabe kontakten, men hvad med prisen, og hvem kommer til at betale den?

Børn med adfærdsvanskeligheder tvinger os til at arbejde med vor egen kvalitet som person, på indbyrdes forhold, atmosfæren i familien og opbakning fra eksperter.

I det daglige føler jeg desværre ikke, at samarbejdet familie – skole – boenhed altid fungerer optimalt. Vi får eksempelvis ikke altid at vide, hvordan børnene har haft det i skolen. Om de har haft anfald eller lignende. Jeg ved, der bliver skrevet rapporter om børnene i skolen. Vi skriver også en slags dagbog her i huset, men vi bruger dem nok ikke rigtig efter hensigten.

Det er blandt andet disse små minusser, der gør, at jeg drømmer om at arbejde og få uddannelse et andet sted. Men generelt er jeg meget glad og stolt over at være ansat på Sunfield.”

 

Grace var 33 år og havde arbejdet på Sunfield i 13 år og var nu leder af denne boenhed samt stedfortræder for lederen af Sunfield, når denne havde fri.

Inden interviewet med Grace, havde jeg udarbejdet nogle spørgsmål. I det følgende vil jeg gengive spørgsmålene samt de svar, jeg fik.

 

 Sunfield er Steiner inspireret. Hvordan så Steiner på udviklingshæmmede?

 

Rudolf Steiner mente, at årsagen til sygdom hos udviklingshæmmede kunne findes i det fysiske legeme, medens selve jeget og det sjælelige er raskt. Det sjælelige virker bare løst struktureret og flagrer rundt uden for legemet. Det sjælelige omfatter al følelse, tænkning, vilje og dermed handling. Disse områder skal styrkes, så der bliver en mere harmonisk forbindelse mellem sjælen og den fysiske krop. Når dette sker, vil den overordnede personlighed – selve jeget – vinde over de legemlige skavanker, som kan være kromosomfejl, stofskiftelidelser, hjerneskader og meget andet.

Rudolf Steiner mente, at fysisk varme – sjælevarme – begejstring og indlæring hang meget sammen. Al undervisning og indlæring startede derfor med musik og bevægelse der via fødderne gav varme og glæde og skabte harmoni og ro i børnenes kaotiske indre.

Sunfield er stadig Steiner inspireret, men der er kommet nye lærere med nye ideer og tanker samt en anden uddannelsesstruktur. Jeg mener, at det er godt med en fortsat udvikling til børnenes bedste.”

 

Hvor kommer børnene fra?

 

” De kommer fra hele Storbritannien, nogle kommer endda fra udlandet. Sunfield er en kendt og velrenommeret organisation, og der er lange ventelister. De respektive myndigheder kontakter os, når de har et barn, de gerne vil have boende her. Der sker ingen visitation, og der er ingen grænser for, hvor handicappede børnene må være. Vi tager mod børnene, så snart der er plads.

Normalt bor børnene her, til de er 19 år. Vi har dog en enkelt mand på 65 år. Han kom her som lille dreng og har ingen familie. Han har fået lov at blive og fungerer nu som alt mulig mand så godt, han kan. Han kender intet andet hjem end Sunfield.”

 

Tror du, det er muligt, at nogle af børnene kan klare sig selv som voksne?

 

”Det er ikke mange, der kan klare sig selv. Vi prøver på bedste vis at give alle individuelle job, som de kan klare. Alle får lommepenge administreret af personalet.

Der er individuelle mål for hvert barn, men hovedmålet er at gøre dem så selvhjulpne som muligt. Når de flytter herfra, vil de fleste af dem komme på institution for voksne handicappede.

Før flytningen tager en socialpædagog og et seniorpersonale rundt til forskellige hjem for at finde et egnet sted og sørger for at få vedkommende skrevet op.

Når børnene først er flyttet, er der ikke mere ADL træning. Det er derfor meget vigtigt, at de kan gøre så meget som muligt selv, tage tøj på, vaske sig etc.

Vi har haft en enkelt, som flyttede til et bofællesskab med fem andre. Det gik slet ikke. Han kom ind i nogle voldsomme problemer. De andre udnyttede ham og fik ham til at gøre alt muligt. Han er nu overflyttet til et hjem for voksne handicappede.”

 

Hvilke pædagogiske metoder bruger I?

 

”Det er ikke altid let at få børnene til at forstå. Når de har gjort noget forkert. Mange af dem er meget aggressive og selvskadende. Vi må selvfølgelig ikke slå eller bruge fysisk vold. Ind i mellem må vi af sikkerhedsmæssige årsager låse et voldsomt barn inde, indtil det er faldet til ro.

Når vi får børnene, er de ofte højt medicinerede. Vi prøver at trappe dem ned, så godt vi kan.

Andre steder ville de måske bruge ”nålen”, når børnene blev voldsomme eller aggressive, men  vi bruger andre metoder.

Når et af børnene er på vej mod et aggressionsanfald, og vi kan mærke, at det ikke rigtig kommer op til overfladen, gør vi alt for, at barnet kan få anfaldet. Ellers bliver barnet ved - bare på et lavere niveau. For eksempel kan vi tage en ting, som barnet holder af og ødelægge den for øjnene af barnet, så al vreden kommer ud på en gang, og anfaldet er ovre.

Vi taler også meget højt og bestemt, så børnene kan høre på vore stemmer, om det, de gør, er rigtig eller ej.

Udviklingshæmmede har ikke de stærke viljers impuls til at engagere sig i en hel masse. Derfor laver vi en struktur i deres liv. Et spændende og aktivt liv – ikke for stressende – men heller ikke for sløvt!

Når der kommer nyt personale, og det sker tit, prøver børnene dem ofte af, for at finde ud af, hvor langt de kan gå. Der går ofte meget tid og mange kræfter på at få et barn tilbage til ”normal gænge”, når der kommer nye. Heldigvis har de nye ofte andre synsvinkler, og det skaber en god debat i personalegruppen.”

 

Bliver der givet meget medicin?

 

”Mange af børnene får medicin, men vi giver helst ikke beroligende medicin. Vi er generelt modstandere af den slags. På den måde oplever vi jo ikke børnene, som de virkelig er. Vi har en del epileptikere, og de bliver nøje kontrolleret af eksperter på området. Til daglig konsulterer vi den lokale læge ved behov. Desuden kan vi tilkalde specialister. Der er desværre dog  et par enkelte undtagelsestilfælde, hvor børnene får beroligende medicin af hensyn til de andre børn.”

 

Hvilke aktiviteter har børnene uden for Sunfield?

 

”Vi tager ofte på udflugter og ferie i ind og udland. Jeg har eksempelvis været med i Norge på en tre ugers spejderlejr. Nogle af vore børn er spejdere, og  en norsk spejderorganisation havde inviteret os. Det var en meget stor oplevelse og kæmpe udfordring for både børn og personale.”

 

Hvilke faggrupper er der på Sunfield?

 

”Der er tre uddannede socialpædagoger og to sygeplejersker. Da de faglærte på grund af uddannelsen skal have tre gange så meget i løn, er der af økonomiske årsager ikke flere med en faglig uddannelse blandt det pleje/ pædagogiske personale i boenhederne. Det er noget andet med lærerne på skolen. De bliver lønnet af de respektive hjemkommuner.

Jeg har selv en fem årig uddannelse, som jeg har taget samtidig med, at jeg har arbejdet her. Den svarer nok til en socialpædagogisk uddannelse.

De fleste starter her som helt unge. Bliver de her, avancerer de automatisk til seniorpersonale efter to år. For at komme ind til en socialpædagogisk uddannelse/ college skal man have 2 – 3 års fagrelevant erfaring samt gode skolekundskaber. På andre institutioner i England skan du have uddannelse for at få arbejde. Sunfield er derfor ofte stedet, hvor unge samler point og erfaring, inden de starter en uddannelse.

Der er en del af vort seniorpersonale, som har taget et 12 måneders kursus. Det giver dem en god ballast og viden. Desværre er det op til dem selv, der bliver ikke stillet krav om det. Det bliver derfor let idealisterne, der gennemfører det, da det heller ikke giver større løn.

Ud over seniorpersonalet har vi mange unge blandt andet fra Danmark, som kommer og arbejder her et halvt eller et helt år. Ventelisterne er lange for at få arbejde her, da det giver gode point, når de unge skal videre. Vi er utrolig glade for de unge, mange af dem er meget dygtige. I løbet af 14 dage kan vi snart se, om de egner sig. Jeg vil næsten påstå, at nogle af de unge er dygtigere og mere engagerede end nogle af seniorpersonalet, der har været her i flere år.

Der er selvfølgelig stor forskel på kompetenceområdet. For eksempel må de unge ikke være alene med børnene. De arbejder altid sammen eller med et seniorpersonale. Som ung og  ny kan det være meget svært at komme her, da de pludselig oplever en masse ukendte adfærdsproblemer. Men også dette klarer de fleste flot.

Kun de faglærte må give medicin, ligesom det er os, der sammen med lærerne, børnepsykologen og lederen af Sunfield diskuterer fremskridt og handleplan for det enkelte barn.

Hvis jeg har problemer, jeg ikke selv kan klare, går jeg til ledelsen. Jeg føler, det er et godt samarbejde mellem skole, eksperter, læger, familie og boenheden. De fleste er vist glade for at være her. Jeg kunne ikke tænke mig at arbejde med andet. Sunfield og børnene er en naturlig og uundværlig del af mig selv.

Vi har en enkelt gammel medarbejder, som stadig bor her. Hun er i dag på pension. Hun spiser stadig sammen med børnene og lever og ånder kun for Sunfield og den ånd, hun var en af pionererne bag.”

 

Efter interviewene med Chad og Grace kontaktede jeg nogle af de unge, der arbejdede på Sunfield.

Der var en enkelt japaner, en inder (der talte dansk) og 7 danskere ansat. Resten var englændere.

De unge boede i små værelser på 6 – 7 m² i en personalebarak, hvor de delte et lille tekøkken og to badeværelser af ældre standard.

De unge fik 11 kroner pr time plus kost og logi.

Arbejdstiden var efter dansk standard meget hård.

Til hverdag, når børnene var i skole, arbejdede de ”school hours”, hvilket betød at de arbejdede fra kl. 8 – 10, derefter fra kl. 12 – 13.30 og igen fra kl.15.30 – 20, eller de arbejdede fra kl. 8 – 10 samt fra kl. 16 – 23. På den måde arbejdede de næsten hele dagen.

Der var tværfagligt samarbejde, og de unge havde mange varierede arbejdsopgaver. Arbejdet bestod i at hjælpe børnene op om morgenen, vaske tøj og sengetøj, lave morgenmad, gøre rent i boenheden, gå tur med børnene, aktivere dem og hjælpe dem i seng om aftenen.

Generelt var de unge meget glade for at være på Sunfield. De kunne dog fortælle om en enkelt, der rejste hjem efter en dag. Hun havde ikke givet det en chance.

De fleste af de unge kom enten fra HF eller gymnasiet og havde søgt arbejde på Sunfield for at samle point og erfaring for at søge videre til en social/ sundhedsfaglig uddannelse. Desuden ønskede alle at blive bedre til engelsk.
De fleste ønskede at finde en anden arbejdsplads inden for et halvt til et helt år. Her var den lave løn hovedargumentet.

Der var ingen af de unge, der vidste, at der blev holdt møder mellem boenhed og skole. Mange af de unge følte, at de ikke var nok med i beslutningsprocesserne. ”Det er som om, de ikke regner med os,” sagde en af dem.

De unge var dog alle utroligt engagerede i arbejdet, og selv om de fleste kun havde været der i kort tid, var det en meget positiv oplevelse at se dem sammen med børnene.

Jeg var ikke i tvivl om, at det danske social og sundhedsvæsen ville få nogle velkvalificerede medarbejdere, den dag de unge fra Sunfield blev optaget på uddannelserne. Sunfield var og er en god ballast at have i rygsækken – en erfaring for livet.

 

Efterskrift

 

I den første tid efter besøget tænkte jeg på og drømte om muligheden for at besøge Sunfield igen eventuelt i en form for personaleudveksling, men tiden og årene gik, uden at jeg fik gjort mere ved det.

Jeg tænker dog ofte tilbage på de tre dage, hvor jeg fik lov at opleve Sunfield på godt og ondt og dermed fik et lille indblik i teorierne og det store arbejde med de mange fysisk og psykisk handicappede børn.  Der er ingen tvivl om, at alle – uanset uddannelse/ erfaring – gjorde deres bedste – ofte uden for arbejdstiden og for en efter danske standarder dårlig løn.

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.11 | 22:06

Hej Kirsten faldt over siden da jeg søgte på min farfar og farmor, som hedder Signe og Carl Jørgensen, Signe er født Signe Agnete Jacobsen, var der ik 11 børn?

...
15.11 | 12:22

Hej Jeg vil lige spørge om der stadigvæk weekend ophold jeg har været to gange og holdt fødselsdag jeg boede nogle år på øen med venlig hilsen Ulla Jensen Ruds

...
14.11 | 15:59

Hej. Din side kom frem i nogle google søgninger jeg lavede på min oldefar Thomas Mikkelsen fra Issehoved på Samsø (Nordby bakker). Mvh Jakob Elm Mikkelsen

...
07.11 | 21:48

Tak for dit store arbejde med slægtsforskning, som jeg har ranet en del af, da jeg deler gener med dig og din mand fra hele 3 af mine bedsteforældre :)

...
Du kan lide denne side