Sunfield er Steiner inspireret. Hvordan så Steiner på udviklingshæmmede?
”Rudolf Steiner mente, at årsagen til sygdom hos udviklingshæmmede kunne findes i det fysiske legeme, medens selve jeget og det sjælelige er raskt. Det sjælelige virker bare løst struktureret og flagrer rundt uden for legemet. Det sjælelige omfatter al følelse, tænkning, vilje og dermed handling. Disse områder skal styrkes, så der bliver en mere harmonisk forbindelse mellem sjælen og den fysiske krop. Når dette sker, vil den overordnede personlighed – selve jeget – vinde over de legemlige skavanker, som kan være kromosomfejl, stofskiftelidelser, hjerneskader og meget andet.
Rudolf Steiner mente, at fysisk varme – sjælevarme – begejstring og indlæring hang meget sammen. Al undervisning og indlæring startede derfor med musik og bevægelse der via fødderne gav varme og glæde og skabte harmoni og ro i børnenes kaotiske indre.
Sunfield er stadig Steiner inspireret, men der er kommet nye lærere med nye ideer og tanker samt en anden uddannelsesstruktur. Jeg mener, at det er godt med en fortsat udvikling til børnenes bedste.”
Hvor kommer børnene fra?
” De kommer fra hele Storbritannien, nogle kommer endda fra udlandet. Sunfield er en kendt og velrenommeret organisation, og der er lange ventelister. De respektive myndigheder kontakter os, når de har et barn, de gerne vil have boende her. Der sker ingen visitation, og der er ingen grænser for, hvor handicappede børnene må være. Vi tager mod børnene, så snart der er plads.
Normalt bor børnene her, til de er 19 år. Vi har dog en enkelt mand på 65 år. Han kom her som lille dreng og har ingen familie. Han har fået lov at blive og fungerer nu som alt mulig mand så godt, han kan. Han kender intet andet hjem end Sunfield.”
Tror du, det er muligt, at nogle af børnene kan klare sig selv som voksne?
”Det er ikke mange, der kan klare sig selv. Vi prøver på bedste vis at give alle individuelle job, som de kan klare. Alle får lommepenge administreret af personalet.
Der er individuelle mål for hvert barn, men hovedmålet er at gøre dem så selvhjulpne som muligt. Når de flytter herfra, vil de fleste af dem komme på institution for voksne handicappede.
Før flytningen tager en socialpædagog og et seniorpersonale rundt til forskellige hjem for at finde et egnet sted og sørger for at få vedkommende skrevet op.
Når børnene først er flyttet, er der ikke mere ADL træning. Det er derfor meget vigtigt, at de kan gøre så meget som muligt selv, tage tøj på, vaske sig etc.
Vi har haft en enkelt, som flyttede til et bofællesskab med fem andre. Det gik slet ikke. Han kom ind i nogle voldsomme problemer. De andre udnyttede ham og fik ham til at gøre alt muligt. Han er nu overflyttet til et hjem for voksne handicappede.”
Hvilke pædagogiske metoder bruger I?
”Det er ikke altid let at få børnene til at forstå. Når de har gjort noget forkert. Mange af dem er meget aggressive og selvskadende. Vi må selvfølgelig ikke slå eller bruge fysisk vold. Ind i mellem må vi af sikkerhedsmæssige årsager låse et voldsomt barn inde, indtil det er faldet til ro.
Når vi får børnene, er de ofte højt medicinerede. Vi prøver at trappe dem ned, så godt vi kan.
Andre steder ville de måske bruge ”nålen”, når børnene blev voldsomme eller aggressive, men vi bruger andre metoder.
Når et af børnene er på vej mod et aggressionsanfald, og vi kan mærke, at det ikke rigtig kommer op til overfladen, gør vi alt for, at barnet kan få anfaldet. Ellers bliver barnet ved - bare på et lavere niveau. For eksempel kan vi tage en ting, som barnet holder af og ødelægge den for øjnene af barnet, så al vreden kommer ud på en gang, og anfaldet er ovre.
Vi taler også meget højt og bestemt, så børnene kan høre på vore stemmer, om det, de gør, er rigtig eller ej.
Udviklingshæmmede har ikke de stærke viljers impuls til at engagere sig i en hel masse. Derfor laver vi en struktur i deres liv. Et spændende og aktivt liv – ikke for stressende – men heller ikke for sløvt!
Når der kommer nyt personale, og det sker tit, prøver børnene dem ofte af, for at finde ud af, hvor langt de kan gå. Der går ofte meget tid og mange kræfter på at få et barn tilbage til ”normal gænge”, når der kommer nye. Heldigvis har de nye ofte andre synsvinkler, og det skaber en god debat i personalegruppen.”
Bliver der givet meget medicin?
”Mange af børnene får medicin, men vi giver helst ikke beroligende medicin. Vi er generelt modstandere af den slags. På den måde oplever vi jo ikke børnene, som de virkelig er. Vi har en del epileptikere, og de bliver nøje kontrolleret af eksperter på området. Til daglig konsulterer vi den lokale læge ved behov. Desuden kan vi tilkalde specialister. Der er desværre dog et par enkelte undtagelsestilfælde, hvor børnene får beroligende medicin af hensyn til de andre børn.”
Hvilke aktiviteter har børnene uden for Sunfield?
”Vi tager ofte på udflugter og ferie i ind og udland. Jeg har eksempelvis været med i Norge på en tre ugers spejderlejr. Nogle af vore børn er spejdere, og en norsk spejderorganisation havde inviteret os. Det var en meget stor oplevelse og kæmpe udfordring for både børn og personale.”
Hvilke faggrupper er der på Sunfield?
”Der er tre uddannede socialpædagoger og to sygeplejersker. Da de faglærte på grund af uddannelsen skal have tre gange så meget i løn, er der af økonomiske årsager ikke flere med en faglig uddannelse blandt det pleje/ pædagogiske personale i boenhederne. Det er noget andet med lærerne på skolen. De bliver lønnet af de respektive hjemkommuner.
Jeg har selv en fem årig uddannelse, som jeg har taget samtidig med, at jeg har arbejdet her. Den svarer nok til en socialpædagogisk uddannelse.
De fleste starter her som helt unge. Bliver de her, avancerer de automatisk til seniorpersonale efter to år. For at komme ind til en socialpædagogisk uddannelse/ college skal man have 2 – 3 års fagrelevant erfaring samt gode skolekundskaber. På andre institutioner i England skan du have uddannelse for at få arbejde. Sunfield er derfor ofte stedet, hvor unge samler point og erfaring, inden de starter en uddannelse.
Der er en del af vort seniorpersonale, som har taget et 12 måneders kursus. Det giver dem en god ballast og viden. Desværre er det op til dem selv, der bliver ikke stillet krav om det. Det bliver derfor let idealisterne, der gennemfører det, da det heller ikke giver større løn.
Ud over seniorpersonalet har vi mange unge blandt andet fra Danmark, som kommer og arbejder her et halvt eller et helt år. Ventelisterne er lange for at få arbejde her, da det giver gode point, når de unge skal videre. Vi er utrolig glade for de unge, mange af dem er meget dygtige. I løbet af 14 dage kan vi snart se, om de egner sig. Jeg vil næsten påstå, at nogle af de unge er dygtigere og mere engagerede end nogle af seniorpersonalet, der har været her i flere år.
Der er selvfølgelig stor forskel på kompetenceområdet. For eksempel må de unge ikke være alene med børnene. De arbejder altid sammen eller med et seniorpersonale. Som ung og ny kan det være meget svært at komme her, da de pludselig oplever en masse ukendte adfærdsproblemer. Men også dette klarer de fleste flot.
Kun de faglærte må give medicin, ligesom det er os, der sammen med lærerne, børnepsykologen og lederen af Sunfield diskuterer fremskridt og handleplan for det enkelte barn.
Hvis jeg har problemer, jeg ikke selv kan klare, går jeg til ledelsen. Jeg føler, det er et godt samarbejde mellem skole, eksperter, læger, familie og boenheden. De fleste er vist glade for at være her. Jeg kunne ikke tænke mig at arbejde med andet. Sunfield og børnene er en naturlig og uundværlig del af mig selv.
Vi har en enkelt gammel medarbejder, som stadig bor her. Hun er i dag på pension. Hun spiser stadig sammen med børnene og lever og ånder kun for Sunfield og den ånd, hun var en af pionererne bag.”
Efter interviewene med Chad og Grace kontaktede jeg nogle af de unge, der arbejdede på Sunfield.
Der var en enkelt japaner, en inder (der talte dansk) og 7 danskere ansat. Resten var englændere.
De unge boede i små værelser på 6 – 7 m² i en personalebarak, hvor de delte et lille tekøkken og to badeværelser af ældre standard.
De unge fik 11 kroner pr time plus kost og logi.
Arbejdstiden var efter dansk standard meget hård.
Til hverdag, når børnene var i skole, arbejdede de ”school hours”, hvilket betød at de arbejdede fra kl. 8 – 10, derefter fra kl. 12 – 13.30 og igen fra kl.15.30 – 20, eller de arbejdede fra kl. 8 – 10 samt fra kl. 16 – 23. På den måde arbejdede de næsten hele dagen.
Der var tværfagligt samarbejde, og de unge havde mange varierede arbejdsopgaver. Arbejdet bestod i at hjælpe børnene op om morgenen, vaske tøj og sengetøj, lave morgenmad, gøre rent i boenheden, gå tur med børnene, aktivere dem og hjælpe dem i seng om aftenen.
Generelt var de unge meget glade for at være på Sunfield. De kunne dog fortælle om en enkelt, der rejste hjem efter en dag. Hun havde ikke givet det en chance.
De fleste af de unge kom enten fra HF eller gymnasiet og havde søgt arbejde på Sunfield for at samle point og erfaring for at søge videre til en social/ sundhedsfaglig uddannelse. Desuden ønskede alle at blive bedre til engelsk.
De fleste ønskede at finde en anden arbejdsplads inden for et halvt til et helt år. Her var den lave løn hovedargumentet.
Der var ingen af de unge, der vidste, at der blev holdt møder mellem boenhed og skole. Mange af de unge følte, at de ikke var nok med i beslutningsprocesserne. ”Det er som om, de ikke regner med os,” sagde en af dem.
De unge var dog alle utroligt engagerede i arbejdet, og selv om de fleste kun havde været der i kort tid, var det en meget positiv oplevelse at se dem sammen med børnene.
Jeg var ikke i tvivl om, at det danske social og sundhedsvæsen ville få nogle velkvalificerede medarbejdere, den dag de unge fra Sunfield blev optaget på uddannelserne. Sunfield var og er en god ballast at have i rygsækken – en erfaring for livet.
Efterskrift
I den første tid efter besøget tænkte jeg på og drømte om muligheden for at besøge Sunfield igen eventuelt i en form for personaleudveksling, men tiden og årene gik, uden at jeg fik gjort mere ved det.
Jeg tænker dog ofte tilbage på de tre dage, hvor jeg fik lov at opleve Sunfield på godt og ondt og dermed fik et lille indblik i teorierne og det store arbejde med de mange fysisk og psykisk handicappede børn. Der er ingen tvivl om, at alle – uanset uddannelse/ erfaring – gjorde deres bedste – ofte uden for arbejdstiden og for en efter danske standarder dårlig løn.