Hogar Santa Rita

Mine oplevelser fra Tenerife og Hogar Santa Rita skrev jeg i løbet af vinteren 1994 på en gammel hakkebræt af skrivemaskine, og de blev publiceret i bladet ”Plejehjemsassistenten” i marts 1995.

 

I dag står oplevelserne stadig så klart for mig, som om det var i går, det hele skete.

 

Du behøver ikke være katolik for at bo her, men det hjælper –

især hvis du samtidig er hjemløs og meget fattig!

 

 

Tenerife er den største af Kanarieøerne. Med sin beliggenhed ud for Nordafrikas kyst er den begunstiget af et enestående mildt klima, som gør den til en ideel ferieø for solhungrende turister.

Når man nærmer sig Tenerife, er øens vartegn, det 3718 meter høje vulkanske bjerg Teide, det første man møder. Med sin snehvide top svæver det som et drømmesyn over skyerne og medfører hos de fleste et altovervældende ønske om blot en eneste gang at stå på dets top.

 

Fjerne tiders talrige vulkanske udbrud har skabt øens betagende, bjergrige og særprægede landskab med grøde af bananer, tomater og vin blandet med en utrolig farverig og eksotisk vækst af blomster og træer. Det er ikke underligt, at mange natur og blomsterelskere kalder øen paradisets have.

 

Det er dog ikke kun klima, natur og blomster men også øens befolkning, der har virket betagende på mig. Jeg har oplevet de lokale være meget stolte af deres ø. De har været venlige og gæstfri og har vist de ting frem, som de holdt af og var stolte over.

 

I december 1993 boede vi en uge i Puerto de La Cruz, som er en gammel udskibningshavn for vin. Her har man på trods af den tiltagende turisme formået at bevare den oprindelige atmosfære.

Det var en sand fornøjelse at gå rundt i de små, krogede og charmerende gader, hilse på de lokale husmødre, der med kosten i hånden vendte de sidste nyheder med naboen, eller vinke til

en møbelpolstrer der var i gang med at reparere en gammel sofa i sit værksted, der havde vokseværk helt ud på fortovet.

 

I udkanten af byen, i nærheden af den kendte papegøjepark Loro Parque, lagde vi mærke til en masse ældre mænd, der sad og spillede domino i skyggen af en stor kirkelignende bygning.

Mange af dem sad i kørestole eller havde amputationer. 

 

Jeg var næsten sikker på, der gemte sig et plejehjem bag murene, men jeg tog ikke mod til mig og fik formodningen bekræftet.

 

Min interesse for andre landes sociale standard og ældreomsorg bevirkede at vi i december 1994 endnu engang rejste til Puerto de La Cruz.

Denne gang var jeg fast besluttet på at forsøge at få kontakt til det mulige plejehjem, og jeg havde garderet mig hjemmefra med kuglepen, notesblok, båndoptager og fotoapparat.

 

Der skulle dog først gå fire dage, før jeg overvandt mig selv og dermed fik en oplevelse, jeg aldrig glemmer.

 

Ved 16 tiden trådte jeg ind på Hogar Santa Rita, som viste sig at være et stort katolsk plejehjem for 250 hjemløse og fattige.  I vagtværelset var Maria, der arbejdede som ”social assistant”,  et arbejde der indebar al indkøb, regnskab og administration i tæt samarbejde med præsten, desuden trådte hun ofte til som plejepersonale.

 

Medens vi gik rundt i den store etagers bygning fortalte Maria åbent og ærligt åbent og ærligt på en charmerende blanding af engelsk og spansk om sit arbejde og beboernes situation.

 

Hogar Santa Rita er bygget sammen med kirken, etagerne er forskudte med lange gange og mange rum, og for en fremmed virker de mange rum som uoverskuelige og svære at finde rundt i.

 

Det første rum, vi kommer ind i, er besøgsværelset. Der er højt til loftet, møbler og udsmykning er sparsom, men der virker alligevel hyggeligt og hjemligt. Adskillige af beboerne har besøg.

De sidder rundt i små grupper ved runde borde og nyder det sociale samvær.

 

”Her må vore beboere modtage besøg i 2 timer daglig fra kl. 16 – 18. Det er ikke hver dag, at så mange har besøg. Oftest sidder de alene eller får den sociale kontakt fra hinanden eller fra personalet, hvis vi kan finde tiden.

I de øvrige timer af døgnet bruges besøgsværelset til spisestue.

Mange af vore beboere er kørestolsbrugere eller er så dårligt gående, at de ikke kan komme helt ned i den store spisesal. Desuden kommer der en del fattige ældre fra lokalområdet og spiser gratis herinde. På den måde får de en tilknytning til os og kan måske komme i betragtning, når der bliver en ledig plads,” forklarer Maria samtidig med, at hun beroliger en af beboerne der er tydelig mentalt handicappet. Beboeren slipper ikke Maria før hun får et stort knus!

 

Personalebehov

 

Jeg fornemmer et stort behov for personalekontakt og spørger, hvor meget personale der er ansat på Hogar Santa Rita.

 

”Vi arbejder 60 personer her, vi har alle 40 timers arbejdsuge, altså en 8 timers arbejdsdag.

Der møder omkring 30 hver morgen for at tage de ældre op og gøre dem klar til morgenmaden.

Det er en selvfølge, at de mest mobile hjælper de mindre mobile. Det sker også i andre situationer.

Om natten har vi 3 nattevagter, 2 til kvinderne og 1 til mændene. De går rundt i hele bygningen og tilser beboerne. Hvis der opstår problemer eller sygdom, kan de tilkalde præsten eller en af de 4 frivillige munke, der bor her på hjemmet. En af munkene er lægeuddannet og tager sig af de sygdomsmæssige og medicinske problemer.

Det øvrige personale har ingen uddannelse. De går i en slags ufaglært sygehjælperstilling og må hjælpe beboerne med personlig hygiejne, med praktiske ting, i spisesituationen og med sociale kontakt. Hvis det drejer sig om medicin eller injektion, bruger vi lægen, og i nogle tilfælde tilkalder vi en frivillig nonne, der har en medicinsk baggrund,” forklarer Maria, medens hun åbner døren til et stort soveværelse, der mest af alt ligner en hospitalsstue.

 

Der er er tilkald fra hver seng og plads til 6 – 8 beboere. Ingen af dem har personlige ejendele med, men et par af dem har lidt privatliv, da 2 af sengene er afskærmet af et forhæng.

I en af sengene ligger en afkræftet kvinde. Hun har ikke været ude af sengen i de sidste 3 uger, og Maria forventer, at hun snart går bort.

 

”På grund af personalemangel og stor arbejsbyrde er vores indstilling at beboerne kun er sengeliggende, når det er absolut nødvendigt. Når en af beboerne er døende, prøver vi at sørge for, at vedkommende ikke er alene længere tid af gangen. Er der ingen familie, der kan komme her og være ved den gamle, er der altid en af os, der overtager opsynet,” fortæller Maria og lukker stille døren igen.

 

Økonomi og velgørenhed

 

Vi går videre gennem huset og kommer til den store dagligstue med et sparsomt møblement. Rundt langs væggene sidder beboerne og ser på et lille sort/ hvidt fjernsyn, der kværner i det ene hjørne.

 

Maria skruer ned for fjernsynet og forklarer beboerne, hvem jeg er, og hvorfor jeg er kommet.

En af beboerne er meget interesseret i at høre mit syn på ”deres ø”. Svaret, som Maria oversætter til spansk, får den gamle dames øjne til at tindre!!

 

”Vi har af naturlige årsager opdelt hjemmet i en mands- og en kvindeafdeling. De fleste er ensomme, meget fattige og oftest hjemløse, når vi får dem. De har ingen eller meget få ejendele og tøj med, og vi har derfor stort behov for gamle møbler og brugt tøj. Beboerne får ca. 1250 kr. pr måned i pension, heraf beholder de selv ca. 100 – 200 kr. til personlige fornødenheder. Du kan nok se, at det at købe nyt tøj er næsten en umulighed,” understreger Maria.

 

Vi kommer ud i forhallen, der adskiller plejehjemmet fra kirken. Et stort juletræ står smukt dekoreret i hjørnet, og talrige religiøse motiver pryder væggene. Fra en åben dør er der direkte adgang til det store smukke kirkerum med et utroligt smukt alter og mange blomsterdekorationer.

 

”Mange af beboerne går herind flere gange daglig for at bede, og vi  holder meget ofte gudstjenester og andagter. Her kan de omkringboende også komme, og det bevirker, at der kommer lidt valuta i kirkebøssen, og det har vi brug for,” siger Maria med et smil, medens hun fører mig ind i en lille hyggelig butik, der ligger under kirken. Her er der stuvende fuldt af smukke håndskårne helgenfigurer i alle størrelser, sølvkors og andre religiøse smykker samt mange pyntegenstande med religiøse motiver.

 

”Butikken passes af to frivillige damer fra omegnen, og der er godt salg både til turister og til lokale. Vi har et lotteri med meget fine gevinster, og det lokker jo! Hele indtægten går ubeskåret til hjemmets drift. Desuden har vi også en stor garage under hele hjemmet. Den lejer vi ud til de lokale og får derved suppleret økonomien væsentligt. For et par år siden renoverede vi hele hjemmet, men det er stadig en dårlig indrettet bygning. Vi har brug for mange flere hjælpemidler, elevator og meget andet. Men som sagt er vores økonomi betrængt. Foruden de nævnte indtægter må vi leve af velgørenhed og et meget lille supplement fra de sociale myndigheder,” konstaterer Maria.

 

Forsøg med skærmet enhed

En lille gruppe beboere har samlet sig i forhallen og finder under megen latter ud af, de vil fotograferes sammen med ”den danske gæst”, inden vi får lov til at gå videre.

Næste rum, vi kommer til, er adskilt fra det øvrige hus med en trappe. Her bor mest dårlige, senile og demente beboere i en form for skærmet enhed. Møblerne er typisk spanske og meget slidte. Et stort foto af Teides sneglitrende tinde og et svimlende smukt bjerglandskab hænger på væggen og får rummet til at virke større, end det er.

 

”Vi indrettede dette rum for et par år siden. Tidligere boede de dårlige beboere sammen med de øvrige, men det skabte alt for meget uro. Der er planer om at bygge et stort plejecenter i en anden by specielt for demente og alkoholikere på grundlag af de erfaringer, vi har fået her på Hogar Santa Rita. Der bliver sikkert plads til 4 – 500 beboere. Alkoholisme er ved at være et stigende problem også for os,” understreger Maria, men indrømmer samtidig, at hun mener, det nye hjem bliver alt for stort!

 

Behov for læge og tid til renovering af medicinsystem

 

Lægekonsultationen ligger tæt ved det skærmede afsnit. Her er en af de kvindelige hjælpere ved at undersøge en af beboerne.

 

”Hjemmets læge kommer kun her to gange ugentlig. Det er alt for lidt, så oftest må vi selv forsøge at klare, det vi kan,” forklarer Maria og viser mig ind i det lille rum, der mest af alt ligner et overdimensioneret medicinskab. Stabler af et døgns doseringsæsker står i et sindrigt system, hvor sal nummer og stuenummer er kombineret med beboerens navn og sengenummer. Alle tal og bogstaver er skrevet med Dymo på både æsker og hylder.

 

”Jeg ved, der findes ugedoseringsæsker. Faktisk købte jeg et par prøveæsker for 3 uger siden, men vi mangler tid og personale til at få det hele organiseret,” siger Maria undskyldende og præsenterer mig for en nonne, der er i færd med at dosere medicin op til næste dag.

 

”Vi har kun en person, der kan gøre alt dette, derfor tager det lang tid at få nye ting indført,” siger Maria, medens hun åbner en masse låger i væggen og trækker hylder ud, der er stoppet med medicinglas og æsker.

 

”Vore beboere får ikke særlig meget medicin, 2 – 3 tabletter om morgenen og det samme til aften. Vore medicinudgifter er minimale, da nogle af beboerne får deres medicin af familien. Desuden får vi en del gratis prøver fra lægerne, som vi selv sorterer efter terapeutisk orden.”

 

Ingen terapi men derimod praktiske opgaver til beboerne

 

Vi har nu nået underste etage, hvor fem store industri vaskemaskiner, en enkelt tørretumbler og en strygerulle udgør hjemmets vaskeri. Her sidder en del beboere og lægger tøj sammen assisteret af tre hjælpere.

 

”Vi har ingen fin terapi, så beboernes dag går ofte med at sidde i stuen eller gangen og snakke eller spille kort. De, der kan, skal hjælpe til, hvor der er behov. Vi finder sammen ud af, hvad den enkelte er god til eller har lyst til at lave. Men de får at vide, at de skal hjælpe både i plejen og med det praktiske, hvis de kan, ellers er dette ikke det rette sted at bo,” pointerer Maria og viser mig, at tøjet er mærket med sal, stue og sengenummer.

 

”Alt andet er umuligt, der er jo mange med samme navn eller forbogstav. Vi bruger det samme system på bordene i den store spisesal,” siger Maria og åbner en ny dør. Her er personale og beboere i færd med at dække bord. Et kæmpe rullebord med mange hylder står parat med dagens forret – en gul suppe.

 

”Der spiser 95 kvinder og 44 mænd hernede. Nogle af dem har stort behov for hjælp!”

Da jeg spørger, om personalet spiser med, ser Maria forskrækket ud.

”Nej, nej. Beboerne spiser først, og så spiser vi. Maden er nemlig en del af vores minimale løn,” påpeger Maria.

 

Samtale på tværs af sprog og generationer, kropssproget er universielt

Fremtidsvisioner

Under rundvisningen har Maria stillet mange spørgsmål om danske forhold.

”Hvis vi og vore beboere havde den sociale standard, der er i Danmark og i mange andre lande, ville det være at sammenligne med, at vi var overklasse her. Vort plejehjem kan nok minde om tidligere tiders fattiggårde, men vi bliver inspireret af det, vi hører og ser. Vi vil gerne forbedre de ældres livskvalitet så meget vi kan. Mit største ønske er, at vi kan få flere ansat, og at vi fik en bedre uddannelse. Det bliver sikkert svært at gennemføre, da der både er gamle vaner, der skal ændres, samt at der rent konkret mangler penge til både personale og uddannelsesprogrammer,” konstaterer Maria og trækker opgivende på skulderen.

 

”Men jeg er alligevel glad og stolt over at arbejde her. Vi er nået langt med de midler, vi har til rådighed. At hjælpe andre kræver styrke og en god portion idealisme. Den får jeg fra Jesus. Han er solen i mit liv og arbejde og fylder mig med glæde!”.

 

Det sociale samvær med lokale

 

Ude på gaden er luften dejlig lun. De mange mænd sidder stadig og spiller domino.

”Mange af de lokale kommer her hver dag. De udgør et godt socialt netværk for de bedste af beboerne. De spiller sammen, går en tur i parken eller måske i baren,” siger Maria med et stort smil.

”Normalt tager familien sig af de ældre her på øen, men mange af vore beboere er glemte ældre eller har ingen familie. Derfor sætter vi stor pris på at få besøg udefra. Det giver vore beboere en god og positiv oplevelse, de kan mindes i lang tid!”

 

Maria ser pludselig eftertænksom ud.

”Vi har for resten en gammel englænder, som sidder der på bænken. Vi kender ikke hans baggrund, og vi ved ikke hvorfor, han er endt her. Han er meget ensom, på en måde er han socialt handicappet, fordi han ikke taler spansk, selv om vi ved, at han godt kan. Jeg er den eneste af personalet, der kan tale lidt engelsk, og jeg kan kun få ham til at sige noget en gang imellem. Måske vil han godt tale med dig, netop fordi du er fremmed og taler hans sprog?”.

Maria ser opmuntrende på mig og forsvinder så med et ”Farvel og held og lykke” ind for at fortsætte sit arbejde.

 

Den gamle englænder

 

Den opfordring kunne jeg ikke modstå. Jeg satte mig ved siden af den gamle og fortalte ham, hvem jeg var, og at jeg ville skrive om ældres situation i andre lande. Han så på mig meget længe inden han svarede.

 ”jeg er ikke noget godt eksempel, jeg er nemlig en ener og meget speciel, forstår du – men - hvad vil du vide?”

 

Det følgende er udpluk af min samtale med den gamle englænder. Med humor og et sørgmuntert glimt i øjet samt en hel del store personlige grænser, sagde han blandt andet disse ord.

 

”Jeg har boet på øen længe, i mange år, jeg ved ikke hvor mange, bare mange, og her på hjemmet? Det ved jeg ikke, måske 4, måske 5 år. Om jeg er glad for at være her? Det går op og ned, alt afhænger af øjnene der ser på det. Jeg bor sammen med 6 andre mænd på værelset, men jeg taler ikke med nogen af dem. Jeg har ikke noget at tale med dem om. De interesserer mig ikke.

 

Min alder? Jeg har det ikke godt, jeg føler mig syg, jeg kan ikke gå, jeg får ingen besøg, jeg kommer ingen steder. Se på de andre, de har det sjovt. De kan gå. Og personalet! De får sikkert en frygtelig stor bunke penge, og hvad har jeg?”

 

Han tager nogle småmønter op af lommen.

”Se her, ikke engang til et nyt sæt tøj, og se hvordan jeg ser ud – plettet og snavset!” siger han og peger ned på sit jakkesæt, slips og sko, der så absolut har set bedre dage.

 

Den gamle englænder begynder pludselig at sammenligne skandinavers måde at tale engelsk på og vil vide, hvad forskellige ord hedder på dansk. Han gentager mine ord perfekt – og tilføjer med et stort smil og et glad glimt i øjnene.

”Så går solen ned klokken 16 i Danmark nu, og der er helt sikkert sne. Har du for resten været på toppen af Teide?”

 

Da Jeg nikker begynder han at fortælle. Hans ord vil jeg lade stå alene. De vidner om en stor personlighed, hvis livsglæde og selvværdsfølelse var på sit højeste, da han kunne ”leve livet” og ”bestige bjerget”.

 

Et bjerg bliver besejret

 

”En gang for mange – mange år siden, da jeg endnu var en ung mand, gik jeg og en ven hele vejen op på Teide fra en højde af 1000 meter over havet. Vi gik på en slynget, stenet sti – hen over mægtige røde, hvide og svovlgule pimpsten. Turen var anstrengende, men udsigten over den milevide barske klippekyst, de mægtige lavaformationer og kløfter lokkede forude.

Ind imellem var stien næsten usynlig og ufarbar, men vi siksakkede os stejlt opad, ind til vi nåede nødhytten ”Alta Vista” ved solnedgangstid.

Vi sov i hytten om natten og fortsatte mod Teides top tidligt om morgenen – lige tidsnok til at nå solopgangen.

Jeg glemmer aldrig det syn, vi så.

Et uendeligt hvidt skyhav, hvor solen legede skjul og til sidst brød frem og forgyldte hele denne vidunderlige morgen og Teides sneglitrende top med sit livsgivende lys.

Vi kunne se de smukkeste landskaber under os og kunne ane Gran Canaria og Gomera langt ude i horisonten.

Vi blev stående længe, men vi måtte til sidst løsrive os for at begive os nedad igen.

Hver sekund, vi stod der, var en Guds gave!

Den usigelige skønhed og stilhed deroppe var næsten overjordisk i sin storhed og mystik.

Jeg undrer mig tit over, at jeg virkelig stod helt deroppe – engang.

Livet er en stor gave, men kun så længe man kan opleve det og leve det, husk det!!

Nu har jeg fortalt dig nok!

Jeg er en gammel syg og træt mand og kommer aldrig til at bestige Teides top mere.

Lov mig at du vil vinke til den fra mig, når du rejser hjem,” sluttede den gamle englænder og gav mig begge sine rynkede hænder til ”Farvel”.

 

Efterskrift

 

Mit besøg på Hogar Santa Rita, samtalen med Maria og oplevelsen af den gamle englænders måske selvvalgte isolation og ensomhed gjorde et stort indtryk på mig og gav meget stof til eftertanke.

 

Det var med vemod i hjertet, at jeg opfyldte den gamles sidste ønske og vinkede til Teides top, da vi i det klare vejr lettede og kunne se solen kaste sine sidste stråler ind mod bjergets snehvide tinde.

 

Min ferie fik denne gang en ekstra dimension, som jeg var og stadig er meget taknemmelig for.

 

I min kuffert havde jeg en madonna med hjem, som jeg havde købt i kirkens lille butik en af de sidste dage på øen.

 

Min madonna fra Hogar Santa Rita står stadig i min stue og minder mig hver dag om en fantastisk oplevelse, som jeg aldrig glemmer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den gamle englænders historie gjorde indtryk

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...

Leif Renneberg | Svar 27.12.2010 13.17

En meget flot beskrivelse af hvad vi andre turister ikke oplever, og et helt fantastisk flot menneskesyn, tak for at give os insigt i dette

Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

17.08 | 18:51

Spændende at læse da der er mange af mine aner der er fælles. Bla. Holmslægten

...
10.08 | 23:36

Jeg har med interesse studeret din forskning om Hvorslevgård.
Jeg har spørgsmål, men der er ikke tegn nok til, at jeg kan uddybe det.
Må jeg få din E mailadr.?

...
22.07 | 12:47

hej kirsten, denne side er rigtig god.det er så sandt som det er sagt, det med at få motion hverdag gør sit til at man er i bedre humør resten af dagen.

...
03.07 | 11:14

Flot arbejde, jeg glæder mig til at finde Rasmus Peder Pedersen, han var murermester i Neder Randlev, og gift med min mormor Anna Mikkeline Pedersen (født Rasmu

...
Du kan lide denne side