Ved 16 tiden trådte jeg ind på Hogar Santa Rita, som viste sig at være et stort katolsk plejehjem for 250 hjemløse og fattige. I vagtværelset var Maria, der arbejdede som ”social assistant”, et arbejde der indebar al indkøb, regnskab og administration i tæt samarbejde med præsten, desuden trådte hun ofte til som plejepersonale.
Medens vi gik rundt i den store etagers bygning fortalte Maria åbent og ærligt åbent og ærligt på en charmerende blanding af engelsk og spansk om sit arbejde og beboernes situation.
Hogar Santa Rita er bygget sammen med kirken, etagerne er forskudte med lange gange og mange rum, og for en fremmed virker de mange rum som uoverskuelige og svære at finde rundt i.
Det første rum, vi kommer ind i, er besøgsværelset. Der er højt til loftet, møbler og udsmykning er sparsom, men der virker alligevel hyggeligt og hjemligt. Adskillige af beboerne har besøg.
De sidder rundt i små grupper ved runde borde og nyder det sociale samvær.
”Her må vore beboere modtage besøg i 2 timer daglig fra kl. 16 – 18. Det er ikke hver dag, at så mange har besøg. Oftest sidder de alene eller får den sociale kontakt fra hinanden eller fra personalet, hvis vi kan finde tiden.
I de øvrige timer af døgnet bruges besøgsværelset til spisestue.
Mange af vore beboere er kørestolsbrugere eller er så dårligt gående, at de ikke kan komme helt ned i den store spisesal. Desuden kommer der en del fattige ældre fra lokalområdet og spiser gratis herinde. På den måde får de en tilknytning til os og kan måske komme i betragtning, når der bliver en ledig plads,” forklarer Maria samtidig med, at hun beroliger en af beboerne der er tydelig mentalt handicappet. Beboeren slipper ikke Maria før hun får et stort knus!
Personalebehov
Jeg fornemmer et stort behov for personalekontakt og spørger, hvor meget personale der er ansat på Hogar Santa Rita.
”Vi arbejder 60 personer her, vi har alle 40 timers arbejdsuge, altså en 8 timers arbejdsdag.
Der møder omkring 30 hver morgen for at tage de ældre op og gøre dem klar til morgenmaden.
Det er en selvfølge, at de mest mobile hjælper de mindre mobile. Det sker også i andre situationer.
Om natten har vi 3 nattevagter, 2 til kvinderne og 1 til mændene. De går rundt i hele bygningen og tilser beboerne. Hvis der opstår problemer eller sygdom, kan de tilkalde præsten eller en af de 4 frivillige munke, der bor her på hjemmet. En af munkene er lægeuddannet og tager sig af de sygdomsmæssige og medicinske problemer.
Det øvrige personale har ingen uddannelse. De går i en slags ufaglært sygehjælperstilling og må hjælpe beboerne med personlig hygiejne, med praktiske ting, i spisesituationen og med sociale kontakt. Hvis det drejer sig om medicin eller injektion, bruger vi lægen, og i nogle tilfælde tilkalder vi en frivillig nonne, der har en medicinsk baggrund,” forklarer Maria, medens hun åbner døren til et stort soveværelse, der mest af alt ligner en hospitalsstue.
Der er er tilkald fra hver seng og plads til 6 – 8 beboere. Ingen af dem har personlige ejendele med, men et par af dem har lidt privatliv, da 2 af sengene er afskærmet af et forhæng.
I en af sengene ligger en afkræftet kvinde. Hun har ikke været ude af sengen i de sidste 3 uger, og Maria forventer, at hun snart går bort.
”På grund af personalemangel og stor arbejsbyrde er vores indstilling at beboerne kun er sengeliggende, når det er absolut nødvendigt. Når en af beboerne er døende, prøver vi at sørge for, at vedkommende ikke er alene længere tid af gangen. Er der ingen familie, der kan komme her og være ved den gamle, er der altid en af os, der overtager opsynet,” fortæller Maria og lukker stille døren igen.
Økonomi og velgørenhed
Vi går videre gennem huset og kommer til den store dagligstue med et sparsomt møblement. Rundt langs væggene sidder beboerne og ser på et lille sort/ hvidt fjernsyn, der kværner i det ene hjørne.
Maria skruer ned for fjernsynet og forklarer beboerne, hvem jeg er, og hvorfor jeg er kommet.
En af beboerne er meget interesseret i at høre mit syn på ”deres ø”. Svaret, som Maria oversætter til spansk, får den gamle dames øjne til at tindre!!
”Vi har af naturlige årsager opdelt hjemmet i en mands- og en kvindeafdeling. De fleste er ensomme, meget fattige og oftest hjemløse, når vi får dem. De har ingen eller meget få ejendele og tøj med, og vi har derfor stort behov for gamle møbler og brugt tøj. Beboerne får ca. 1250 kr. pr måned i pension, heraf beholder de selv ca. 100 – 200 kr. til personlige fornødenheder. Du kan nok se, at det at købe nyt tøj er næsten en umulighed,” understreger Maria.
Vi kommer ud i forhallen, der adskiller plejehjemmet fra kirken. Et stort juletræ står smukt dekoreret i hjørnet, og talrige religiøse motiver pryder væggene. Fra en åben dør er der direkte adgang til det store smukke kirkerum med et utroligt smukt alter og mange blomsterdekorationer.
”Mange af beboerne går herind flere gange daglig for at bede, og vi holder meget ofte gudstjenester og andagter. Her kan de omkringboende også komme, og det bevirker, at der kommer lidt valuta i kirkebøssen, og det har vi brug for,” siger Maria med et smil, medens hun fører mig ind i en lille hyggelig butik, der ligger under kirken. Her er der stuvende fuldt af smukke håndskårne helgenfigurer i alle størrelser, sølvkors og andre religiøse smykker samt mange pyntegenstande med religiøse motiver.
”Butikken passes af to frivillige damer fra omegnen, og der er godt salg både til turister og til lokale. Vi har et lotteri med meget fine gevinster, og det lokker jo! Hele indtægten går ubeskåret til hjemmets drift. Desuden har vi også en stor garage under hele hjemmet. Den lejer vi ud til de lokale og får derved suppleret økonomien væsentligt. For et par år siden renoverede vi hele hjemmet, men det er stadig en dårlig indrettet bygning. Vi har brug for mange flere hjælpemidler, elevator og meget andet. Men som sagt er vores økonomi betrængt. Foruden de nævnte indtægter må vi leve af velgørenhed og et meget lille supplement fra de sociale myndigheder,” konstaterer Maria.
Forsøg med skærmet enhed
En lille gruppe beboere har samlet sig i forhallen og finder under megen latter ud af, de vil fotograferes sammen med ”den danske gæst”, inden vi får lov til at gå videre.
Næste rum, vi kommer til, er adskilt fra det øvrige hus med en trappe. Her bor mest dårlige, senile og demente beboere i en form for skærmet enhed. Møblerne er typisk spanske og meget slidte. Et stort foto af Teides sneglitrende tinde og et svimlende smukt bjerglandskab hænger på væggen og får rummet til at virke større, end det er.
”Vi indrettede dette rum for et par år siden. Tidligere boede de dårlige beboere sammen med de øvrige, men det skabte alt for meget uro. Der er planer om at bygge et stort plejecenter i en anden by specielt for demente og alkoholikere på grundlag af de erfaringer, vi har fået her på Hogar Santa Rita. Der bliver sikkert plads til 4 – 500 beboere. Alkoholisme er ved at være et stigende problem også for os,” understreger Maria, men indrømmer samtidig, at hun mener, det nye hjem bliver alt for stort!
Behov for læge og tid til renovering af medicinsystem
Lægekonsultationen ligger tæt ved det skærmede afsnit. Her er en af de kvindelige hjælpere ved at undersøge en af beboerne.
”Hjemmets læge kommer kun her to gange ugentlig. Det er alt for lidt, så oftest må vi selv forsøge at klare, det vi kan,” forklarer Maria og viser mig ind i det lille rum, der mest af alt ligner et overdimensioneret medicinskab. Stabler af et døgns doseringsæsker står i et sindrigt system, hvor sal nummer og stuenummer er kombineret med beboerens navn og sengenummer. Alle tal og bogstaver er skrevet med Dymo på både æsker og hylder.
”Jeg ved, der findes ugedoseringsæsker. Faktisk købte jeg et par prøveæsker for 3 uger siden, men vi mangler tid og personale til at få det hele organiseret,” siger Maria undskyldende og præsenterer mig for en nonne, der er i færd med at dosere medicin op til næste dag.
”Vi har kun en person, der kan gøre alt dette, derfor tager det lang tid at få nye ting indført,” siger Maria, medens hun åbner en masse låger i væggen og trækker hylder ud, der er stoppet med medicinglas og æsker.
”Vore beboere får ikke særlig meget medicin, 2 – 3 tabletter om morgenen og det samme til aften. Vore medicinudgifter er minimale, da nogle af beboerne får deres medicin af familien. Desuden får vi en del gratis prøver fra lægerne, som vi selv sorterer efter terapeutisk orden.”
Ingen terapi men derimod praktiske opgaver til beboerne
Vi har nu nået underste etage, hvor fem store industri vaskemaskiner, en enkelt tørretumbler og en strygerulle udgør hjemmets vaskeri. Her sidder en del beboere og lægger tøj sammen assisteret af tre hjælpere.
”Vi har ingen fin terapi, så beboernes dag går ofte med at sidde i stuen eller gangen og snakke eller spille kort. De, der kan, skal hjælpe til, hvor der er behov. Vi finder sammen ud af, hvad den enkelte er god til eller har lyst til at lave. Men de får at vide, at de skal hjælpe både i plejen og med det praktiske, hvis de kan, ellers er dette ikke det rette sted at bo,” pointerer Maria og viser mig, at tøjet er mærket med sal, stue og sengenummer.
”Alt andet er umuligt, der er jo mange med samme navn eller forbogstav. Vi bruger det samme system på bordene i den store spisesal,” siger Maria og åbner en ny dør. Her er personale og beboere i færd med at dække bord. Et kæmpe rullebord med mange hylder står parat med dagens forret – en gul suppe.
”Der spiser 95 kvinder og 44 mænd hernede. Nogle af dem har stort behov for hjælp!”
Da jeg spørger, om personalet spiser med, ser Maria forskrækket ud.
”Nej, nej. Beboerne spiser først, og så spiser vi. Maden er nemlig en del af vores minimale løn,” påpeger Maria.