Drømmen om penge - anno 1970

En grå og trist morgen sidder familien ved morgenbordet.

Peter og Pia har igen haft et af deres sædvanlige skænderier, og stemningen er trykket.

Kun børnene – den 8 årige Lene, den 7 årige Per og skrabekagen Mik på 4 måneder – ser ud til at være upåvirkede af situationen.

Hunden Molly ligger som altid i sin krog ved siden af bordet med hovedet på forpoterne.

 

”Nåh” mumler Peter, ”jeg må vel se at komme af sted.”

 

Pia svarer ikke. Hun er stadig rasende på ham.

 

At han vil kræve, at hun altid skal være hjemmegående, bare fordi de har fået børn.

Nu havde hun endda endelig fået lavet en aftale med kommunens hjemmepleje om et arbejde, og samtidig havde hun fået fat i alle tiders dagplejemor, der ville tage sig af Mik og samtidig se lidt efter huset og de store, når de kom hjem fra skole.

Hun skulle nok selv betale den dagplejemor af sin løn, hvis det skulle være.

 

At Peter dog ikke kunne få ind i sit store grødhoved, at hun trængte til både sine egne penge og til at komme hjemmefra!

 

Ungerne var søde nok, men for altid at være hjemme hele dagen hos dem og ikke tale med et eneste fornuftigt og voksent menneske. Nej, aldrig i livet – om hun så skulle forlange skilsmisse.

 

Peter sagde jo aldrig noget, når han kom hjem. Smed sig bare på sofaen med avisen og forlangte maden på bordet til tiden. Nej nu kunne det være nok!

I ni år havde hun gået her som slave og tjenestepige i sit eget hjem, vartet op og stået på pinde for ham, og hvad havde hun fået til gengæld – utak – kun utak!

 

Peter er på vej ud, men han standser i døren og ser tilbage på de fire, der sidder der.

 

Ville Pia mon virkelig forlange skilsmisse, hvis han ikke sagde ja? Hun havde været hård i aftes.

Med to lønningsposer i huset ville der selvfølgelig være meget, de kunne få råd til.

Men børnene. Hvad med børnene?

Havde han ikke altid over for sine venner holdt på, at en kvindes plads var i hjemmet?

Havde hans egen mor måske ikke altid været hjemme hos ham og hans søskende?

 

Peter ser pludselig  for sig sin egen barndom med moderens lussinger og evindelige skænden.

Måske havde det været anderledes, hvis hun havde haft mulighed for et udearbejde?

Og Pia har altid været et udadvendt og glad menneske! Hun havde måske behov for at have kollegaer at tale med og til at få løn som han selv

Selvfølgelig vidste han også godt inderst inde, at han burde hjælpe hende lidt mere med det huslige.

 

En ide slår pludselig ned i ham. At han dog ikke havde tænkt på det noget før!

Chefen på fabrikken havde for nogle dage siden snakket om arbejdsfordeling på grund af mindre produktion.

Måske kunne det blive lavet sådan, at han var mere hjemme!

Så ville han heller ikke være så træt mere, og så blev der tid og kræfter til at hjælpe Pia mere med huset og børnene.

 

”Pia” begynder han famlende. ”Jeg vil gerne – øh – tale med dig – øh - jeg mener – kom lige med ind i stuen.”

 

Inde i stuen griber han hendes hånd. Han knuger den og tager en dyb indånding.

” Tag du bare det arbejde min pige. Vi må finde ud af dette her. Du skal ikke gå her og føle dig nytteløs. Jeg taler med chefen i dag om nedskæring af min arbejdstid, så jeg får mere tid til jer herhjemme.”

 

Pia tøver, men hun kysser ham alligevel på kinden. ”Se nu at komme af sted på arbejde,” siger hun, ”så taler vi om det, når du kommer hjem.”

Hun ser hen mod døren, hvor Lene og Per står med Mik i favnen og Molly som bagtrop.

Hvor hun dog holder af dem alle sammen – også Peter, men det blev nu dejligt endelig at få mulighed for at slippe lidt væk fra den daglige trummerum.

”Se nu at blive færdige, så I kan komme i skole, så går Mik og jeg hen og aftaler det sidste med fru Jensen, så hun kan begynde at være her fra den første i næste måned.”

 

Lene og Per er lettede. Trods alt havde de hørt lidt af, hvad forældrene havde skændtes om i aftes.

 

Da de går ud af døren, siger Lene stille, ”mor, Per og jeg skal nok hjælpe dig med gøre rent og lave mad, når du får arbejde. Fru Jensen får vist rigeligt at lave med at holde øje med Mik og Molly og alle deres mange numre.”

 

Pia ler og ser ud af vinduet. Solen skinner. Den grå og triste hverdag er igen blevet lys og god! Hendes lille drøm om flere penge og kontakt til andre ser måske ud til at gå i opfyldelse. 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

15.11 | 22:06

Hej Kirsten faldt over siden da jeg søgte på min farfar og farmor, som hedder Signe og Carl Jørgensen, Signe er født Signe Agnete Jacobsen, var der ik 11 børn?

...
15.11 | 12:22

Hej Jeg vil lige spørge om der stadigvæk weekend ophold jeg har været to gange og holdt fødselsdag jeg boede nogle år på øen med venlig hilsen Ulla Jensen Ruds

...
14.11 | 15:59

Hej. Din side kom frem i nogle google søgninger jeg lavede på min oldefar Thomas Mikkelsen fra Issehoved på Samsø (Nordby bakker). Mvh Jakob Elm Mikkelsen

...
07.11 | 21:48

Tak for dit store arbejde med slægtsforskning, som jeg har ranet en del af, da jeg deler gener med dig og din mand fra hele 3 af mine bedsteforældre :)

...
Du kan lide denne side