Andreas kom langsomt gående ned ad gaden med blindestokken i hånden – søgende efter et fast holdepunkt. I hans kølvand kom en flok hujende og skrigende 9 – 10 årige drenge.
Andreas sukkede dybt. De børn gik ham på.
Hvor tit havde de ikke først drevet ham til vanvid for derefter at hugge hans stok og løbe væk med den, så han måtte sætte sig det første sted, han ramlede over for at vente der, til der kom nogen og hjalp ham.
Havde jeg dog bare haft Kingo endnu, tænkte han, den skulle nok have holdt børnene væk. Men nu lå den jo under lavendelbusken og sov sin evige søvn.
Han drejede ind på en sidegade, og mumlende talte han sine skridt. Nu var der kun tyve skridt tilbage, så var han ved Karens hus. Karen havde altid været god ved ham. Hun var hans eneste lyspunkt i den ellers mørke tilværelse.
Andreas bankede på døren, han hørte hurtige skridt, og en varm stemme bød ham velkommen.
Han stavrede ind i gangen. Det gjorde godt at høre en venlig stemme oven på al den sædvanlige drilleri.
Kunne han da bare blive gode venner med de unger.
Folk burde nu opdrage deres børn til at tage hensyn til dem, der var anderledes.
Karen brød ind i hans dystre tanker. ”Andreas, hvorfor har du aldrig tænkt på at invitere børnene på besøg, måske savner mange af dem en bedstefar, og du har så meget, du kan fortælle om!”.
Andreas rystede på sit gamle hoved. ”Hvad nytte gør det. De vil jo nok kun drille mig endnu mere!”
”Det, at du ikke kan se, giver dig da ikke ret til at give op! Jeg skal nok hjælpe dig. Jeg kan lave chokolade og bage en kage. Andreas, du må tage dig sammen. Det kan ikke blive ved på denne måde!”
Andreas nikkede. ”Ja, det nytter vel ikke jeg stritter imod. Du får jo din vilje alligevel. Men det siger jeg dig. Får vi ikke et godt resultat ud af forsøget, så flytter jeg ind på plejehjemmet. Der kan man vel få fred, selv om man ikke er som alle andre!”
En solvarm junidag så byens borgere 10 – 15 drenge, der i samlet flok gik hen mod ”Blinde Andreas` hus”. Hvad havde ungerne nu fundet på?
Og børnene – de var beklemte og spændte.
Hvad mon der ventede dem?
Skulle de have skæld ud?
Hvorfor mon den blinde havde inviteret dem?
Da så de flaget i haven, og Andreas og Karen der stod i døren.
Forbavsede klumpede de sig sammen.
Nu havde de rigtig fundet på nye drillerier!
Hvad gjorde de nu? Han havde jo både hejst flag og alting!
Hvad skulle de gøre?
”Kom nu indenfor børn,” sagde Andreas. Jeg tror, Karen har noget godt parat til jer!”
Børnene blev placeret ved et langt bord, Andreas havde sat sig ved bordenden.
Karen gik rundt og skænkede chokolade og puffede ind i mellem venskabeligt til Andreas for at opmuntre ham.
Tøvende gik han i gang med at fortælle om sit lange liv som blind lige fra barndommen.
Andreas forstod at gøre sin beretning spændende, og snart var han omringet af glade drengeansigter.
”Fortæl mere!” bad de.
Andreas forstod, at forsøget var ved at lykkes, og smilende fortalte han den ene historie efter den anden, og eftermiddagen fløj af sted.
Da drengene drog af, sagde Morten, den ældste og den der havde været værst til at drille.
”Vi vil aldrig mere være onde ved dig. Du er i dag blevet vores bedste ven, og vi skal nok hjælpe dig, hvis der er nogen, der bliver frække!”
Nu var Andreas glad. Han havde fået en hel flok nye venner. Han behøvede ikke savne Kingo.
Nu ville der altid være en lille hånd i hans gamle. Han var endelig blevet accepteret.
Nu blev han fri for at flytte hen på hjemmet. Det havde da også været en tom trussel, og det vidste han godt. Hvis forsøget ikke var gået godt, havde han såmænd bare fortsat på sin gamle måde.
Karen kom ud til ham. ”Nåh Andreas, kan du selv finde hjem?”.
Et glad smil gled hen over hans rynkede ansigt. ”Nej Karen, det kan jeg vist ikke, men ser du, nede ved havelågen ved jeg, der altid vil være en hånd til at lede mig. Nu siger jeg tak, fordi du har hjulpet mig.”
Karen stod i døren og så efter ham. En stor opvask ventede hende, men nu vidste hun, Andreas var glad, så pyt med den smule opvask.
Endnu engang den dag blev folk i byen overraskede og forbavsede. Fra deres vinduer kunne de se Morten, byens værste bølle, og blinde Andreas – hånd i hånd gå tur ned af hovedgaden.
De rystede på hovederne.
Var verden da helt af lave?
Havde de hørt den samtale, de to på gaden havde, ville de nok have været endnu mere forundret.
Her gik to generationer, der endelig havde fundet hinanden.
Den ene, en slagsbroder og bølle, der inderst inde var en god dreng, der trængte til kærlighed.
Det fik han nu i overmål fra den anden, den blinde Andreas. Før i tiden en knarvorn sur gammel mand, men nu så glad som aldrig før!